Camilla Collett forteller energisk i brevs form om sin strevsomme reise til Paris med tog og dampbåt.

Camilla Collett skriver det første av sine lovede reisebrev fra Paris. Det handler om selve reisen. Hun har både stort og smått og fortelle om selve det å være på reise som enslig, aldrende  kvinne -- og stor glede av å reflektere rundt sine erfaringer. Det tar to døgn å reise fra København til Paris, og det er nesten ingen ende på hvilke pinsler man må gjennomgå -- forteller hun, ikke uten humor og selvironi.

Hun skriver:

"Paris, 20. Juni 1878.

Naar man efter en Reise, der varer i to samfulde Døgn, gjennem alle optænkelige Befordringer, kan siges at komme frem med hele Lemmer, uden at have mistet Hovedet –Kuffert –Nøgleknippe – Reisebillet eller Tegnebog – det sidste er det værste (thi vel kan man sige, at uden Hoved trænger man ingen Portemonnaie til, man kan være ganske rolig, men jeg spørger, hvad hjælper det at beholde Hovedet, især hvis det ikke er meget kløgtigt, naar man pludselig staar alene uden Pengepung paa Korsør–Kieler–Hamburger–Kölner-Banen i en Tid som denne?) – har man, som sagt, alt dette i Behold, saa maa man jo efter Skik og Brug kalde det en lykkelig Reise, og forsaavidt kan jeg ogsaa til deltagende Venner melde det samme. Hvad man ellers har at udstaa, regner man jo for intet.

Og dog bliver det et Spørgsmaal, kan det Udbytte, man haaber paa, kan Maalet, naar det endelig er naaet, opveie dem alle –opveie de nye nedslaaende Bidrag til den betænkelige Vinding, vi kalder Verdenskundskab, der ved hvert Skridt paatvinges os –––kort og godt, kan Paris, naar det endelig er naaet, trøste os over en saadan Reise ad Korsør–Kieler –Hamburgerruten, medens man, uophørlig slængt fra én Befordring ind i en anden, i tvende Døgn ikke er ude af Klæderne, og hvoraf den ene Nat tilbringes ombord i et Skib, den anden i en Kupé?

Jeg har de Gange, som jeg før har besøgt Paris, kunnet besvare dette med et freidigt og varmt ja. Paris lader os glemme alt Besvær, men denne gang har jeg i det mindste endnu ikke kunnet gjøre det. Udbyttet bliver da til sidst disse Erfaringer selv og de Betragtninger,man kan knytte til dem, og som mine kjære Veninder jo ogsaa har lovet at tage tiltakke med i Mangel af noget bedre.

Af disse Nætter foretrækker jeg ubetinget den i Kupéen, hvor man dog, naar man er lidt behændig, kan opnaa det Held at være alene. Jeg kjender næsten ingen værre Straf end Indstuvningen i et af disse Fællesrum, hvormed man paa Dampskibe affinder sig med det blidere, taalmodigere Kjøn, medens de enkelte Lugarer forbeholdes det mer fordringsfulde –Grundeierne, Driftsbestyrerne af disse Taalsomhedens uudtømmelige Dannemoragruber. Dette System er imidlertid mer eller mindre strengt gjennemført paa de nordiske Dampskibe paa sine ofte flere Døgns Reiser gjennem vore frygtelige Søer.

Paa et af disse, – et Lübecker–Malmö-Dampskib var det nok – var Damekahytten placeret lige ind til Maskinrummet med al sin Helvedeslarm og Kvalm. Aanden i den Betjening, der ydes, svarer dertil, især den kvindelige, som jo falder specielt paa vor Part.Hotel -og Dampbaadsjomfruer hører til en Klasse Samfundsmedlemmer, i hvem man altid vil møde den mest forstokkede Benegten af nogen Kvindens Ret til en selskabelig-medborgerlig Ligestilling med Manden. Den grunder sig, denne Opfatning af Spørgsmaalet, ikke paa nogen dybere Granskning af samme, hverken paa Refleksion eller Princip; den er kun indpodet dem som en Styrkens og Størrelsens Naturlov, omtrent som den Kjendsgjerning, at Kalkunhanen er en ganske anderledes majestætisk og respektindgydende Skabning end de klynkende, forskræmte Høner, følgelig respekteres den –og Hønerne ikke.

Man vil finde denne Anskuelse hos alle halvdannede af Kvindekjønnet, især hos saadanne Funktionærer, der i en stadig Veksel er stillet udskiftende mellem begge Parter.(Paa et dansk Hotel, hvor jeg i tidligere Dage boede en Tid. Bordet er dækket til to, Retterne, deraf en Hønsefrikassé, er baaret op.) Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo sige nede, at min Søn spiser hos mig idag, og disse Beef’er! . . . og Hønsefrikasséen her! . . . det er jo mine Portioner! . . . Dermed mentes kun, at naar især denne sidste Ret serveredes mig alene, toges der vel meget Hensyn til det mer æteriske ved Kvindenaturen.

Men dette er jo bare Vinger, Jomfru, jeg sagde Dem dog . . .«Ih Gud, jeg ber saa majet om Undskyldning, men jeg syntes, Fruen sa’, det var en Dæme.»(Paa et norsk Dampskib.) Aa, Jomfru, skaf mig endelig et Rum for mig alene, derfor er jeg kommen saa tidlig . . .Di faar værsgo vente, te Schibe gaar, saa faar vi se da . . .Men her er jo en Mængde ledige? . . .Ja, det er nok saa, men Di indser sjel, der kan komme Herrer endda, Di faar værsgo vente, te Schibe gaar . . .

Altsaa for samme Pris, hvormed de privilegerede har løst Billet, med Adgang til særskilt Rum, eller efter Omstændighederne, hvis Salonen er ledig, til en halv Snes Pladser, stuves nu ti eller flere Individer af de kvindelige Passagerer ind i et Fællesrum. Ganske efter ottomanisk System. Der er ingen Redning. Dampbaadsjomfruen fører dig med en egen, haabløs ubønhørlig Mine ind i Fællesrummet og peger paa en Køie. Om disse kan man kun sige, at de synes at have hentet Forbilledet fra en af de gamle Torturkamres sindrigste Indretninger. Det har altid forundret mig, hvorfor der paa saadanne Dampskibe, hvor der ødsles med Forgyldning, Speile og anden Prunk, skal spares paa nogle Pd. Krølhaar, naar det gjælder uforskyldte menneskelige Lidelser, som kunde lindres.

Her har man da i stort Kompagni at være indvortes desperat med de roligste, forbindtligste Miner, føre en naturligvis ufrugtbar Kamp med Jomfruen om at faa lidt frisk Luft ind, vaske og klæde sig af –eller rettere slet ikke af, for at være fiks paafærde og endelig voltigere op til en af disse Torquemadaopfindelser, der gaar under Navn af de øvre Damekøier. Har man nu konserveret en Rest af ungdommelig Springkraft, og man slipper vel derfra, som jeg virkelig gjorde det, vilde i det mindste en viss stor Redaktør, hvis han kunde set det Syn, have kaldt denne Ungdommelighed høist forargelig for en saadan «gammel Valkyrie» og maaske fundet den en Omtale værd i sit Blad.Sandheden tro, maa jeg dog bekjende, at et Par Gange, naar jeg er gaaet med disse Skibe, er der af sær Gunst indrømmet mig særskilt Rum, hvilket naturligvis ikke forandrer Sagen.

I ved jo nok, kjære Venner, at jeg i det mindste bestræber mig for at indtage et fuldkommen upersonligt Standpunkt i den Sag, jeg strider for. Jeg vilde dog gjerne fortjene den smukke, smagfulde Ros, der ydedes mig i en Recension i et svensk Tidsskrift – fra kvindelig Haand sluttede jeg deraf, at det lille, nemme Skalkeskjul «Man siger», «Man paastaar» benyttes mer end lovlig ofte –og hvor det blandt andet heder: «Man säger, att när Fru C. –bare ser en Dame snöra sig, tycker hon Snørlifvet trycker hende sjelf . . .» Kan «en Forkjæmperinde» forlange en vakrere Gravskrift!

Denne Gang, ved Overfarten fra Korsør, var jeg ikke saa heldig, men maatte finde mig i Indstuvningen. Om det kan kaldes Søvn, den Bedøvelse, der gjerne afløser den første Times Forsøg paa at finde den mindst smertefulde Stilling, ved jeg ikke, men det var en skrækkelig Tilstand. Alle Syner, alle Indtryk fra de sidste Maaneders Oplevelser syntes at have sat hinanden Stevne i min stakkels Hjerne. Det var en formelig Regn af Blade og Brochurer, ligefra de i Sandhed overraskende Prøver paa den Plougske Ridderlighed og hans saa «velbekjendte broderfolkskjærlige Sindelag» ned til Bevidnelserne fra kvindelig Haand, som Anledningen havde fremkaldt, dertil en Variation af «man säger», der mundtlig havde hjemsøgt eders stakkels forskræmte Veninde og dreiede sig om alt, hvad der angik hendes Digtning og Personlighed, hendes Fortid og Fremtid, saa hun begyndte næsten selv at tvile paa «De Stummes Leir», og hvor nu mon denne egentlig rettelig vilde være at finde. Til Hovedkvarteret af samme syntes hun ialfald ikke at være kommet.

Alt imellem havde jeg en Fornemmelse, som om mit Hoved laa forventningsfuldt paa en Blok, men hvordan jeg end dreiede det, kunde jeg ikke finde den rette Stilling. Disse forvirrede Billeder samlede sig endelig til en sammenhængende, ikke mindre skrækkelig Drøm. Det bares mig for, at Forfatterinden til en af Brochurerne, «Fra de Lidendes Leir», havde indsendt et Andragende til «Foreningen mod Dyrenes Mishandling» om, at Beskyttelsen kun skulde omfatteHannerne, da det var det svagere Kjøns «naturlige Kald og Bestemmelse at lide», og nu havde Maskulinerne i diverse Dyrearter –sikkert de mest høirøstede –forenet sig til en Hyldnings-Koncert? –tænkte jeg naturligvis, det var –nei merkeligt nok det modsatte; det var et Mistillidsvotum, der bragtes hin Forfatterinde, en Fordring paa at tage Forslaget tilbage.

En uhyre blaasort Kater traadte frem og talte paa en virkelig indtrængende Maade: «Vi alle,» sluttede den ikke uden en viss ædel Selvfølelse, «vi alle elsker vore Femininer, vi sætter dem høit, høiere end os selv; skal de lide, vil vi lide med dem. Man maa ikke forveksle os medMenneskene, der gaar ud fra stik modsatte Principper og vil partout, at de skal lide alene» . . .

Og ligesom om bare Nævnelsen af denne forhadte Race havde øvet en opirrende Virkning paa Mængden, opløftedes der nu et saadant Tohuvabohu af vrede, truende Røster, at det er umuligt at beskrive det, –men hvori dog en Røst endnu overstemmede dem alle. Det var hint Skrig, der er eget for et visst langøret Specimen af Slegten, maaske det mest plagede, mest forurettede af alle. Det lyder ikke ofte, men naar det sker, klinger det, som om det vil ryste Himmelhvælvingen for at nedkalde Hevn over denne onde, grusomme, uridderlige Skabning, der ikkehar mere end to Ben, slet intet Hjerte, og som dog gebærder sig saa overmodig, saa lidet sin Magt og sine Evner værdig.

Jeg vaagnede ved denne forfærdelige Musik og fandt, at mit Hoved, under Bestræbelserne for at finde den mindst smertefulde Stilling, var kommet til at ligge tvers over Køikanten. En Hund tutede iland, og af Larmen ovenpaa Dækket sluttede jeg, at vi nu var iKiel.

Saa op, eller rettere ned, under Fare for at stupe paa Hovedet – Klokken er 4. Saa en lang Marsch til Stationen, saa et godt Stykke Jernbane igjen, og endelig, idet man nærmer sig Hamburg, bliver ens Bagage efter en helt ubegribelig Bestemmelse afsat paa et Par Stationer tidligere, medens man selv intet anende gaar til Hovedstationen, hvorhen man troede at have løst Billet for sig og sit Tøi.

Istedetfor den paaregnede Hvile møder os her kun Ængstelse, Stræv og unødvendige Udgifter. Nei, maa jeg bede om Turen over Lübeck, selv om det skulde koste os en søsyg Nat og nogle vistnok ikke morsomme Ventetimer tilbragt under en Vandring omkring i Gaderne med at studere den gammeltyske Bygningskunst.

Og saa afsted igjen den lange, lange Dag gjennem ensformige, flade, træbare Egne, hvor man hvert Øieblik stille maa udbryde: Hvor er dog Danmark med sin Sø og sine Skove noget andet! og nu vort Bjergland! ja Norden er dog et merkeligt Stykke Naturens Skjødebarn! Hvilken sydlandsk Skjønhed, som der prales saa af, skulde overgaa vort Norden!

Udsigten fra Vinduerne skal altsaa ikke underholde os. Det fornuftigste, man har at gjøre, er at samle sine Tanker paa det praktiske Formaal at komme frem uden for mange Uheld, eller simpeltvæk komme frem. Den menneskelige Vindesyge, der i normale Tider altid vil iagttage en viss forsigtig Holdning, synes i denne Sommer at være indtraadt i en Tilstand af Ugenerthed, der nærmer sig det utilregnelige eller, om man vil, en utilregnelig Tilstand af et komplet Delirium, og jo mere man nærmer sig Centrum, hvorfra Paavirkningen udgaar, jo mere tiltager naturligvis Symptomerne, det gjælder at være paa sin Post.

Disse knapt tilmaalte Hvileminutter –ogsaa her tages saa besynderlig lidet Hensyn til kvindelige Passagerers Tarv –begunstiger kun altfor meget dens aldrighvilende, i alle Retninger virkende Operationer. Knapt har man fundet ind og i skjælvende Hast erobret en Kop Kaffe eller en Bid Mad, saa ringes der til Afmarsch –man giver i Skyndingen, hvad der forlanges, kun vogte man sig for at lade dem give igjen paa større Summer. Værre er det endnu med de mer forretningsmæssige Affærdigelser, man maa finde sig i. Her har man vanskeligere for at kontrolere, og heller ikke levnes der Tid dertil. Alt er beregnet paa sidste Øiebliks al Protest afskjærende Skynding, maaske ogsaa paa et visst betryggende Indtryk af Reiseubehjælpelighed og tillidsfuld Godfjottethed, der kan opfanges af den Reisendes Miner. Jeg maa sikkert have ydet et mer end almindelig beroligende Resultat i dette Stykke. Mine Hundredekroner forvandlede sig hos Stationsvekselererne til norske Marker, og den ubetydelige Overvegt af Bagage, der i Kjøbenhavn betaltes med nogle faa Øre, beregnedes paa en senere Station til 5 Mk. Pd. Men man er, som sagt, blot glad ved, at Portemonnaien selv er der. Man tviler bestandig paa det. Man tager den af og til frem, ser overrasket, næsten kjærlig paa den med et: nei er du virkelig der! og hvordan befinder du dig efter saadanne Rystelser? Og uvilkaarlig løfter man Hænderne op til Hovedet med den samme Overraskelse, det samme Spørgsmaal, og man er topmaalt fornøiet, naar Trænet endelig stanser ved den store Banegaard, Reisens Endepunkt.Man er i Paris,alt er forvundet.

Lever nu alle vel! Fortsættelsen skal følge, naar jeg faar lidt mere Ro dertil.

Den «gamle Valkyrie».