Bjørnstjerne Bjørnson skriver til Amalie Müller fra Amerika for å få henne til å oversette den teologikritiske boken han har kommet over

Bjørnstjerne Bjørnson skriver til Amalie fra Amerika. Han har oppdaget en vidunderlig bok, skrevet av den amerikanske teologen Charles B. Waite, kan han fortelle. Den handler om kristendommen som religion frem til 200 e.Kr. og har satt Amerika i sjøgang, i følge Bjørnson.

Han sender henne boken; hun må oversette den med det samme! Uten stopp! Hvis ikke Hegel på Gyldendal i København vil utgi den, skal han gjøre det selv.

Hun skal nok få sine penger. Om halvannen måned er han hjemme. Og så blir det tidsskritftet over nyttår, skriver han. Han ser for seg at hun skal være redaksjonssekretær.

Det er Bjørnson som kommer til å være den som får Amalie inn i en disputt med landets ortodokse prester. Siden, i 1910, kommer hennes første biograf Antonie Tiberg komme til å skrive dette om dette striden: «Det var da ogsaa Bjørnson som bragte fru Müller ind i en religiøs polemik med ortodoksiens forkjæmpere, efterat hun i april 1880 hadde skrevet to artikler om Det ny System i «Dagbladet», en feide som gjorde godt for hendes utvikling ved at tvinge hende til at prøve sine tanker og uttryk ogsaa efter den første utformning. Hun kom dypere ind i sin egen ubøielige bevisførelse og fik klarere syn for hvor nødvendig det var for hende at gaa med selv midt ut i striden hvor den stod som bitrest.

Hvad hun ser i Det ny System, er «Tidens Typer samlet, tegnet i ædruelig Sandfærdighed»: «De fleste Mennesker er jo nemlig ikke sig selv i egentlig Betydning, men saa at sige et Stykke eller en Side af Samfundet, med andre Ord, de er en Del af det almindelige bestaaende og ikke et afsluttet hele.»

Hun ser dramaet kanske mindre som kunstverk end som samfunds-dokument. Det har den betydning, siger hun, «et borgerligt-socialt Folkemaleri har i Kunsten». «Det er den modne Kjæmpeaands værdigste Frugt, hvortil maaske Frøet er sat under det Harmens og Vredens Uvejr, der altid følger med Synets Opladelse for «Baalsdyrkelsen», men det har faaet Væxt og Skikkelse under en virkelig Bedrøvelses- og en inderlig Fordrageligheds velgjørende Regndrys, og er endelig falden under Haabets og Kjærlighedens modnende Varme.»