Amalie Müller har fått telegram fra Erik Skram, som er på reise til Vestlandet. Hun har bestemt seg for å bryte forbindelsen med ham.

Amalie Müller skriver brev til til Erik: «Både deres telegram og brev har jeg fået, det sidste for et øieblik siden, og jeg takker dem for al den dvælen i tankerne ved mig, der ligger bagved, og har sendt begge dele frem. Alligevel vilde jeg ønsket at jeg intet havde hørt fra dem. For så havde det været lettere at få livet af det hele. Thi livet skal det lade. Jeg er bleven enig med mig selv, og jeg og mig selv har været ærlige og modige mod hinanden. Hvor det er underligt at jeg ikke skammer mig over at ha'e siddet der på dampskibet, og udleveret mig således. Men det er vel fordi jeg kjender det på mig, at det måtte så være. Det brød frem af sig selv, og jeg glemte at genere mig.

Jeg er ikke" frygtagtig". Det er ikke derfor at jeg kaster på dør dette nye og forfærdelige, der forklædt og uforvarende har listet sig ind hos mig, og siden har siddet og bredet sig og forstyrret hver en fiber i mine nerver, eller hvad det nu er for noget. Det er fordi jeg ikke vil det anderledes. Jeg kunde nok ha'e mod, jeg, hvis jeg bare havde villien. Men den har jeg ikke. Jeg vil være herre over mig selv, og spare mig for smerte. Jeg har havt nok af smerte, endog jeg aldrig har elsket nogen mand, (men der er andre arter smerter) - så nok, at jeg er bleven træt og blødagtig deraf, og ønsker at hytte mit skind. Og skjøndt det volder mig en stor smerte at rive mine tanker og mit væsen løs fra dem, så ved jeg dog at jeg derved handler som den, der lader fingeren amputere for at koldbranden ikke skal fordærve hele legemet. Jeg vil leve for og med mine gutter og min broders gut.Jeg vil kunne se dem i øinene og ha'e den glæde at kunne tænke: I kan alle være stolte af mig. Ikke således at jeg mener de havde lov til at foragte mig om jeg handlede anderledes. Men der er dog en seier i det at være hård mod sig selv, og være det for andres skyld, fordi en ved, at hvis en gav sig hen, og lod sig synke, så blev en ikke det en kunde og skulde for de andre.

For jeg,- jeg vilde blive opslugt af det, jeg.

Og har jeg nu klaret mig altid og bestandig, og hele mit liv gået om som et frit menneske, som ingen kunde gjøre noget, eller være mester over, så skal det, håber jeg,- være min mindste kunst at greie mig ud af denne smule pine. Det er hos Pylle jeg sidder og skriver, der hvor jeg så dem første gang, og mindst anede at de var en troldmand, med forgiftede toner i hvert et ord. Alle er gået på Tivoli, men jeg vilde ikke, jeg. Jeg skal sove her inat, hvad jeg også gjorde igårnat, fordi rangelen er blevet ved, og jeg endnu ikke har kunnet ta’e op til Grefsen. Imorgen er det til Sars's vi skal i et stort selskab, som fru Sars giver på sin fødselsdag. Drachmann reiste imorges til Lauervig, men vender imorgen tilbage, og bli'er her til på lørdag.

Det var godt de ikke kyssede mig. For så var jeg måske kommen til at lægge mit hoved ind til dem, og det vilde jeg siden fortrudt.

Men det er stygt af dem, at de la'er det bli'e til noget, at én har kysset mig på panden, og én på kinden. Herregud, jeg har jo slet ikke følt det, jeg! Når de andre vil gjøre sig til narre, og gå hen og trykke læberne mod en trædukke, hvad kommer det så trædukken ved?

Men det er forresten sandt, det er for modbydeligt, at blive således fingereret på. Det var nu blot på den fest, og det kom som et udtryk for en over - overgiven stemning. Det skal aldrig mere ske! De siger: "Stæng os ikke på forhånd ude" o.s.v. Men det er jo netop hvad jeg vil og må. Gjør jeg ikke det, så er jeg forloren, - det ved jeg jo. Jeg vil ikke under­handle med dem, - ikke treffe dem, ikke reise nogetsteds hen for at møde dem, ikke for nogen verdslig pris, vil jeg det. Var de her så vilde jeg måske ha'e én éneste samtale med dem, - skjøndt nei, - heller ikke det, vilde jeg! -

Ikke tro, at de vilde ha'e godt af at komme sammen med mig! Tro det endelig ikke. For jeg vilde bare blive idiot, og sidde ganske stille, og høre og lytte med et fjantet smil, eller sådant noget. Og det vil jeg ikke. Jeg vil ikke fordummes og forkvakles og forhexes, således som samværet med dem vilde gjøre det.-

Jeg er forfærdelig bedrøvet - så helt til døden bedrøvet, når jeg nu i aften siger dem mit farvel. Men sige det må jeg.-