Erik Skram skriver brev til Amalie om en drøm han hadde etter en bytur

Erik har lange arbeidsdager på Morgenbladets kontor, der han jobber som redaksjonssekretær. De varer ofte til bortimot midnatt. I kveld sitter det et par kamerater og venter på ham, de vil ha ham med ut på byen. Erik er ikke hjemme i leiligheten før i totiden om natten. Da har han følgende drøm, som han skriver ned og sender til Amalie:

«Jeg havde den dummeste Drøm. Jeg drømte, at jeg gjorde Forsøg på at få en mig højst nødvendig Søvn på min Sofa, men at jeg blev vækket af en utålmodig Samling Mennesker: min Moder, mine to Søstre, min Broder, der er i Frankrig, min gifte Halvsøster og det yngste af hendes Børn, jeg skulde op og pakke ind; om ganske kort Tid måtte vi afsted til Dampskibet, vi skulde rejse, jeg, min Mor og to Søstre, til Stettin. Jeg stred og stræbte for at blive vågen, men det var mig ikke muligt, jeg var som lam af Træthed. De gjorde Nar ad mig og blev sinte, navnlig min Bror, men lige umuligt var det mig at stå på Benene, jeg faldt bestandig tilbage på din Pude, og jeg bad for mig om dog blot at få sovet i 5 Minuter til, det vilde hjælpe. Så bøjede min Halvsøster - jeg har ikke talt med hende nu på flere År - sig over mig og kyssede mig - jeg tror aldrig i mit Liv, at det er sket - hun var så forunderlig blød og velgørende at føle på og samtidig kravlede hendes lille Dreng - i Virkeligheden må han nu være Student - op til mig, han var ganske nøgen, fast og buttet på Kroppen, det var så friskt og behageligt, og jeg blev helt vågen. Men dette med Rejsen var en fuldstændig Overraskelse, jeg havde ikke det mindste i Orden. Jeg måtte i en Fart se at finde mine Klæder - Kufferten stod parat inde i Sovekammeret - og mine Penge. Navnlig de sidste! Men hvor var dog min Sparekassebog med de 300 Kroner jeg havde lagt til Side, det var ikke muligt at finde den, den skulde stikke i en Frakkelomme, og jeg dukkede ned i en Uendelighed af Klæder, men det var aldrig min egen Frakke jeg kom i - jeg havde havt min Sparekassebog med mig i Byen for at sætte en Sum ind, jeg havde sparet i Løbet af Måneden, igår var det jo den sidste, og idag har jeg hævet Gage - nå, endelig fandt jeg den. Men hvorledes få hævet Pengene? Min Moder vilde låne mig Penge. Så var Vognen der. Afsted! Så endelig brød det igennem, hvad hele Tiden havde ligget som en dunkel Tanke jeg ikke kunde få fat i, at om jeg nu rejste til Stettin, så vilde jeg jo ikke have Penge nok til i Sommer at komme op til Dig. Høj, Godtfolk jeg rejser ikke med! Nej, lad Du også meget hellere være med det, min Dreng, sagde min Mor med en for mig aldeles forbavsende Koldsindighed - gå Du kun ind i din store Seng og sov, det har Du bedre af. Jeg vågnede badet i Sved af Anstrængelse og Forvirring, himmelglad over, at jeg i sidste Øjeblik havde fået mine Tanker samlede, så at jeg havde undgået den frygtelige Begivenhed at stå uden Penge til Sommer. Hvor var det godt jeg slap! sagde jeg ganske højt og kom så fuldstændig til mig selv. -