Erik Skram skriver brev til Amalie om sin bekymring for at hun utsetter å reise til ham i København

Erik er urolig i forhold til Amalies planer om å utsette besøket til København. Han drømmer om henne. Det plager ham litt at hun snakker engelsk. Det gjør ikke han, han har ikke lært det på skolen. Han skriver drømmen ned i et brev:

«Min egen elskede Ven, idag er det Fredag, og jeg har ikke skrevet siden i Mandags, jeg har lige som Følelsen af at have forsømt noget Dig vedrørende, men det er kommet af Travlhed og anden Forhindring. Dit søde Brev af i Mandags har jeg og vil først og fremmest besvare det. Det er sandt, jeg drømte igen noget besynderligt om Dig i Nat. Du havde sendt Mo'r et eller andet; med Pakken fulgte et Brevkort, formet som et temmelig stort Stykke let Pap, knækket over på Midten og derpå var på engelsk skrevet en Underretning til mig. Jeg blev nævnt som «han», og der stod noget om, at jeg naturligvis måtte finde mig i de Dispositioner Du traf. Det var urimeligt at stille den Fordring til Dig, først at undersøge mine Ønsker, «det med Giftermålet er jo dog ikke afgjort». Det var ikke din Hånd, der var på Brevkortet, det var store grove Bogstaver, men jeg vidste, at Du havde skrevet det, og jeg vidste også, at jeg ikke vilde få noget andet Brev fra Dig. Jeg havde ondt ved at forstå alle de engelske Ord, men jeg læste dem tydelig nok og i Morges skulde jeg have kunnet gentage den hele Epistel. Det var sikkert rent splittergalt engelsk. - Du Amalie, nu må Du virkelig snart sørge for, at Du bliver sødere i mine Drømme. Hvorfor skal Du pine mig i dem? Jeg længes aldeles umådeligt efter Dig efter at se og høre Dig, efter at tale med Dig, dette Filleri med Breve er ussel Kost og giver oven i Købet Anledning til Misforståelser. Ligger der nu ikke en sådan en og ruger imellem os? Denne forfærdelige Plan med at udsætte din Rejse er da vel falden til Jorden igen, vil jeg håbe?».