Dato
13 september 1883

Erik Skram har nettopp lest Bjørnsons En Hanske. Han er ikke begeistret. Han skriver til Amalie: «Dette er ikke noget Brev Du søde, jeg tør ikke begynde på noget, jeg må om et Øjeblik til Byen med lidt Manuskript til «Ude og Hjemme», men jeg måtte dog sende Dig et Livstegn. Igår var det mig umuligt at skrive et Ord, jeg skulde lave noget sammen, og så fik jeg igår Aftes «En Hanske». Den har jeg også allerede skrevet en Bemærkning om. Du, den er ikke god. Bjørnson lader det, som i sin inderste Rod er et personligt Spørgsmål mellem Svava og Alf - ikke Svavas egen Sag alene, ikke Alfs for sig, eller om Du vil begge disse to Menneskers fineste Anliggende hver for sig - afgøre ved Snak og Debat in abstracto mellem os uvedkommende Familiemedlemmer. I Stedet for at male Alf og Svava i Kamp om dette Følelsesanliggende, inderlig indfiltrede i hinanden, stridende deres egen Strid, siddende fast eller nående ud af Tågen og Pinen, et Anliggende der for de to Menneskers Skyld skulde gribe os, giver han os i dramatisk Form en Afhandling - oven i Købet uklar i høj Grad - om et Samfundsspørgsmål. Om Kyskhed eller Ukyskhed for Manden inden Ægteskabet om Troskab efter dette. Alf er det blotte og bare Mandfolk, ikke et ganske særlig og begrænset Menneske med den og den bestemte Historie, Svava er bedre; men skal dette være god Kunst? Hvad drev ham i Armene på Fru Hoff, hvad førte ham mod Svava, må jeg be', deri ligger Livet, og der ligger den kunstneriske Opgave. Jeg ser jo nok, at B. har forsøgt i Fru Riis, i Christensen og Riis at skabe Mennesker, alt medens Samfundssagen får en Art af Løsning, det er Udenomsgreb, det er kun i én Slags Lys han ser disse Personer, det er det socialt-moralske Spørgsmål, som har fyldt hans Sind, ikke disse Menneskers Livsskæbne. Og det går ikke at lade Alf og Svava være Sagen, medens det er Fru Riis og Hr Christensen, der tager Kampen op. Og så forstår jeg kun Halvdelen af Replikerne, Tankerne er for mig ved første Gennemlæsning urimelig skruede og tilslørede. - Virkelig god synes mig kun den ene lille Scene med Hoff. Denne Biperson er grebet med forbavsende Genialitet. Sødeste Stump jeg skal nok se at få Tid til at skrive mere idag.»

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Erik Skram til Amalie 13. september 1883. Fra Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883. Oslo, Gyldendal.