Amalie Skram skriver til sin høyt elskede lærer Ole Elias Holck for å fortelle ham at hun han giftet seg. Det er svært viktig for å henne at han skal tenke godt om henne. I ungdommen svermet hun og venninnene for læreren sin, han var Kierkegaard-mann, og hadde stor betydning for hennes religiøse livsholdning den gangen. Hun skriver: «Kjære Holck! Når jeg idag sender dem mit og min mands kort, der skal melde dem den nye lykkelige begivenhed i mit liv, er det fordi jeg holder mig til deres udsagn at de aldrig skulde blive således vred på mig, eller slippe mig således i deres godhed og deres sindelag at det ikke vilde glæde dem at høre det gik mig godt. De sa det så trofast dengang der fra mig. Skram beder mig forebringe dem og fruen hans ærbødige hilsen. Og så farvel for denne gang, kjære, elskelige ufor glemmelige menneske. Deres altid taknemmelige og altid hengivne Amalie Skram. NB. Kommer de nogensinde gjennem byen her, så må de ikke kunne ha hjærte til ikke at opsøge mig.» Om mange år kommer tjenestefolk som kjente Amalie i Bergenstiden ymte til Amalies første biograf Antonie Tiberg om at det var mer enn bare en lærer-elev-forhold mellom dem. Holk selv skal komme til å snakke varmt om sin gamle elev - men også understreke at han ikke ønsker å lese bøkene hennes. De to er etter hvert kommet til å stå langt fra hverandre i livssyn. Amalie er 38 år gammel nå. Holck er 55.

I dag skriver hun også brev til sin gamle venninne Helene Sandberg i Bergen og forteller om bryllupet: «Du vil kunne forstå, at i de dage der gik forud for vielsen, var der ikke et minuts tid til at tænke på visiter i; vi gik og stellede og ordnede i vor leilighed lige til det sidste, og var langtfra ganske færdig da vi gittede os. Vi havde bryllup på torsdagen (). Vielsen var så høitidelig og gribende, ganske anderledes stemningsluld og smuk end jeg havde indbildt mig det. Så var der middag hos hans mor, den sødeste elskeligste gamle dame du kan tænke dig; hele den nærmeste familie var tilstede, ingen andre; vi var omtrent 20 tilbords, og det hele var så festligt. () Ja, det var et underlig træf

at Muller og jeg blev gift den 1ste og den 3die april. Saa kan i ethvert fald folk ikke mere ha det at vælte ud over

mig, at jeg har knust hans lykke, og ødelagt hans liv. For resten, med folk har jeg intet at skaffe, - jeg mener med hvad der sludres og vases; intet er mig ligegyldigere, for jeg er altfor lykkelig. - Vi har en liden dukkeleilighed på 4 værelser. Her er så fuldt af møbler, at når der er 3 eller 4 forsamlede, så er det umuligt at bevæge sig et skridt eller to uden at bede det nærmeste medmenneske om at give plads. Men her et sødt og yndigt, delligt solskin og en uhyre vid udsigt. Men naturligvis er det i 7de etage, og der er mindst halvandet tusinde trappetrin at stige op, før man befinder sig vis å vis den entrédør, der bærer en plade med: A. o. E. Skram på. Disse kjøbenhavnske trapper lægger mig fortidligt i graven - der er ingen tvil derom; men som jeg er bleven slank; du skulde set mig; nu vilde du ikke have noget at lade mig høre om hoftebredde og sligt, jeg har fået en udmærket pen facon, det er vistnok trappernes skyld.»