Georg Brandes trykker et essay i tidsskriftet Tilskueren der han gjør en inngående studie av den jødiske identiteten til den politiske satirikeren og journalisten Ludwig Börne

I denne månedens utgave av Tilskueren trykkes Georg Brandes inngående studie av den jødiske forfatteren, tenkeren, journalisten og satirikeren Ludwig Borne (1786-1837).

Brandes forteller om hvordan Borne  etter hvert tok avstand fra sin jødiske tro og bakgrunn, og ble lutheraner. I Brandes' tekst kommer det til uttrykk en dyptgående analyse av hvordan de nedrige forholdene for jøder ble en viktig årsak til Börnes kritikk av lutheraneren Goethe.

Tekst avsluttes slik:

"Den fortjænte Beundring for Bornes Karakterrenhed og sædelige Begejstring bør ikke anfægte Anerkjendelsen af Goethes Menneskeværd, end mindre Beundringen for Goethes Geni. Det er ligesaa urimeligt at maale Goethe med Bornes falske Maalestok fra 1830, som at maale Borne selv med den falske tyske Maalestok fra 1870, og, som det nu til Dags skér, betragte ham som en For- haaner af sin egen Nation og dens ypperste Mænd. Det var na- turligt, nødvendigt, at Borne maatte ringeagte Goethe; vi forstaa hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og vi kunne i fuldt Maal glæde os ved hans Skrifters mandige Patos og skærende Vid den Dag i Dag, selv om vi ikke drage de Konsekvenser, hans Naturs ensidige Anlæg tvang ham ud i, og ikke over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe."

Her er Brandes' tekst i sin helhet:

*

Borne og Goethe. i/e Mænd, der omkring Aaret 1830 bekæmpede alle de Former af Tyranni , som den Gang trykkede Tyskland, ere i vore Dage ramte af en Upopularitet, der ikke synes at ville vige saa snart. Det er forklarligt. Ti den nulevende yngre Slægt i Tysk- land, der har Rigets Enhed bag sig — hin Enhed, der den Gang stod som en fantastisk Forhaabning — og der har set Tyskland udfolde sin samlede Magt i raadsnar, til alle Sider sejerrig Handl- ing, interesserer sig lidet for de gamle Drømmerier om hvorledes Enheden skulde bringes til Veje og ledes ved hine Forfatteres evindelige Spotten over tysk Søvnighed og Daadløshed, tysk Pe- danteri og Teoretiseren , da Udfaldet har vist, hvor praktisk og behjærtet det spottede Tyskland, naar Lejlighed gaves, kunde være. Særlig er siden den tysk-franske Krig de Skribenter, som for et halvt Aarhundrede siden stadig hævede Frankrig paa Tysk- lands Bekostning, i vide Kredse blevne ramte af en Art Ban. Man betragter dem som slette Patrioter og daarlige Profeter. Kun et ringe Mindretal formaar at indsé, hvor kraftigt selve hin Harme og Haan over den daværende usselige Tilstand har medvirket til det Omsving og Opsving, som er fulgt. Blandt de Forfattere, der i Datiden stod i første Række, er næppe nogen bleven skudt til Side som Ludwig Borne. De Stoffer, han behandlede, ere forældede, og kun den kyndige ser, at Formen har overlevet Stoffet. For hans abstrakte Fyrstehad, hans repu- blikanske Frisind er der i den unge Kejserstat ingen Brug. Og hans Personlighed passer ikke ind i de nye Forhold. Ti hvor Statsideen lidt efter lidt er ved at blive almægtig, hvor den fra oven, despotisk-socialistisk, søger at indskrænke det private Initia- tiv, forvandler saa mange Borgere som muligt til lønnede Embeds- mænd og giver den lønnede Embedsmand Forret for den uansatte 1 Digitized by Google 2 Borne og Goethe. Borger, og hvor den fra neden, revolutionært -socialistisk efter Ævne stræber at indskrænke den individuelle Skalten og Valten, dér forsvinder med Nødvendighed de udpræget selvstændige Ka- rakterer, og den kantede, uafhængige Individualitet synes noget lovstridigt, som ingen kan benytte til Dannelsesmønster eller Forbillede. Men Borne var netop en saadan skarpt kantet Indivi- dualitet og en ubetinget selvstændig Karakter. Nu synes i Tysklands Borgerstand den eneste, en Mand værdige Opgave den at bygge op, virke positivt, befæste eller om- forme det indvundne. Det murbrækkeragtige i Bornes Aands- retning afskrækker. Hans Ild og Ildhu, der varmede Samtiden, forekommer nu fortærende. Man betænker ikke, at Borne allerede døde 1837 og at det først efter 1848, efter at Tidens Malm ved en Revolution var bragt i flydende Tilstand, er bleven muligt at støbe faste og blivende Samfundsformer deraf. Borne maatte anvende al sin Kraft og Ild paa at hede Smelteovnen. Dog Grunden til Bornes Upopularitet ligger maaske dybere. Man lider i vore Dages Tyskland ikke Borne, fordi mangen en ikke kan læse ham. uden i hans Skrifter at finde en mod Læseren rettet levende Bebrejdelse for svegne Idealer; ti hvad er der i den nye Tingenes Tilstand blevet af det bedste, han kæmpede for? Han forkastes netop paa Grund af det geniale hos ham, mens man glæder sig over langt mindre, men langt mere harmon- iske Talenter. De harmoniske Talenter have bl. a den store Dyd, at de koste saare lidt; de koste ingen gammel Sæd og Skik, ingen Leveregel, intet Tænkesæt og ingen Kultus, der er bleven Læseren kær. De lade ham beholde sin hele Arv og Ejendom ubeskaaren. Genierne derimod koste altid Menneskeheden noget; der gaar altid ved deres Optræden et Stykke Religion eller Vid- enskab i Løbet. Dette Tab erstatter saa Geniet af sine egne Midler, men man maa trænge ordentlig ind i det for at faa den Skade oprettet, som man har lidt. Tyskland er i vore Dage kommet til Ro, men hos hine Forfattere herskede Tidens higende Uro. Hos Borne som hos Heine er Prosaformen journalistisk; Indholdet, det aandelige Frem- skridt, træder frem i Viddets lysende Reflekser. Hos Heine førte den indre Uro til en Overstadighed, der spottede, anklagede, jubl- ede, kyssede, lo og græd og sang, hos Borne til en Kampstemning, i hvilken han vakte, begejstrede, brændemærkede, profeterede, alt Digitized by Google Bdrne og Goethe. 3 medens han utaalmodig maalt^ Tidens langsomme Fremskriden mod sine egne Pulses Febertakt. Hele denne Uro forekommer fra vore Dages Synspunkt lidet statsmandsagtig. Dog nyder Heine endda større Yndest end Borne; ti Menneskene tilgive lettere den, som først og fremmest morer dem, end den, der mest af alt fremskynder dem. Det at have Karakter, at være Karakter er overalt i Vejen, er en i Vejen selv efter Døden — og Bornes Hovedbetydning som Forfatter er den, at han var en offentlig Karakter. Hvis jeg har Ret i den Mening, at i den moderne Tid enhver giver et væsentligt Bidrag til sin egen Karakteristik ved den Dom, han fælder over Goethe, saa betegnes unægtelig BQrnes Begrænsning skarpt ved den^Omstændighed^ at han afskyede Goethe. Men hvorledes gik det til, og hvad betyder det? Det beror paa, at Borne paa Goethes literære og kunst- neriske Virksomhed anlagde en fremmed og derfor falsk Maalestok, en politisk. Borne var i sit inderste Væsen en Moralist, nærmere bestemt en etisk-politisk Karakter. Den Ubøjelighed, som det var hans Ære at besidde i Grundsætninger og Handlemaade, frem- traadte i hans Opfattelse af Personligheder som Mangel paa Smid- ighed. Enhver Aand maa forstaas og bedømmes] ud fra sine historiske Forudsætninger; men Borne havde for alle kun én Maalestok, den moralsk-politiske. Han spurgte sig selv: Hvorfor protesterede Goethe ifeke mod Karlsbaderbeslutningerne, hvorfor fordrede han ikke af Forbundsdagen Genoprettelsen af den Presse- frihed, som Preussen under Frederik den store havde nydt? Han begreb ikke, at det slet ikke laa for Goethe at foretage sligt; allerede for ikke af sit Genis Mangesidighed at splintres og til- intetgøres havde Mesteren jo paalagt sig selv den strængeste Be- grænsning. Borne fattede desuden ikke, at saa stærkt den sociale Retssans og den religiøse Frihedskjærlighed var ^udviklet hos Goethe, saa uudviklet var hans politiske Frihedssans og Retssans. Goethe og Borne, vare Bysbørn. De fødes med 35 Aars Mellemrum i Frankfurt am Main. Frankfurt var en gammel Rigsstad, en Fæstning i hvilken Porte og Taarne antydede Stadens Grænser i ældre Dage og som uden om disse paany havde Porte, Taarne, Mure, Broer, Volde og Grave, der omringede den nye By; det var en Fæstning, som indeholdt Smaafæstninger: Klosterbygninger og borgagtige Gaarde, der lignede befæstede Pladser. Staden syntes uantastelig, omgiven 1* Digitized by Google 4 Borne og Goethe. med et Skær af ældgammel, ærværdig Selvstændighed. Det var en Patricierrepublik, hvor den fremmede var at betragte som retløs. Ve den, der for en Frankfurterdomstol havde en Strid med en Frankfurterborger, selv om han paa sin Side havde den soleklare Ret! De herskende Familier holdt sammen, viste hverandre Højagtelse under alle mulige gammeldags Former. At røre ved nogen af Stadens gamle politiske eller sociale Indretninger stod som utænkeligt. Øvrigheden var uden Foretagelseslyst , Indbyggerne uden den Følelse, at noget som helst her kunde forandres. Ingen Tanke om politisk Samhørighed med det øvrige Tyskland. I Da- tidens Tyskland var hver By og i Byen hvert Kvarter en lille Verden for sig. Goethe var et Patricierbarn i Staden. Hans Fader var kejserlig Raad. Da Ynglingen havde lært sin Fødeby grundigt at kende, maatte det se ud for ham, som kunde Skæbnen umuligt have andet i Vente for ham end borgerlig Lykke i Frankfurt. Ti Staden fangede: Familierne bemægtigede sig den skønne og højtbegavede unge Mand, Kvinderne hægede om ham, Traditionerne bandt ham; der var intet som kunde drage ham til de større Byer, Wien eller Berlin; de laa Frankfurt saa fjærnt som i vore Dage Rom og Petersburg. Den Skæbne syntes ham beskikket efterhaanden at blive Retslærd, Ægtemand, Embedsmand, Husejer og literær Notabilitet i sin Fødeby. Naar Goethe i Virkeligheden undslap denne Skæbne, saa beror det som bekendt nærmest paa den Omstændighed, som Borne har taget ham saa ilde op, den, at han blev en Fyrste- tjæner, at Hertugen af Weimar gav ham en høj Stilling ved sit lille Hof. Ggsaa Borne fødtes i Frankfurt am Main; men i Jødekvart- eret. Paa hans Tid var det en Ulykke at fødes som Jtade i Tyskland; ti Jøderne havde der som andensteds ingen borger- lige Rettigheder. Men det var en særlig Ulykke at fødes som Jøde i Frankfurt am Main. Ti i de øvrige store Byér havde paa dette Tidspunkt (1784) de selskabelige Forhold til en vis Grad raadet Bod paa den politiske Udelukkelse. De israelitiske Huse vare saa vel i Wien som i Berlin stærkt søgte som Midtpunkter for fordomsfri Dannelse og aandfuldt Vid. Geniale Jødinder som Rahel, dejlige Jødinder som Henriette Herz, som Baronesse Grot- thuis, som Baronesse Arnstein, som Fyrsten af Reuss's Gemalinde og mange andre skulde snart blive toneangivende i Preussens og Digitized by Google Bdrne og Goethe. 5 Østerrigs Hovedstæder. Men i Frankfurt var Skranken mellem Konfessionerne draget gennem det hele Livsomraade. Alle Jøder vare tvungne til at bo i den snævre, usle, over- befolkede Jødegade. Den fra Romaner kendte Modsætning mellem ydre Uanseligbed og indre Herlighed i Gettoerne fandtes ikke her; Husenes Indre svarede til deres Ydre; i de smaa, mørke Værelser kunde der ikke være Tale om at lægge Pragt eller Smag for Dagen. Ingensinde har man bedre kunnet danne sig en Mening ora det Liv, her førtes, end i de sidste Aar, da den ene Side af hin Gade er bleven jævnet med Jorden og en eneste afstumpet Række af vanskabte, pukkelryggede, sammengnidrede, lyssky Huse, i hvilke Nedbrydningsøksen allerede har slaaet dybe Huller, ere blevne stillede blot for Dagens fulde Lys, for hvilket deres smaa Glughuller, ligesom glippende med Øjet, synes at lukke sig. Ved Mørkets Frembrud bleve alle Gadens Beboere inde- lukte her. Spadserede de om Dagen paa Voldene, turde de aldrig betræde Gangstien, kun Kørevejen. For enhver forbigaaende, der tilraabte dem sit: »Mach mores, Jud'!« maatte de tage Hatten dybt af. Det var, for at hindre dem i at formere sig altfor stærkt, i alt kun tilladt fjorten Par om Aaret at indgaa Ægteskab. Skønt Jøderne i Frankfurt allerede den Gang i Reglen vare velhavende og havde Rothschild i deres Spidse, var da ogsaa i Selskabslivet Skillelinjen mellem Trossamfundene draget strængt, og selv Fri- murerlogerne, der dog vare helligede »Broderkærligheden« og Dyrkelsen af »det højeste Væsen«, udelukkede hinanden og murede hver efter sin Konfession. Det er klart, at disse Forhold maatte udøve deres Indflyd- else paa et modtageligt Barnesind. Imidlertid var det meget langt fra, at der hos Borne udviklede sig nogen stor Ømtaalighed med Hensyn til hans jødiske Afstamning. Dertil var han i alt for ringe Grad Jøde og i alt for høj Grad Menneske. Med hvor megen Harme han end har skrevet mod Undertrykkelsen af Gettoeraes ulykkelige Beboere, kunde han dog ingenlunde, som mange ven- tede det af ham, blive mere varm over for Spørgsmaalet om Jødernes Frigørelse end over for de andre Spørgsmaal af be- slægtet Art. Han led ikke det ensidige og egoistiske i en saadan Frihedsstræben, frygtede desuden, at den Kærlighed til Vinding, der som Følge af Jødernes Udespærring fra alle aandelige Syssel- sættelser havde bemægtiget sig dem, skulde bringe dem til at slaa sig sammen med Undertrykkerne mod de undertrykte. Jød- Digitized by Google 6 B5rne og Goethe. ernes Sag var for ham intet Spørgsmaal for sig, men en lille Del af Menneskehedens store fælles Frihedsanliggende. Dog, havde Goethe meget at overvinde, før han rev sig løs fra Frankfurteratmosfæren og naaede sit frie, overskuende Stand- punkt, saa havde Borne Vanskeligheder af en ganske anden Art at kæmpe med. Hans Fader var en kold, klog Mand, der af Verdens Gang til fulde havde lært, at hvad det for Mænd i hans Stilling gjaldt om var at leve stilfærdigt for ikke at udæske Hadet. Da han besad arvet Formue, havde han kunnet erhverve sig adskillige teoretiske Kundskaber; han havde endog studeret samtidig med Fyrst Met- ternich ved Universitetet i Bonn; men af Forsigtighed gav han Sønnens eneste Lærer stræng Befaling til at indskrænke Undervis- ningen til den gammeljødiske, Hebraisk ogTa,lmud. Drengen, der var stille og sky, blev haardt behandlet i Hjemmet, blev, for- mentlig til hans eget bedste, knækket paa ethvert Punkt, hvor han vilde gøre en Vilje gældende. Og saaltdes kom han til, sløvet i sit Følelsesliv, dobbelt vakt i sit Tankeliv, at opfatte alt fra Forstandssiden. Hvad der mødte ham, var dumt eller ikke dumt, intet videre. Læsningen af Jødernes religiøse Skrifter gjorde saa lidet Indtryk paa ham som Besøget af Synagogen. Visse Bønner, som f. Eks. Bønnen om Genindførelse af Offertjænesten, mishagede ham trods hans Drenge-Ortodoksi. Til sine Omgivelsers Forfærdelse sagde han: »Det er en dum Bøn«. Saa faldt Schillers Afhandling »Die Sendung Mosis« i hans Hænder og foranledigede et Omslag i hans Forhold til Troslær- dommene. Han saå her Fortællingen om sit Folks Lovgiver berøvet alt ufatteligt og underfuldt. Anekdoter fra hans Drengeaar anskueliggøre Kritikens Vaagnen i Barnets Sind og vise en de Kræfters Spil, der formede dets Karakter. Det blev stærk Regn og Kørevejen var aldeles opblødt en Dag, da den unge Borne var paa en Spadseretur uden for Frankfurts Porte med sin Lærer. »Lad os gaa over paa Gangstien«, sagde Drengen. »Véd du ikke«, svarede Læreren, »at Stien er os forbudt«. Drengens Svar: »Der er jo ingen, der sér det« gav Læreren Anledning til en moralsk Formaning og nogle Ord om Lovens Hellighed. »Det er en dum Lov«, sagde Borne. Læreren tog sig vel i Agt for at hidse Barnets Forbitrelse. Men der var saa mange Anledninger til den. Ved ingen offentlig Digitized by Google B6rne og Goethe. 7 Forlystelse i det fri turde nogen Jøde være tilstede, end ikke naar en Luftballon steg op. Ved alle Festligheder, naar Byen f. Eks. var smykket i Anledning af fyrstelige Personers Ind- tog, ble ve Jøderne lukkede inde i deres Gade; da ved Leopold Il's Kroning nogle enkelte af de mest ansete havde vovet sig ud, bleve de anholdte og bragte paa Hovedvagten. Adgangen til de fleste Hoteller og alle frie Pladser var dem formerit. Den almind- elige Regel med Hensyn til Betrædelse af Stadens Terræn var den: Hvor der er en grøn Plet, der maa ingen Jøde være. Om Søndagen bleve Jødegadens Døre endog lukkede Kl. 4 Eftermiddag, og kun den fik Lov til at komme igennem, der skulde bringe et Brev paa Posthuset eller hente Medicin paa et Apotek; der stod altid Vagt ved Porten. Den lille Borne plejede at sige: »Jeg gaar blot ikke ud, fordi Skildvagten er stærkere end jeg«. Og dog gav Drengen, der tidlig røbede et blivende Hang til Velgørenhed, en Dag, da han blev tiltalt af to Tiggere, en kristen og en jødisk, den første alt, hvad han havde hos sig. »Hvorfor giver Du ikke dit Folk Fortrinet?« spurgte Læreren. »Fordi der staar i Salomons Ordsprog, at vi skal sanke gloende Kul paa vore Fjenders Hoved«. Den samvittighedsfulde Lærer svarede med at afvise denne Be- væggrund: »den beroede paa den falske Forudsætning, at de Kristne vare Jødernes Fjender«. Til de fleste Ejendommeligheder, der i vor Mandsalder frem- træde hos os, findes Spirerne tidligt. Det 'ligger nær, ogsaa i Bornes Ungdomsliv at søge efter de første grønne Spirer til den finere Blomst af hans Produktion, i hvilken saa meget Hjærte og saa megen bunden Poesi træder os i Møde. Men hvor fandtes i Frankfurter -Jødegaden den grønne Plet, paa hvilken han som Mand i blødere Stemninger kunde tænke tilbage? Glædesløse Barn- domsindtryk, Kulde fra Forældrenes Side og rundt om ham kun Vindesyge og fejg Forsigtighed, alle de Laster, som Undertrykkelsen avler. Det synes umuligt at nogen aandig Blomst kunde skyde i Vejret mellem dette Gettos ujævne Brosten. Og ganske vist kom Borne heller aldrig til at frembringe nogen Skovduftslyrik eller Kyststemningspoesi. Men i disse Tvangsforhold smeddedes en Karakter saa stærk, at den aldrig kunde bøjes eller blødnes eller brydes, og paa hvis diamanthaarde Fasthed hverken Smiger eller Magtsprog bed, en Karakter, saa hermelinsagtig i sin Renhed som Spinozas under lignende Forhold udviklede Væsen, og i denne Digitized by Google 8 Borne og Goethe. Karakter en sædelig Strænghed, en Retfærdighedsfølelse, saa flam- mende i sin Patos, som den flammer hos Jesus, naar han vredes. Dog ogsaa et Mildhedsfrø blev lagt i hans Sjæl, og det skete, mens han fordybede sig i Læsning af den Forfatter, der i de mørke Ungdomstider var hans Trøst, og fra hvem han selv i lige Linje stammer ned. Han opfattede Jeaii Paul som deres Digter, der fødes i Ringhed. Han elskede Jean Paul som deres Digter, hvem der skér Uret. Han saa i ham en Rettens Præst og en Mildhedens Apostel. Den berømte Mindetale, han har skrevet over ham, giver et Indblik i Forfatterens Ungdomssværmeri paa samme Tid som den afgiver det mærkværdigste Vidnesbyrd om Slægt- skabsforholdet mellem Jean Pauls og Bornes Stil. Der er en dyb Bevægelse i Bornes Ord, hvor han siger: »Vi ville sørge over ham, som vi have tabt, og over de andre, som ikke have tabt ham. Ti ikke for alle har han levet. Men der vil komme den Tid, da han bliver født for alle og da alle ville græde over ham. Og han staar taalmodig ved det tyvende Aarhundredes Port og venter smilende paa, at hans sen- drægtige Folk skal indhente ham. Saa fører han de trætte og hungrige ind i sin Kærligheds Stad«. Og der er aandfuld Karakteristik i disse Linjer: »I Landene tælles kun Stæderne, i Stæderne kunTaarnene, Templerne og Paladserne; i Husene deres Herrer, i Folkeslagene Partierne, i disse deres Anførere Ad snævre, tilgroede Stier søgte Jean Paul den oversete Landsby. Han tallte i Folket Men- neskene, i Byerne Tagene, og under hvert Tag hvert Hjærte«. Skønt Borne efter hele sit Anlæg maatte sætte Schiller højt over Goethe, vurderede han dog Jean Paul langt højere end Schiller. Og det er højst betegnende, at hvad han har at ind- vende mod Schiller ikke er Ufuldkommenheder i den rent poetiske Udformning, men Mangel paa sædelig Idealitet. Man er vant til at betragte Schiller som uangribelig paa dette Punkt, men for Bornes hensynsløse Strænghed i den sædelige Fordring er han det ikke. Lærerig er især Bornes Bedømmelse af Wilhelm Tells Karakter. For ham er Tell kun en stor Filister, god Borger, Fader og Ægtemand, men en Mand, hvis Karakter er Underdanighed. Paa Rutli, hvor de bedste mødes, fattes hans Ed; han havde ikke Mod til at være en sammensvoren. Naar han siger: Der Starke ist am måchtigsten allein — Digitized by Google B6rne og Goethe. saa er dette for Borne Svaghedens Filosofi: hvo der kun har Kraft nok til at kunne komme til Rette med sig selv, er stærkest alene, men hvo der efter Selvbeherskelsen har et Overskud af Kraft, han vil ogsaa beherske andre. Og Kritikeren gennemgaar Tells Handlemaade Punkt for Punkt: Tell hilser ikke Hatten paa Stangen, men det er ikke Frisindethedens ædle Trods, det er kun Filister- stolthed, en Blanding af Æresfølelse og Frygt; han gaar med nedslagne Øjne forbi Stangen for at kunne sige, han ikke har sét den. Og da Gessier kræver ham til Regnskab, er han ydmyg, saa ydmyg, at man skammer sig over ham; han siger, han har undladt det af Uagtsomhed og ikke skal gøre det mere. Borne vurderer ikke Æbleskuddet: en Fader kan vove alt for sit Barns Liv, men tør ikke sætte selve dette Liv paa Spil. Hvorfor skød Tell ikke straks Tyrannen i Stedet for at bede for sig som et Fruentimmer og sige sit »kære Herre! kære HerreU. Han havde fortjænt Ørefigen derfor. Og, fortsætter Borne, er det ikke Forræderi og en slet Streg af ham, at naar Fogden paa Søen be- tror sig til hans Hjælp — som Fjende til Fjenden — at han da springer i Land, støder Baaden ud i Vandet og giver den til Pris for Stormen. Og Borne tager den stærkeste Forargelse af Repliken: Ich aber sprach: Ja Herr, mit Gottes Hilfe Getrau ich mir's, und helf uns wohl hindannen. So ward ich meiner Bande los und stand Am Steuerruder und fuhr redlich hin — »Hvor kommer, udbryder Kritikeren, den jævne Mand til denne Jesuitisme? Jeg begriber ikke, hvorledes man nogensinde har kunnet finde denne Handling sædelig, endsige skøn. Tell lægger sig i Baghold og dræber uden al Fare sin Fjende, der ikke tror sig udsat for nogen Fare!« Det kan ikke undre, at den, i hvis aandelige Organisme Retssansen havde udviklet sig til en saadan Skarphed og Finhed, at den formelig vikarierede for den egentlige æstetiske Sans, maatte savne Organet for Goethe, hvis Retfærdighedstrang var for- holdsvis uudviklet. — — Efter et Ophold hos en Professor i Giessen blev den unge Borne sendt til Berlin, da hans Fader ikke havde kunnet faa Bugt med hans Lyst til Studier, skønt disse kun kunde føre ham til at blive Læge, hvortil han endda ikke røbede Anlæg. Han blev sat i Huset hos den bekendte Læge Marcus Herz, hvis Hustru Henriette — især bekendt som Schleiermachers Veninde — den Gang ved Digitized by Google 10 Borne og Goethe. sin Skønhed, sin Ynde og den Hyldest, der fra de forskelligste Sider, af Berlins bedste Hoveder bragtes hendes lidet oprindelige Begavelse, glimrede som en Stjærne af første Rang. Den 1 7aarige Yngling forelskede sig flammende men haabløst i sin dejlige, den Gang 38aarige Værtinde, som fra først af ikke begreb, hvad der fejlede det unge Menneske, endelig efter et Par Selvmordsforsøg fra hans Side nødtes til at forstaa det, saa fjærnede ham for at helbrede ham for Gherubino-Lidenskaben, men gav ham det Raad at klage sig ud i en Dagbog, han da af og til kunde lade hende sé. Borne tog hende for saa vidt paa Ordet, som han fem Aar i Træk sendte hende sværmeriske Kærlighedsbreve, i hvilke hans tidlige Selvkritik viser sig mærkværdigt forenet med ædel Selv- følelse, og hvor Patos veksler med Ironi, naar Begejstringen for den Elskede eller for store, almene Ideer gennembryder den hvasse Satire i de Domme, der fældes. Denne Wertheriade modnede hans Følelsesliv, medens Berøringen med Tidens betydeligste Mænd i det Herz'ske Hus ikke kunde andet end vække hans Aandsævner. Borne studerede i Halle, da Napoleons Sejerstog forjagede Studenterne derfra; i 1813 ophævede den franske Kejser endog formelig Universitetet dér. Samtidig bortpustede han den frie Rigsstad Frankfurts gamle Spindelvæv af Love og Sæder; ti i hans Følge brød den franske Revolutions Ideer ind over Stæderne. For Borne var den nærmeste Virkning den, at han opgav det med- icinske Studium,, som han kun havde grebet, fordi ethvert andet var ham forbudt, og gik over til Statsvidenskab og Jurisprudens, der aabnede ham Adgang til Statstjænesten. Faderen, som var yderst utilfreds med Sønnens Opgivelse af Medicinen og som fordrede, at han skulde ernære sig selv, skaf- fede ham da — højst humoristisk — en Ansættelse ved det Frankfurter Politi. Han blev udnævnt til Aktuar, og der sad han nu i R6- mer'ens gamle, mørke Rum, viserede Passer, prøvede Vandrebøger, optog Protokoller og repræsenterede ved højtidelige Lejligheder i Uniform og med Kaarde den stedlige Avtoritet. Imidlertid begyndte han at optræde som Skribent og følte med hver Nerve i sit Væsen Tysklands Opsving, da Signalet lød til Frihedskampen mod Napoleon, hvem han altid havde hadet som den store Forfalsker af Revolutionens Testamente. Han anede visselig ikke, at han selv skulde blive et af Sejrens første Ofre. Næppe var det franske Herredømme i Frank- Digitized by Google Bdrne og Goethe. 11 furt brudt, før man lod den gamle Forfatning træde i Kraft paa ny. Da ingen Jøde kunde være ansat i Byens Tjæneste, fik Borne sin Afsked. Den jødiske Menighed i Frankfurt havde under Interregnet af Senatet tilkøbt sig Borgerrettighederne for en Sum af 440,000 Gylden. Man kasserede simpelthen disse Rettigheder — selvfølge- lig uden at give Pengene tilbage. Det var, skriver Karl Gutzkow, som om de Kurerer, der fløj frem o<* tilbage mellem Wien, hvor Fredskongressen havde sit Sæde, og de andre tyske Byer,, der havde hver sin Reaktionskongres , oprev Furer i den blodsivende tyske Jord, i hvilke man paany vovede at saa de gamle For- dommes og Forrettigheders Sæd. Det franske Herredømmes Fald berøvede Borne hans Embede og hans Ulykkesbrødre deres Menneskerettigheder; han var uper- sonlig nok i sin Tankegang til siden hen som før at ansé dette Fremmedherredømme for en Skændsel. Det kan imidlertid ikke undre, naar Goethes Ligegyldighed ogsaa over for dette Udslag af den store Reaktion styrkede Borne i hans Had til en Personlighed, der fra ingen ham tilgængelig Side syntes ham stor. I sin begejstrede Anmældelse af Bettinas Bog »Goethes Brevveksling med et Barnc — maaské den mest desorienterende Kritik, Borne har forfattet — skriver han: »Hvad gjorde Goethe, den største Digter, til et saa lille Menneske, hvad slyngede Humle og Petersilie ind i hans Lavrbærkrans? Hvad satte Nathuen paa hans ophøjede Pande? Hvad fjorde ham til Forholdenes Træl, til fejg Filister, til Smaastadssjæl? Han var Protestant og hans Familie hørte til det herskende Parti i Frank- furt, dens Medlemmer kunde blive Medlemmer af Senatet. Da han 60 Aar gammel stod paa Højden af sit Ry, og Virakskyerne under hans Fødder skillende skærmede ham mod Dalboernes lave Liden- skaber — saa ærgrede han sig, da han erfor, at Frankfurter- jøderne fordrede Borgerrettigheder og fraadede mod den »Huma- nitetsvaasen«, der talte Jødernes Sag«. Hvad Borne mindst af alt kunde tilgive Goethe, det var dog dennes Stilling til de store. Han oversaa, at den Menneske- alder, han selv var yngre end Goethe, betegnede en Sfæreforandring i Skribentens Stilling til Fyrsterne og Publikum. I Tyskland levede i det attende Aarhundrede Skribenterne ikke af Honorarer men af Tilegnelser. Digterne vare nødte til at søge en fornem Beskytters Yndest, til at undervise adelige Junkere eller ledsage unge Prinser paa Dannelsesrejser. Wieland modtog Pengegaver til Tak for Digitized by Google 12 B8rne og Goethe. Dedikationer, Schiller tog med Glæde mod den Understøttelse, Hertugen af Augustenborg skaffede ham fra Danmark. Monarker og Fyrster, høje Herrer, Aristokrater nærede jo i Slutningen af det attende Aarhundrede en virkelig, ja hæftig Interesse for Filo- sofi og Poesi, for al den nye Sandhed og Skønhed; de droge Forfatterne til sig som deres Ligemænd. Det var først ved den franske Revolution at dette smukke Forhold ophørte, og Goethes Livsstilling var ordnet før Revolutionen. Borne stirrede sig blind paa de løsrevne Udtryk for Goethe's Fyrsteveneration. Han afskriver etsteds denne Passus af Goethe's Dagbog: »Derefter havde jeg den uventede Lykke at turde gøre deres kejserlige Højheder Storfyrst Nicolaus og Gemalinde min Op- vartning i mit Hus og min Have. Hendes kejserlige Højhed, Fru Storfyrstinden, forundte mig at nedskrive nogle poetiske Linjer i hendes sirligt prægtige Album«, og Borne tilføjer: »Det skrev han i sit 71de Aar, hvilken Ungdomskraft!« Jo ældre han blev, jo mere han selv udviklede sig til ikke at være andet end en Inkar- nation af den politiske Overbevisning, et Væsen, i hvilket den po- litiske Overbevisning havde bemægtiget sig det hele Sjæleliv, Ta- lentet og Viddet, og hos hvem den var omdannet til en Religion med alle Religionens Ytringsformer: Tro, Andagt, Fanatisme — des mere værdiløs ja foragtelig forekom Goethes Tilskuerrolle til de politiske Kampe ham. Et andet Sted skriver han: »Goethes Dagbog har jeg nu endt. En saa tør og livtøs Sjæl gives der ikke mere i Verden, og intet er pudsigere end den Naivetet, med hvilken han lægger sin Følesløshed for Dagen Og saadanne Konsuler har det tyske Folk valgt sig: Goethe, der mere angest end en Mus, roder sig ned i Jorden og gerne giver Luft, Lys, Frihed, alt bort, naar han blot rolig i sit Hul kan tære paa det ranede Stykke Flæsk, og Schiller, der ædlere, men ligesaa modløs skjuler sig for Tyranniet bag Skydunst, og oppe hos Gud- erne forgæves beder om Hjælp, og blændet af Solen ikke mere sér Jorden og glemmer Menneskene, som han skulde hjælpe. Og saaledes — uden Fører, uden Formynder, uden Retsven, uden Beskytter — bliver det ulykkelige Land et Bytte for Kongerne, og Folket en Spot for Folkene«. Fra Sommeren 1818 af optræder Borne, der hidtil kun nu og da havde udgivet Brochurer, som selvstændig Journalist, idet han udgav og næsten alene forfattede Tidsskriftet »Die Wage«. Han var den første Journalist i stor Stil, som den tyske Literatur Digitized by Google BSrne og Goethe. 13 havde frembragt, og først ban gjorde den periodiske Presse i Tysk- land til en Magt. Jeg ejer de fleste, nu saa sjældne, Hæfter af hint gamle, epokegørende Tidsskrift »fur Burgerleben, Wissenschaft und Kun&t«. Midlet, hvorved det trængte igennem, var Udgiverens levende Stil og træffende Vid. Det behandlede Politik og Literatur og Teater, det havde Medarbejdere som Gorres (før dennes Om- vendelse) og som Willemer, Goethes rationalistiske og frisindede Ven, (»Suleika«s Ægtemand); men hvad for et Tema, Tidsskriftet end fremdrog, saa fik det ved Behandlingsmaaden en politisk Farve. I Løbet af de fire Aar, i hvilke Borne forestod Udgivelsen af »Die Wage«, overtog han desuden Redaktionen af to Dagblade, først af »Zeitung der freien Stadt Frankfurt«, som han paa Grund af Censurens uophørlige Plagerier maatte opgive allerede efter tre Maaneders Forløb, saa af Bladet »Die Zeitsch wingen«, der blev undertrykt ved et Magtbud, samtidig med at der idømtes Redak- tøren en kortvarig Fængselsstraf. Borne rejste nu for første Gang til Paris, hvorfra han en Tid lang leverede Korrespondancer til Cottas forskellige Tidsskrifter, men vendte dog allerede 1822 til- bage til Tyskland, hvor en lang og farlig Sygdom udtømte hans pekuniære Hjælpekilder og tvang ham til at henvende sig om Bistand til sin Fader. Denne var yderst misfornøjet med ham. Af sine andre Børn havde han Glæde; men denne Søn, Doktoren, der intet kunde fortjæne, havde, paastod han, allerede kostet ham store Summer, og var dog ikke blevet andet end Forfatter af Artikler og Skrifter, hvis Tendens aldeles ikke billigedes af hans Ungdoms- ven, Fyrst Metternich i Wien. Hvad skulde han skabe sig Fjender for! angribe de store! Passede det for hans Samfundsstilling? Hvad var han overhovedet i Verden, siden han tillod sig at føre saa stort et Ord? Nu kunde han have været Læge og have samlet sig Praksis, eller været Advokat og have ført Rothschilds Processer. I Stedet skrev han Tidsskriftsartikler, rejste den Smule Penge op, som de indbragte ham, og spærrede sig ved sine ugudelige Be- mærkninger om de store enhver Lejlighed til nogensinde at komme paa grøn Gren. Og Faderen kendte tilstrækkeligt til de politiske Forhold for at vide, at hans Søn aldeles ikke behøvede at blive Læge eller Advokat for at faa en indbringende Stilling. Han vidste ret vel, hvorfra Hr. von Gentz og Hr. Friedrich von Schlegel fik deres Veksler. Digitized by Google 14 Bdrne og Goethe. Næppe havde Borne begyndt en regelmæssig Virksomhed som Skribent, før de store reaktionære lagde Mærke til hans Talent. I et Brev fra Rahel fra 1819 hedder det, at Gentz har anbefalet hende »Die Wage« som det aandrigste, vittigste, der i hine Dage skreves, det bedste af den Art, der overhovedet siden Lessing var kommet frem. Borne's Fader vidste godt, at Hr. von Gentz roste Sønnens Stil, og Fyrst v. Metternich hans politiske Kund- skaber. Uden at spørge sin Søn arbejdede han da paa at skaffe ham en fordelagtig Byggegrund paa Samfundets Solside. Da Borne erfor derom, havde Metternich allerede grebet til med begge Hæn- der: Borne skulde leve i Wien med Titel, Rang og Indtægt som kejserlig Raad uden at være bunden til nogen som helst Tjæneste derfor. Ubetinget Gensurfrihed var sikret ham for alt, hvad han maatte ville skrive. Han skulde være sin egen Censor. Og vilde han efter nogle Maaneders Forløb opgive sin Stilling, stod det ham trit for. Saaledes vilde han jo allerbedst kunne arbejde for Fremskridtets og Humanitetens Sag. Faderen skrev: Kære Louis! jeg beder dig, læs dette Brev med samme Opmærksomhed, med hvilken jeg har læst dit. Tro mig, din saa højt priste Uafhængighed er prekær; vil den eller kan den bevares? Hvorfor skulde dog ikke ogsaa du en Gang tænke paa et fast Udkomme? Hvori bestaar din nærværende Lyksalighed? Dog vel ikke i de 500 Francs [maanedligt Honorar fra Cotta]? For din Fremtids Skyld, beslut dig dog til paa min Bekostning at gøre en Rejse til Wien; jeg besværger dig ikke at forskærtse din Lykke . . . .« Borne afslog alt, afslog det saa kort, at han end ikke en Gang vilde tale med Magthaverne. Goethe kunde lade sig gøre til Gehejmeraad ved et Hof, han ikke. Og Fristelsen var vel større for den fødte Plebejer, der paa Kommando havde maattet hilse enhver forbigaaende , end for den store Patriciersøn. Naar man læser Borne's haarde, haanlige Domme om Goethe, bør man ikke over deres Uretfærdighed glemme, at der stod en Mand bag Ordene, der ikke vilde gøre hvad Goethe havde gjort. I Sommeren 1830 laa Borne ved Badet Soden i Nærheden af Frankfurt for at komme sig efter en langvarig Gigtfeber og gentagne Anfald af Blodstyrtning. Hans Dagbog viser, i hvilken Grad alle hans politiske Forhaabninger vare slukte, alle hans Ønsker forstummede. En Sjæl som hans, hvis Vilje til det gode var en Lidenskab, og hvis Hungren og Tørsten efter Retfærdighed Digitized by Google B6rne og Goethe. 15 tærede paa Livskraften, kunde til sidst ikke bære Trykket af den politiske Reaktion. Han var nu 44 Aar gammel og havds siden Frihedskrigens Tid, det vil sige som Yngling og Mand, kun oplevet Slethedens Triumfer og dens Forfølgelse af alt, hvad der var Retsind og Fri- sind. Han havde aldrig kunnet løfte sit Øje op fra det Blad Papir, han beskrev, uden at sé den blege Frygt for enhver stor Lidenskab, for Idealer, ja for Ungdom trone paa Herskersæderne Side om Side med dyrisk Selvopholdelsesdrift og dyrisk Svælgen i Nydelse — Principet Metternich og Gentz. Han havde ikke op- givet det ringeste af sin Ungdoms og Manddoms Overbevisning, men over Verden hang et Sørgeflor. Han følte sig til Mode, som sad han i Tyskland paa Havets Bund, og en Dykkerklokke netop gav ham Luft nok til ikke at kvæles. I Paris havde han aandet frisk Luft. Dér havde Solens Lys, menneskelige Stemmer, Livets Larm henrykt ham. Nu gøs han af Kulde nede blandt Fiskene. Han døjede den forfærdeligste Kedsomhed. Stilheden gjorde ham syg; det snævre i alle Forhold skurede hans Hud til Blods. Han var en af de Naturer, som i Længden ikke udholde Eksistensens Solosang. Han maatte have Symfonier af Beethoven eller Tordenvejr. Han var af de Mennesker, der ikke føle sig til- pas i en Loge i Teatret. Han vilde sidde i Parkettet med alt Folket om sig. Det forekom ham som om Livets Værdier i Tyskland bleve udprægede under Jorden, i Midnatsstilhed , saadan som Falsk- møntnere præge. De der i Tyskland arbejdede, nød ikke, og de, som nød, de som oppe i Dagslyset satte de Livsværdier i Omløb, der vare frembragte der nede i Mørket under Angest og Bæven, de arbejdede ikke. I Frankrig levede et livsglad Menneske et Liv som et Ilbud, der sendes med Depecher til fremmede Byer, stedse til andre og som paa sine lange Rejser sér og nyder det mest forskelligartede, i Tyskland levede han som en Postillon, der stadig foretager samme korte Rejse frem og tilbage mellem to Holdesteder og hvem Lykken rækker en ussel Drikkeskilling der- for. Ganske vist kunde saa Postillonen gøre Rejsen i Søvne; han kendte hver Sten paa disse to Miles Vej, og det kaldte man i Tyskland Grundighed; men Borne, der sad i Soden i det lille Hotel og studerede Gasernes Kampe i Gaarden, Kalkunhanernes Skinsyge og Hunnernes Koketteri, var ikke glad ved den Lejlighed til sjælden Grundighed, der tilbød sig for ham. Digitized by Google 16 B6rne og Goelhe. Da fik han Efterretningen om at Ministeriet Polignac havde udstedt Ordonnanserne, begaaet Forfatningsbrud, og anende 'alt hvad dette Skridt vilde have til Følge, udbrød han: »Og Gud sagde, det vorde LysU Efterretningen om Julirevolutionens Udbrud fulgte. Med Utaalmodighed ventede han hver Dag paa den Time, da Aviserne kom. Han gik daglig ud paa Landevejen og spejdede efter Post- budets Komme. Varede det ham for længe, gik han lige til Hochst, hvorfra Aviserne bleve bragte. Snart holdt han det ikke mere ud i Soden. Han vendte tilbage til Frankfurt og forbavsede, elektri- serede dér sine Omgivelser ved sin Ild. Man genkendte ikke den tidligere saa tavse Borne med det lidende Ydre; der syntes at være skét et Mirakel med ham; han var ung og rask* paa ny. Alle hans gamle Drømme syntes virkeliggjorte og alt, hvad han i de lange Tider havde maattet holde nede i sit Sind, sprang i Vejret som elastiske Fjedre, naar et Tryk tages bort. Snart holdt han ikke heller Opholdet i Frankfurt ud; efter kort Tids Forløb var han i Paris. Samtidig med at Borne i det lille Badested ved Frankfurt {ganske ligesom Heine i hine Dage paa Helgoland) blev sat i en hæftig Sindsbevægelse ved Efterretningerne fra Frankrig, fandt i den Slaarige Goethes Arbejdsværelse den berømte Misforstaaelse Sted, idet den besøgende, som modtoges af Oldingens glade Ud- raab over den store Afgørelse i Paris, i Begyndelsen troede, at Goethe mente Julidagene, og først noget efter forstod, at han talte om Afgørelsen af den naturvidenskabelige Strid mellem Cuvier og Saint-Hilaire til Fordel for den sidste. Længe nok har man i denne mindeværdige Misforstaaelse alene sét Symptomet paa Goethes Begrænsning over for det poli- tiske; det er kun billigt at fremhæve den betegnende Anekdotes anden Side: den gamle Vismands berettigede Overlegenhedsfølelse over for Historiens Smaabegivenheder. I Virkeligheden var denne naturvidenskabelige Strid ved sit Idéindhold vægtigere og i sin omformende Virkning paa det aandelige Verdenskorts Udseende betydningsfuldere end den franske Statsomvæltning. Saint-Hilaires Teorier om Typens Enhed bebude jo Bogen om »Arternes Op- rindelse«. Men Billedet af Bornes Overvældelse ved den politiske Katastrofe i Frankrig træder endnu skarpere frem paa Baggrund af Goethes Uanfægtelighed. Dog paa det oplivende og begejstrende Indtryk af Julirevo- Digitized by Google B6rne og Goethe. 17 lutionens Udbrud fulgte et andet, der skærpede den politiske Lid- enskabs Braad hos den yngre Slægt: Indtrykket af den polske Opstands Udfald. Oprøret i Polen, der varede fra Vinteren 1830 til Sommeren 1831, var af næsten alle Evropas Folk bleven fulgt med den mest levende Deltagelse. Alle vidste, at hvad der i Polen kæmpedes om, det var om Enevælde eller Folkefrihed skulde herske i Evropa for Fremtiden. Med yderste Spænding agtede man derfor paa de kæmpende Parters Stilling; enhver Sejer for Polakkerne blev hilst med Jubel, ethvert Nederlag led- saget af Folkesorg. Til Slutningen, da man saa, at Polakkerne ikke var i Stand til at sejre ved egne Kræfter alene, indløb talrige Adresser fra Undersaat terne til de forskellige tyske Regeringer om at staa Polen bi. Da alt var ude, stræbte Folkene i det mindste at lægge deres Medfølelse for Dagen og vise de polske Tropper paa deres Vandringer gennem Mellemevropa til Frankrig saa stort Gæstevenskab som muligt. Over alt bleve de modtagne med Begejstring; næsten enhver tysk By havde sit Udvalg, der samlede Penge ind til Polakkerne og besørgede deres Videre- befordring. Med Polen faldt Formuren mod den nordiske Absolutisme. Liberalismen, der i det foregaaende Aar næsten uden at finde Modstand havde udbredt sig over Evropa, havde, som en Gang Na- poleon, nu haft sit russiske Felttog. Og de frisindede tyske Skri- benter havde en Følelse som sprøjtede Blodet fra Warschau op paa deres Papir. Straks efter Opstandens Undertrykkelse rettede Petersburger- kabinetet en Note til de tyske Regeringer, i hvilken den opford- rede dem til at holde den revolutionære Aandsretning i Tømme og tilbød sin Hjælp dertil. Censuren skærpedes, liberale Blade og Tidsskrifter undertryktes, medens Kamrene rundt om i de for- skellige Lande protesterede og den frisindede Presse trods alle Advarsler og Trusler med hver Dag førte et lidenskabeligere og bitrere Sprog. Af denne Stemning fremkaldtes og i denne Stemning mod- toges de første Bind af Bornes Pariserbreve, med hvilke han som Forfatter kulminerer, og der gav ham det Ry, som paa Ham- bacherfesten indbragte ham den uafbrudte Hyldest som den ypper- ste Hævder og Forsvarer af Friheden i Tyskland. Det kan ikke undre, at det netop er i dette Aar han giver sin Antipati mod Goethe det hæftigste Udtryk. Som bekendt 2 Digitized by Google 18 PCrne og Goethe. fortæller Goethe i sine Aarshæfter, hvilke Borne i hin oprørte po- litiske Stemning for første Gang gennemlæste, hvorledes han i 1790 under sit Ophold ved Hæren i Schlesien skrev nogle Epi- grammer, dernæst i Breslau ved Soldaterhoffet dér studerede sam- menlignende Anatomi og levede som en Eneboer fortabt i dette Studium, endelig at den Begivenhed, der foranledigede ham til Studiet var det Fund, han en Aften i Venedig havde gjort af en halvsprængt Faarehjærneskal. Borne skriver herom: »Hvorledes! Goethe, et rigtbegavet Menneske, en Digter; den Gang i Livets skønneste Aar han var i Krigsraadet, i Titanernes Lejr, dér, hvor for fyrretyve Aar siden Kongernes frække, men dog ophøjede Kamp mod Folkene begyndte, og til intet begejstrede dette Skuespil ham, til ingen Kærlighed, intet Had, ingen Bøn, ingen Forbandelse, til intet uden nogle Epigrammer, hvilke han selv betragter som for værdi- løse til at han kan meddele Læseren dem. Og da de prægtigste Regimenter, de skønneste Officerer drog ham forbi, frembød der sig intet bedre Stof for hans Betragtning end den sammenlignende Anatomi! Og da han i Venedig spadserede ved Havets Bred — Venedig, et bygget Æventyr af tusend og en Nat; hvor alt toner og funkler: Natur og Kunst, Menneske og Stat, Fortid og Nutid, Frihed og Herrevælde; hvor selv Tyranni og Mord kun klirre som Lænkerne i en uhyggelig Ballade; Sukkenes Bro, de ti Mænd, det er Tartarusscener — Venedig, hvortil jeg sender længsels- fulde Blikke, men som jeg ikke kan nærme mig til, fordi det østerrigske Politi ligger paa Lur foran Byen og med sit giftige Slangeblik skræmmer mig tilbage — dér, efter Solnedgang, da Aftenrødmen overstrømmede Hav og Land og Lysets Purpurbølger sloge sammen over denne Stenmand og farvede ham, den evigt graa, og da maaske Werthers Aand kom over ham, saa han følte, at han endnu havde et Hjærte, at der gaves en Menneskehed om ham, en Gud over ham, og han forfærdedes over sin døde Ungdoms Aand, og Haarene rejste sig paa hans Hoved — da krøb han i sin Angest efter Sædvane, for at blive alle Grublerier kvit ind i en sprængt Faarehjærneskal og holdt sig skjult dér, til der atter kom Nat og Kølighed over hans Hjærte! Og den Mand skal jeg ære! den Mand skal jeg elske! Før kaster jeg mig i Støvet for Vitzli- Putzli; før vil jeg slikke Dalai-Lamas Spyt!« Visselig skulde Borne ære denne Mand og netop af den Grund, hvorfor han udtaler sin Ringeagt for ham. Ti paa intet Digitized by Google B6rne og Goethe. 19 Punkt straaler vel hans Hæder mere klart. Medens Borne her røber, at han som alle andre rejsende i Venedig vilde have kastet sig ud i intetsigende Maaneskins- og Solnedgangssværmerier, vilde have fablet om Sukkenes Bro og Tyranniets Ødelæggelser og Fri- hedens Velsignelser og alt, hvad der toner og funkler — stirrede Goethe paa hin Faarehjærneskal. Hvad var der ved den? Den var bristet, og med dette ubevæbnede Seerøje, der trængte ned i Naturens Dybder, ned i Livets inderste Værksted, fra hvilket Ting- enes Former udgaa, saå Goethe den store Sandhed, han alt forud havde anet, at samtlige Hjærneknogler vare opstaaede af omdannede Hvirvelknogler, gjorde altsaa for Osteologiens Vedkom- mende en Opdagelse, der var beslægtet med den, som han da allerede havde nedlagt i sit Skrift om Planternes Metamorfose, grundlagde den filosofiske Anatomi som han havde grundlagt den filosofiske Botanik. Borne begreb ikke, at denne Aand, hvis Livs- værk er en af Grundpillerne i den moderne Verdens Bygning, her ved sin Sans for Enheden i Formernes Forskellighed, ved sin hel- lige Enfold, minder om de ældste Ophavsmænd til Oldtidens Viden- skab, en Thales, en Heraklit. Den fortjænte Beundring for Bornes Karakterrenhed og sædelige Begejstring bør ikke anfægte Anerkjendelsen af Goethes Menneskeværd, end mindre Beundringen for Goethes Geni. Det er ligesaa urimeligt at maale Goethe med Bornes falske Maalestok fra 1830, som at maale Borne selv med den falske tyske Maalestok fra 1870, og, som det nu til Dags skér, betragte ham som en For- haaner af sin egen Nation og dens ypperste Mænd. Det var na- turligt, nødvendigt, at Borne maatte ringeagte Goethe; vi forstaa hans Ikke-Forstaaen uden at dele hans Uvilje. Og vi kunne i fuldt Maal glæde os ved hans Skrifters mandige Patos og skærende Vid den Dag i Dag, selv om vi ikke drage de Konsekvenser, hans Naturs ensidige Anlæg tvang ham ud i, og ikke over hans Prosas sydende og blinkende Kaskader glemme Udstrækningen og Dybden af det stille Ocean, som hedder Goethe.

Georg Brandes.