Bjørnstjerne Bjørnson har fått nyss om at Amalie Skram har giftet seg med Erik Skram. Han skriver et hjertevarmt og inderlig brev til henne med lykkeønskninger for ekteskapet. Han kommer med en omfattende beskrivelse av personligheten hennes, lidenskapen og sanseligheten. Også den kjønnslige sanseligheten. Han skriver om Erik: «Vet han, at du er og søger din styrke i at at være en frygtelig sanselig natur, i mat, i farver, i drik, i kønslyst og later om om du ikke er det! At du overhovedet har det skammeligt med at ville synes en hel del, som dit ypperlige hoved siger dig er bedre, og som du også har længelsens, forsøkets adkomst til; men som allikevæl ikke helt ut er dit, æller blir dit? Vet han det? Vet han, at meget af det man kan opholde sig over bare er stormende lyrik? Ja, vet han nu alt, så der ingen historier kommer med en så uudgrundeligt nervøst i rigdom skiftende menneske du er?» Hans råd til henne er: Bli trygg.

Brevet er vakkert og raust. Han ser for seg at han og Erik burde utgi et blad sammen. Det skulle blitt noe til blad. Men Edvard Brandes teaterstykke Et besøg, der Erik sies å stå modell til den sleske og lidderlige Don Juan-figuren, vil han ikke lese. Han syns i det hele tatt Brandes er en forbryternatur.