Amalie Skram har møtt sterk motbør hos forlegger Hegel på dansk Gyldendal, som mener hennes roman Constance Ring er for kraftig kost. Både Erik og Amalie er opprørte over reaksjonen, for forsøker fra hver sin kant å få ham til å skifte mening. Erik skriver til Hegel selv, og Amalie skriver til hans kone Julie, som hun nå er blitt kjent med i selskapslivet, og ber om hjelp. Brevet sier mye om Amalies ståsted i den pågående sedelighetsdebatten, som handler om hvordan menn og kvinner skal håndtere sin seksualitet og sin troskap: «Jeg kommer nu til dem kjære fru Hegel, med en fornyet bøn om, at de ikke må vende dem fra bogen i uvillje når de har læst den tilende. Det vilde gjøre mig så ondt hvis de ikke kunde nære venlige følelser for den. Hvorledes det nu end går dermed, så tag ikke deres godhed fra mig for mine ugjerningers skyld. De må og skal være overbevist om at det altsam- men er skrevet i oprigtig indignation. Skal imidlertid en skildring som min kunne virke noget - især på mændene hvad der er dens mål og hensigt - da er det i vore tider aldeles nødvendigt at forfatterens egen mening såvidt muligt træder i skyggen; ellers råber de straks på tendents, for stærke farver, fruentimmeragtigt syn på sagen og andet deslige. Derfor har jeg valgt at lade begivenhederne tale ved sine resultater. Og den, der tar sig sligt no- get på, tør ikke gå afvejen for at bruge de rette betegnelser og male med de rigtige farver, om han eller hun end sidder og krymper sig, ja ligefremeg kommer nu til dem kjære fru Hegel, med en fornyet bøn om, at de ikke må vende dem fra bogen i uvillje når de har læst den tilende. Det vilde gjøre mig så ondt hvis de ikke kunde nære venlige følelser for den. Hvorledes det nu end går dermed, så tag ikke deres godhed fra mig for mine ugjerningers skyld. De må og skal være overbevist om at det altsam- men er skrevet i oprigtig indignation. Skal imidlertid en skildring som min kunne virke noget - især på mændene hvad der er dens mål og hensigt - da er det i vore tider aldeles nødvendigt at forfatterens egen mening såvidt muligt træder i skyggen; ellers råber de straks på tendents, for stærke farver, fruentimmeragtigt syn på sagen og andet deslige. Derfor har jeg valgt at lade begivenhederne tale ved sine resultater. Og den, der tar sig sligt no- get på, tør ikke gå afvejen for at bruge de rette betegnelser og male med de rigtige farver, om han eller hun end sidder og krymper sig, ja ligefrem ider derunder. De må tro søde fru Hegel at det ikke er for min fornøjelses skyld jeg har rørt ved hæsligheden. De skal tænke godt om mig, og være overbevist om at jeg har villet gjøre gavn. Det er det samme spørsmål som Bjørnson i sine sidste arbejder har behandlet, det om mændenes usædelig- hed, de giftes, såvelsom de ugiftes, og om kvindernes mangeartede lidel- ser derved, og forhold dertil. Bjørnson rejser nye krav og prædiker en ny moral. Svaret har været: skuldertræk fra massen, hån og latter fra de mest

«fremskredne», for ikke at sige værre; de må tro det er sandt, hvad jeg siger. Kanske er sådanne udtalelser ikke kommen dem for øre; der er noget over dem som holder sligt på afstand, og tar modet fra de frækkeste. Jeg nøjer mig med at fremvise tilstanden som den er, dens moralske indflydelse på begge kjøn, dens virkninger og resultater. Det er mit håb at en og anden mand skal bli ræd, eller idetmindste begynde at skamme sig og spørge sig selv om det da ikke skulde være muligt at stille andre fordringer til sig selv i sædelig henseende. De ved jo at der er mange også blandt mændene, i vore tider som ikke har kunnet lukke øjnene for den sandhed at forholdet mellem mand og kvinde på sædelighedsmoralens område, er forkasteligt. Men istedetfor at skjærpe sit eget ansvar, sin egen pligtfølelse, istedetfor at stille et strængere krav til sig selv, så prædiker de fuld frihed for kvinden, tar ordet for absolut ligestillethed, hvilket vil sige fuldstændig tøjlesløshed. Jeg tror det er mit had til denne nye lære, som i sidste instants har bragt mig til at skrive min bog. - Gud give de kunde forstå mig, og også bringe den gamle, elskelige justitsråd dertil, eller idetmindste få ham til at være vis på, at jeg intet stygt eller ondt har gjort. Det er så smerteligt at skulle sidde og forsvare sig selv i et sådant anliggende, og dertil så vanskeligt at få fat i de rigtige udtryk; jeg håber de må kunne læse mellem linjerne alt det der skulde stået der, men som ikke er kommen med!

Jeg ved godt at mange af dem jeg holder allermest af vil harmes og forskrækkes over mig når de ser bogen; men intet sligt kan rokke eller æng- ste mig. Jeg føler som jeg ikke kunde, ikke vilde ha skrevet anderledes, om jeg end skulde lide døden til straf derfor. Og det at det står så ilde til med mændenes moral på dette område, det er da vel værre end at vide om det og sige det, og pege på det i al dets afskyelighed. Jeg mener ikke at absolut alle mænd er ens. Jeg kan så godt tænke mig at de f. eks. aldrig har gjort, aldrig kommer til at gjøre de erfaringer som en Constance Ring. Men at dømme derefter vilde være fejlagtigt. Deres forhold er undtagelsen, det andre regelen. Og derfor er min bog fuldt ud berettiget. -

De må hilse justitsråden så meget og så hjærteligt ifra mig, og sige at han må forsøge at holde en liden smule af mig tiltrods for den sorg jeg har gjort ham, ikke meget, mener jeg, men bare lidt. Og så må de bede ham undskylde at bogen blir så stor. Hverken Skram eller jeg havde tænkt den skulde beløbe sig til mere end højst 26 ark, men desværre, det slår nok ikke til. Jeg kunde ikke gjøre den kortere, jeg, og det uagtet jeg virkelig har beflittet mig på det. Men den næste jeg skriver, skal sikkert bli mindre. -

Bliv nu ikke kjed af dette lange brev, kjære fru Hegel, og misforstå ikke min hensigt. De må hilse deres mand så meget fra mig og bed også ham ikke være altfor overgivet. Jeg mødte ham på gaden forleden og sneg mig forbi ham med en følelse som en misdæder. Men han hilste så inderlig venlig, at det lettede mit hjerte. Nær havde jeg glemt at takke for sidst; der var så hyggeligt og nydeligt!»

Men forsøkene skal ikke komme til å føre frem. Hegel nekter å utgi boken, og heller ikke forleggeren Philipsen, som er Amalies andrevalg, våger. Dette er en svært vanskelig situasjon for Erik og Amalie, ikke minst økonomisk. De hadde regnet med inntekten fra boken nå. Det hele skal ende med at den radikale bokhandleren Huseby i Kristiania tar boken i kommisjon. Amalie betaler for trykkingen selv.