Amalie Skram skriver til sin venn Arne Garborg for å hjelpe ham til å forstå den kvinnelige seksualiteten

Amalie Skram tilbringer et par sommeruker i Hornbæk sammen med sønnen Jakob. Hun forsøker å skrive et skuespill. Og hun skriver et langt og fortrolig brev til sin venn Arne Garborg, som har bedt henne om råd og hjelp til å forstå den kvinnelige seksualiteten. De to har et kollegialt samarbeid om disse spørsmålene som betyr mye for dem begge. Det er noe her som de begge forsøker å finne ut av.

Amalie skriver:

«Dine spørgsmål er ikke så lette at besvare. Jeg skal gjøre mit bedste og jeg skal være ærlig, men så må du ikke bli fælen over at jeg kan snakke så ret frem om disse hemmelige ting. Og du må aldrig sige det til nogen.Jeg tar det som et forretningsanliggende. Hvis jeg nu var mand, og havde studeret den kvindelige physchologie [sic], vilde jeg klare alt dette bedre; nu blir det bare et praktisk lægmands skjøn forstår du; men jeg har gransket og grublet så meget over dette uudgrundelige emne at jeg har lavet mig et slags syn som jeg vilde gå i døden på er rigtigt. Jeg ved så god besked og har talt med en masse kvinder om det, som under grad og krympelse har snakket om det.

Min mening er den: der er to sorter kvinder, to store sorter skjønner du, med en del afskygninger og variationer under sig. Den ene sort - den lykkeligste er de stærkt sanselige, - de er så naturafrundne så fri for forkvakling, så frisk og sund og dygtige at de har glæde af den kjønslige omgang straks, og med alle. Det har jeg tænkt mig må være efterkommere af kvinder hvis mødre gjennem generationerne ikke har nedkuet sine drifter, men ved brug holdt organerne friske.

Så er der den anden sort, hvis kjønsevne når det gjælder den legemlige omgang er så svag, så udvisket og forvandet, at de ligger i ægtesengen hele livet gjennem uden nogensinde at ane hvad glæde af samlejet vil sige. Efter mit og mangfoldige andre kvinders skjøn er denne sort den talrigste. Det dumper ud af så mange, mange hustruer når man sidder og taler om sligt, og de er altid så floue, så sikker på at de er en und tagelse, en abnormitet, og blir så glade og lettet, når de hører at andre har det ligedan.

En god ven af Skram der har «levet» overordentlig meget har forsikret at han aldrighar truffet en kvinde med kjønsdrift, han mente med evne til at ha nogen glæde deraf. Men netop disse kvinder har et græsseligt sanseligt fantasiliv; de har et slags kjønsdrift, men den er på en måde åndelig, det vil sige deres legemer nægter at gjøre tjeneste, organet er bleven så slapt eller ubrugeligt, hvad jeg skal kalde det. Men børn får de; du store gud for alle de kvinder, der må gå igjennem den smerte at føde børn, uden nogensinde at ha følt glæde ved deres undfangelse.

Min svigermor har havt 8 børn, og hun har altid ligget som en slags martyr i sin mands arme; den ene af hendes døtre som er gift, har akurat samme skjæbne, og således i det uendelige. Så er de naturligvis kokette af lutter nysgjerrighed, de går altid og tænker at de ikke har fåt den rette mand, men det er ikke så; fejlen ligger i deres eget legeme. Derfor kan også en sådan kvinde som f.eks Constance bli kysset på øret, og stå tæt op og ned en mand uden at føle det ringeste ved det; hun er jo vant til at begramses og ligge i ægteseng kold og ufølsom. På dette område har verden endnu [uavsluttet]