Georg Brandes skriver en artikkel i det danske tidsskriftet Tilskueren som han sender til Henrik Ibsen. Artikkelen handler om virkeligheten og temperamentet hos det som regnes som naturalismens ledende romanforfatter, Emile Zola.
Brandes påviser hvordan det ikke er sammenheng hos Zola mellom det litterære programmet hans og det han skriver i flere av romanene sine.
Så langt har det her i Danmark vært vanlig å peke på den store avstanden som fins mellom naturalisme og symbolisme i fransk litteratur fra 1880-årene, men Brandes viser med flere eksempler hvordan Zolas fremstilling er preget av symboliserende trekk, både ved at detaljer kan få en utvidet betydning, og ved at hovedpersoner kan bli til store symboler.
Et av eksemplene tar han fra romanen Nana fra 1880. Den er kun i liten grad er resultat av observasjon og erfaring, mener Brandes: «Fra først af er denne Nana et tilfældigt Individ, et løst, utugtigt Væsen, født i et Baghus. Men alt som Romanen udfolder sig, stiger hun, bliver større og større, indtil hun tilsidst ses som den Løsagtighedens Aand, der svævede over Kejserdømmets Paris».
En annen symbolistisk strategi han påpeker hos Zola er å velge en gjenstand og la alt dreie seg omkring den, slik at den får liv som et overnaturlig vesen. Når Zola på denne måten anvender et slikt symboliserende virkemiddel, er formålet «at holde alle Enkelhederne sammen og tilvejebringe den Enhedsvirkning, han attraar».
Det skal komme til å gå et helt år før Ibsen svarer på Brandes brev med artikkelen, -- men han kommer til å forsikre om at han har lest den med levende interesse.
København
