Hans Jæger har et dramatisk møte med en prostituert i Paris

Hans Jæger er i Paris. Klokken er to om natten, han sitter full på en kafé. Etter hvert får han et dramatisk og opprivende møte med en prostituert.

I boken Syk Kjærlighet beskriver Jæger denne natten slik:

"Tre uker efter. (15de April 88.)

Klokken er to om natten. Inne paa «Neel», en stiv elegant engelsk kafé nede paa den store Boulevard, sitter jei me min whisky-and-soda og røker en cigar, passeli full og vel tilmode. Alle mine sorger er som strøkne væk: den whisky-and-soda jei har foran mei er den fjere i rækken, og jei har hvergang blinket bort til Charly og han har vært hyggeli og lavet dem rikti stærke til mei iaften...

Hvor jei befinner mei vel herinne...

Naar tingene stormer altfor haart inpaa mei og det hele blir for afskyeli vont og fælt saa jei blir ræd mei sell og vét ikke hvor jei skal venne mei hen — altid hvis jei har penge skynner jei mei da hit ned; og altid finner jei glemsel og vandrer sorgløs herfra.

Hvor jei liker dette stede!

Kaféen jei sitter i er aflang og dyp inover, me højt hvælvet tâk — oprindelig et stort portrum som de har gjort om. Men det mærker man ikke naa, ialfall ikke ve aftenslys, brilliant oplyst som her er... Langs de gyldenlærs vægger paa begge sider inover, sitter stive engelske gentlemen me sine glasser foran sei paa stive firkantie borer — og ser tause hen for sei. Ingen latter og spøk, ingen munter højrøstet passiar som i franske kaféer — som højtidelie alvorsmænn ser de ut alle de som sitter her... Og jei vist ossaa! — bare det at jei er ikke saa mørk invendi som de andre; mei har jo whiskyen gjort saa lys og saa let og saa likegla me alt...

Pludseli slaar klokken to paa uhre over den høje buete ingangsdør.

Et par gentlemen rejser sei — her stænges jo ve totiden desværre — og pludseli viser det sei at de højtidelie alvorsmænn knapt kan holle sei paa sine ben... Flere rejser sei — det er likedan me dem... Og de nikker alvorli til værten og til Charly og gaar me stive rygger og vaklende ben ut paa Boulevarden...

Da kaféen tar til aa tømmes stikker jei ut mit glas, nikker gonatt til værten og Charly jei ossaa — og vandrer ut paa Boulevarden og opover mot Montmartre.

Natten er klar og frisk, gaterne tomme og stille; stjernene blegner alt; maarenen begynner aa gry. Let og sorgløs vandrer jei afsted...

... Mit færdie liv — hva kommer det mei ve! jei skal jo se henne igjen! Og siden saa er der ikke noe mere; ikke noe gott og ikke noe vont — hva kommer det mei ve!

Hø, live er et lotteri, og jei har spillet og tabt, jei som saamange andre, det er det hele... Og jei skal endda faa se henne igjen... om tre uker!... stakkers tre uker — hvor snart gaar ikke de!... Og naa befinner jei mei saa inderli vel, og skal hjem og sove — sove dejli og roli ovenpaa denne whiskyrusen... hvorfor skulle jei sørge? — aanejda!...

Jei tar opover rue Notre-Dame-de-Lorette. Oppe paa hjørne af rue des Martyrs staar en enli pike, i kaape uten hat... en Boulevardpike... une femme sans chapeau... naa, mei skal hun sgu ikke fiske!...

— Bonsoir monsieur! sier piken og trær frem foran mei idet jei vil gaa forbi, saa jei blir nøtt til aa stanse op og se paa henne — stakkar, hun er ikke vakker engang!...

— Vil Di gaa me mei hjem?

— Nej, svarer jei og ryster paa hode — jei har faat nok a disse kjedelie Pariser-fruntimmerne naa! der fins sgu ikke én hyggeli pike mellem dem alle sammen — adjø!

Men saa griper hun mei i armen:

— Det er jo bare noe tøv, det Di der sier! Kom naa og gaa me skal Di bare se! — og hvis Di ikke syns jei er hyggeli kan Di jo gaa Deres vej igjen jo!

— Skitt la gaa da! sier jei efter et øjebliks betænkning — jei kan jo altid gaa me og se.

Hun fører mei op i en liten sidegate tæt ve, ringer paa en portklokke, porten springer op — og vi kommer op paa et værelse i tredje étage hvor jei finner mei en stol i mørke. Da piken har tænt et lys bortpaa kaminen kommer hun like bort til mei og griper fat i mei og vil ha det gjort af me det samme.

— Men du store gud, Di faar da ialfall ta kaapen af først! sier jeg, og skyver henne ut fra mei og vil knappe op kaapen.

— Nej, det vil hun ikke.

Jei ser paa henne, litt forundret — og tar saa min hat:

— Tak, dette syns ikke jei er noe hyggeli! — adjø!

— Di faar ialfall betale værelse, sier hun sint — det er 3 francs.

— Ja se om jei gjør!

— Hvis Di ikke betaler slaar jei floshatten Deres flat! sier hun rasende og løfter haannen.

— Værsgo! la os se om Di tør! — jei tar flossen af og sætter den paa bore. Men saa tør hun ikke, og jei sætter den roli paa igjen og vil gaa.

Men me et spring staar hun lænet mot døren:

— Di slipper ikke levende herfra hvis Di ikke betaler! skriker hun me ville gnistrende øjne.

— Det vil altsaa vise sei! — sier jei roli, ser henne kolt inn i de gnistrende øjne og gaar imot henne — og uvilkaarli viger hun tilside, og jei lukker op døren.

— Vær saa snil aa lys mei nedover trappene! sier jei saa — og bandende og skjællende tar hun lyse og føller efter mei ut paa gangen og nedover trappene. Jei tør ikke si at hun skal gaa foran, for at hun ikke skal tro jei er rædd — men jei venter mei hvert øjeblik et spark i ryggen og gaar der færdi til aa gripe mei i gelændere naar det kommer. Men hun sparker ikke, bare skjæller og truer: «Di tror kansje Di slipper levende herfra! haha!» — og jei begynner saa smaat aa belave mei paa noe værre enn et spark — da pludseli en ængsteli hyssen høres nede fra concierge-logen og bringer piken til aa tie, og berolier mei —: naar de ikke tør ha noen støj her, saa er der vel ingen fare! tænker jei ve mei sell og gaar roli ned den siste trappen:

— Cordon s’il vous plaît! sier jei idet jei passerer concierge-logen, og porten springer op — og mens piken er inne hos conciergen me lyse, gaar jei ut paa gaten hvor det imens er blet næsten fullt dagslys.

— Naa, det slap du gott fra! sier jei til mei sell. Men idetsamme kommer piken styrtende ut a porten, som en furie aa se til:

— Naa trodde Di vel De var frelst naa! hvæser hun inædt — men naa skal Di først faa se! — og som en pil er hun tværsover gaten og har alt haannen paa portklokken for aa ringe paa derover, da hun pludseli stanser ve min kolle latter, og venner hode tilbake og ser paa mei me et usikkert blik.

Roli plantet paa mine to ben staar jei der paa fortoue me begge hænder i frakkelommene, og ser paa henne me et infamt smil:

— Jasaa sier jei haânli — saa Di har altsaa maquereau’en Deres derinne!... Det er rikti! se bare til aa faa ham herut saa jei kan knuse fjæse paa’n.

Hun staar der et øjeblik uviss, men slipper saa klokkegrepe — tror naturlivis jei staar der me revolver i lommen.

— Janej, sier jei saa, spotsk, — jei har ikke tid til aa staa her aa vente paa’n heller! — gonatt!

Rasende henter hun mei inn og føller mei bandende og skjællende næsten bort til hjørne. Jei gaar der og ser paa henne — saa pludseli farer det mei gjennem hode: «Tenk om du naa hadde blet slaat ihjel a den maquereau’en — og aldri faat set henne mer?!» — og en nervøs angest gyser igjennem mei ve tanken. Idetsamme stanser piken sin flom af skjælsor og ser forskende paa mei.

— Men bare et eneste sekunn — saa piler hun tilbake mot huse hvor hun ville ringt paa. Hun har set i mine øjne at jei var rædd.

En forfærdeli angest griper mei —: Skulle jei allikevel bli slaat ihjel inat a den maquereau’en?! — og me møje faar jei tvunget mei til ennu aa gaa langsomt de siste par skrittene til jei er om hjørne.

— Men saa sætter jei ossaa paa sprang!

Slik har jei aldri sprunget. Al sans forgaar mei, jei føler ikke længer mit legeme - det kjennes som jei flyver!... som bæres jei i rasende fart afsted paa en tanke, en tanke hvori hele min sjæl gaar op: «FLYGTE... FLYGTE...»

Men da jei oppe ve toppen af rue des Martyrs, der hvor den munner ut paa Boulevard Clichy, braastanser og ser mei tilbake, og ser at gaten ligger tom nedover uten et menneske — saa knækker jei me ét aldeles sammen... knæerne skjælver under mei, jei er like ve aa segne om, og faar akkurat saavitt slæpt mei bort til trappen der tætve, før jei faar ont og synker om og blir liggende halt bevistløs.

Men pludseli gyser en nervøs rædsel igjennem mei —: hva om de allikevel kommer! Og op maa jei igjen og bort til toppen a rue des Martyrs for aa se efter at der virkeli ingen kommer. Det gjør det ikke, men det hjælper mei ingenting — rædselen beholler sit tâk i mei... Kansje er de bare løpet op en anden gate og staar naa derborte bak det næste hjørne, færdie til aa falle over mei og slaa mei ihjel naar jei kommer! — eller gud vét hva andre maater de kan finne paa for aa faa lurt sei innpaa mei...

Me rædselen rinnende ned gjennem hver nerve springer jei tværsover Boulevarden — derover paa det andre fortoue er jei litt tryggere, der kan de ikke faa sneget sei inn paa mei uten at jei ser dem! — og vakler saa hjemover, skjælvende i hver fiber og spejdende nervøst omkring mei for hvert skritt

— gud sei forbarme om jei naa blir slaat ihjel inatt, og faar aldri se henne mere... "