Amalie skriver et langt brev til Erik fra Hornbæk der hun forsøker å forklare ham hvordan det oppleves å aldri klare å slippe denne nagende uroen om at han har andre kvinner enn henne. Hun trenger å tenke tingene gjennom og finne ut hva hun skal gjøre. Hun forsøker å forklare ham hvordan det er å være henne. Hun skriver: «Kjære Erik Skram! Jeg har ikke pen og blæk og jeg gider ikke skaffe mig det; så får det gå med blyant. Du vil nok kunne læse det. Jeg er kommen til den beslutning at jeg engang igjen som i gamle dage, da jeg oppe i Norge sad og skrev ud af hjærtet til Dig, vil prøve på at snakke helt ud med Dig. Du vil måske sige at jeg just ikke har ladet det mangle på at ta bladet fra munden i de år vi har hørt sammen og det er nok sandt. Men så har det været i ophidsede øjeblikke, i vrede, i afsindighed, fremkaldt af længe undertrykt, kunstig bekjæmpet pine. Nu er jeg for første gang i vort ægteskab (tror jeg næsten) helt rolig og under denne tilstand har jeg gjenfundet mig selv og har erkjendt at jeg mest af alt og næsten udelukkende er et dybt bedrøvet menneske. Men jeg vilde jo snakke med Dig, ikke raisonnere.

Så vil jeg begynde med at sige at jeg elsker Dig. At det er så har jeg i og hos mig selv tusinde beviser for, og uden det, vilde jeg ikke hverken selv tro det, eller sige Dig det. For der trænges til beviser, slig som jeg er mod Dig og slig som jeg ofte føler imod Dig. Altså jeg elsker Dig og det er just min ulykke, for jeg lider altfor meget derved. For, som jeg skrev til Dig fra Helsingør, jeg har altid mistro til Dig. Jeg kan ikke forlade mig på at Du ikke har søgt andre kvinder end mig også siden vi blev gift. Når mistroen engang er trængt ind i en sjæl, så sidder den som gift i blodet, og forstyrrer hele organismen. Nu kan jeg godt føle, hvorledes vreden blusser op i Dig ved disse ord. Men er det da noget at være vred for? Må Du ikke heller beklage mig? Hvad skal der bli af et menneske som mistror den hun elsker? Kan Du rigtig forstå for en afgrund af elendighed det er? Derfor siger jeg det er min ulykke at jeg elsker Dig, for elskede jeg Dig ikke så gav jeg Dig fri og var selv fri.

Jeg vil berøre et par oplevelser Du har havt med mig, som ganske vist særlig har oprørt og forskrækket Dig. Det ene var din hjemkomst fra Slesvig her i Hornbæk for 3 år siden. Du var så sød og kjærlig da Du kom og jeg så henrykt over Dig. Glæden ved at se Dig, ved at ha Dig igjen hjalp mig til at kvæle mistroen for et par dage, men ikke længer. Tredie natten efter hjemkomsten lå jeg vågen og kjæmpede med min mistro, som en, der kjæmper for at redde livet. Men jeg reddede mig ikke. Han har ikke været Dig tro! sa det inde i mig, han har ikke, han har ikke. Og hvad glæde er der så ved hans kjærtegn og favntag. Hvorfor skulde han ha vært Dig tro nu, når han ikke var det den gang Du trode ham så vel, dengang han havde forståt at gjøre Dig så tryg og tillidsfuld, ved at fortælle at hans elskerinde var borte og at han tilhørte bare Dig. Dengang blev han dog ved at gå tilsengs med hende og skrive breve til hende med Din Erik under akkurat som han skrev til mig. Og første gang han skulde forlade mig for 10 dager, - straks, før han endnu havde pakket noget tænkte han på at udstyre sig således at han uden at resikere noget kunde gå til fruentimmer. Og så steg det op som en stormflod inde i mig og jeg tænkte på alle de kvinder hvis legeme Du havde nydt og i hvis favn Du havde følt langt større fryd end i min, fordi Du dengang var yngre og friskere - nu er Du en gammel, mæt mand - jeg tænkte på og gjennemlevede det alt sammen og min kjærlighed blev en væmmelse og det svidde som af gloende brænder i mit indre. Så var jeg sur og tvær om morgenen, og Du stod målløs af harme og forbauselse. Og dengang jeg kom fra Norge. Samme historie. Hvorfor skulde han ha vært mig tro nu, jeg har vært borte i hele 4 uger, han som er sådan vant at han dengang han vilde knytte Dig til sig efter det første samvær deroppe i Norge forlangte for sig selv, som en selvfølgelig ting, frihed til at beholde sit fruentimmer. Han som takked tilfældet for at han ikke havde "slængt hen på et fruentimmer" de 10 dage da der var et foreløbigt brud mellem os efterat hun hans ene elskede var rejst til Amerika. Han som har gåt til fruentimmer fra han var liden skolegut og aldrig har kunnet undvære det, som har levet med skjøger og fruer og damer i mængde. Det må jo være som med en drukkenboldt, om han gjør aldrig så mange løfter, fatter aldrig så mange forsætter, han falder dog altid tilbage. Så varte også dengang det gode mellem os kun 3 dager. Da kunde jeg ikke længer. Her har Du, hvordan jeg har det. Sådan er det altid. Kommer Du sent hjem en aften, straks er jeg angst for Dig. Er jeg borte et par dage, samme angst. Hører jeg William tale om Din liderlige grevinde, straks tror jeg Du treffer hende på gaden og lar Dig lokke hjem med hende. Kommer der et fruentimmer op, og spør efter Dig, straks tror jeg det er hende Du har havt, eller trode at ha havt, de to børn med - til mig har Du kun talt om et. Ved jeg ikke hvor nogle penger blir af straks tænker jeg Du har forpligtelser, jeg ikke kjender. Går vi sammen på gaden og møder så'nne fruentimmer bringer det en hærskare af onde minder og en flom af smerte op i mig at se de lange blikke hvormed Du altid betragter dem - hvorfor gjør Du også det? Aajo gjør det bare! Du vilde dog gjøre det, når Du gik alene. "Nu ser han efter om det er en han gjerne vilde gåt hjem med," tænker jeg så, eller om det er en som han før har været hos, kanske undersøger han om det er "Kjøbenhavns berømteste skjøge", som han engang fortalte Dig om. Og så fremdeles, fremdeles, bestandig, bestandig, det samme op igjen i en cirkel. Det er fortærende. Og mange tusinde ting som har pint mig fra den første tid af, og endnu stadig piner mig. Bare det Du engang svarte, da jeg på en bemærkning af Dig om mig, spurte om Du da vidste så nøje besked med hvordan kvinder var skabt på "de steder". Ja, sa Du og lo, det ved jeg rigtignok besked om.

Det er hårdt, hårdt at jeg skal gå her og bøde for det liv Du har levet. Og hårdt er det også at livets største fryd, den jeg så altfor sent fik del i, skal for mig forvandles til kval og gift. Jeg raser og sorger, bider og slider i mine lænker, men til ingen nytte, for jeg blev vel endnu værre faren hvis jeg fik dem af, sålænge jeg ikke blev min kjærlighed til Dig kvit.»