Erik Skram er fortvilet. Det er store problemet i ekteskapet med Amalie. Hun er svært sjalu, og full av mistro. Hun tror han ganse sikkert har andre kvinner enn henne.

Han skriver: «Min kære Ven, Jeg har gjort de stærkeste Forsøg idag på at holde mig alene til det gode i dit Brev - men det vilde ikke være sandt, om jeg sagde, at det er lykkedes mig. Der følger en Tyngde med, som forhindrer mig fra at huske udelukkende på den ene Ting, at Du alvorlig har sagt, at Du elsker mig. Men vær vis på min Ven, at vil Du hjælpe lidt til, skal det alligevel blive det, som holder fast.

Der er noget fortvivlende hjælpeløst i at tænke på, at de altså har været spildte de År vi har levet sammen.

Jeg tror ikke, at jeg kan give noget bedre. Har Du ikke forstået mig nu, hvornår skal da Forståelsen komme? Den svalende Fred Du taler om, der efter Læsningen af mit Brev for et Øjeblik drog gennem dit Sind, kunde Du have ejet fra det Minut Du sendte dit Telegram om, at Du vilde blive min Hustru. Fra da har jeg været Dig tro som Du siger, i samme Betydning af Ordet som Du tager det, og det er end ikke faldet mig ind, at Du virkelig et eneste Øjeblik har tvivlet derom - jeg forstår det absolut ikke. Det ulyksalige Påfund, da jeg rejste kort efter vort Bryllup, havde for lidt med Virkeligheden at gøre - og slet ikke noget med den Virkelighed som Du hårdnakket forestiller Dig - til at Tingen nu burde huskes anderledes end som det forbigangne man har sat sin Fod på, og som ikke står op mere.

Men ulykkeligvis, Du tror, at det med Kønslivet forholder sig som med "Drikfældighed" - Hvad der i sin Oprindelse er en Sundhed, slår Du sammen med en Last og giver det Lastens Love.

Og de mangfoldige Ægteskabs Følger gør Du til alles og kalder det Mirakkel, om en Mand, der er gift, bliver sin Hustru tro - ikke af Anstrængelse og "Pligt" men simpelthen fordi der ikke falder ham andet ind, fordi han ikke har Spor af Lyst til andet.

Mest forunderligt vilde det vel forekomme de fleste Ægtemænd, at det var fordums Forbindelser, der skulde drage ham til sig på ny. Herregud, de fordums Forbindelser, det er jo dem han lykkelig er sluppen ud af!

Osv.

Jeg har ikke ønsket at tale om dette. Din Mistillid er vort Ægteskabs Ulykke. Den har forhindret Dig fra at forstå mit forbigangne som mit nuværende Liv - dit Indtryk af mig er grelt forkert -, og tydelig udtalt som den nu er bleven ligger den som en Mare over mit Sind. Jeg vil gøre alt for at ryste denne Mare af mig.

Et alvorligt Ord må jeg sige Dig. Jeg trode, at din Sygdom var det, man kalder Skinsyge på Fortiden - en Sindsstemning som jeg af hele min Natur må sætte blandt de lave Følelser - at den var levende og virkende Mistro, er en endnu større Ulykke for Dig og mig.

Den må kues. Jeg må i alt Fald ikke mærke den. Det går over et Menneskes Evne at forblive brav og god mod den, der systematisk mistror en. Mistro avler Foragt.

Men nu min Ven vil jeg give Dig din sørgmodige Kærlighedserklæring tilbage. Også i mit Sind er der Kærlighed. Jeg elsker Dig. Ikke som i gamle Dage, men dog i Glæde for det gode Du har givet mig eller fordi jeg ikke kan andet - men det er sandt at der har været Øjeblikke, hvor jeg lige som har kunnet se Bunden af min Kærlighed. Hin sidste forfærdelige Nat da Du -

Jeg havde været så øm over Dig og dit Landtursønske. Råd syntes jeg ikke ved nærmere Overvejelse, at vi havde - alle tre i det mindste ikke; jeg havde et Håb om at Jakob skulde sige, at han og Vennen vilde blive i Byen, så vilde jeg tage med, for ud skulde Du. Så var han kun fuld af Glæde over Turen, altså måtte jeg blive hjemme - dette var gået rundt i mit Hoved, og rask var jeg ikke -

Men det tænker vi nu ikke på. Dit Hjem er hos mig. Beskyt dette Hjem!»