Harald Høffding skriver innledningsartikkelen tilførste nummer av det nystartede tidsskriftet Ny Jord i København. Her skriver han kritisk om hvordan "Udviklingens og Fremskridtets Lov er bleven en ledende Tanke baade i Videnskaben og Livet".
Høffding er påvirket av Darwins tanker om utviklingslæren, som er blitt relansert i den siste tiden. Selv det han kaller "store Vanskeligheder for en sund Selvudvikling", og som han syns han observerer "hos den unge Slægt", beskrives med et utviklingsbegreb hentet hos Darwin: »Det hører nu én Gang med til al Udvikling, at den bevæger sig gjennem Modsætninger, og at den lader Forskelligheder fremtræde, som forhen ikke gjorde sig gjældende«.
Til dette idealet om en sunn utvikling kopler Høffding forskjellige vekstmetaforer. De unge beskrives som "Planten", som er i "Væxt" og "suger Næring", og "Jordbunden" skulle gjerne være "forberedt til en sund fremtidig Væxt".
I artikkelen gjør Høffding segg også metodologiske overveielser omkring observasjon og eksperiment innenfor psykologien. Det er et felt som han mener er ytterst komplekst. For ham er "Selv-iagttagelse og Selvbevidsthed" en viktig "Kilde", ikke bare for psykologien, men også for fysiologien og metafysikken. Men her blir den ofte oversette, fordi interessen "ikke er selve denne umiddelbare Iagttagelse, men det de mene at kunne slutte af den" (Høffding 1885: 18). Men metoden har sine opplagte vanskeligheter og begrensninger. Arbeidet vanskeliggjøres ved at bevissthetstilstandene ikke er "hvilende og faste Objekter«", idet "Tiden [er] de sjælelige Fænomeners Form". Og så kommer det i tillegg at en bevissthetstilstand ikke kan isoleres: "den har ingen Grænser i Rummet; hvert Øjeblik bringer eller kan bringe nye Elementer ind". Der kan til og med være snakk om at det "i ét og samme Øjeblik bevæge sig flere forskellige Forestillingsrækker gennem vor Bevidsthed; vort Jeg er ikke i den Forstand en Enhed, at forskellige, endog stridende Strømninger ere udelukkede".
Dette er en kompliserende faktor, men det er gså mulig å utnytte den. Jeget kan nemlig dele seg i en betraktende og en betraktet del. Ulempen her er at "Den bevidste Opmærksomhed paavirker den umiddelbare Tilstand, den rettes imod", og derved kan "ændre sin egen Genstand. Den sætter Kunst i Naturens Sted".
Men igjen: Dette kan imøtegås ved at man lar betraktningen skje senere: "Under Oplevelsen skal man kun drage Voddet op med alt hvad der findes deri, eller som Botanikeren indsamle de Planter, der falde for. Det fuldt og klart oplevede vil blive i Erindringen og vil kunne undersøges gennem denne".
Høffding fremhever også den eksperimentelle psykologien. Den eksperimentelle metoden er etter hans mening et mer fullkomment hjelpemiddel i den psykologiske analysen enn selv-iakttagelsen. "Experimentet adskiller sig fra Iagttagelsen derved, at det ikke afventer Fænomenernes Indtræden, men søger at fremkalde dem under visse bestemte, overskuelige Betingelser."
På denne måten kan bevidsthetsfenomenet ikke bare beskrives, men det banes vei slik at man kan finne fenomenets årsak. Ulempen er imidlertid at det bare er de simpleste bevissthetsfenomenene som kan undersøkes eksperimentelt. Den eksperimentelle metoden kan derfor ikke stå alene. Mens "den objektive Psykologi altid i sidste Instants hviler paa en Analogislutning" står "den subjektive Psykologi Ansigt til Ansigt med selve Fænomenerne".
Til slutt i artikkelen fremhever Høffding den nødvendige koblingen mellom fysiologien og psykologien. Det "bevidste Sjæleliv fortoner sig over i det ubevidste organiske Liv. Fysiologien undersøker nettopp de ubevisste Funksjoner der gaar forud for og danne det stadige Grundlag for de sjælelige Virksomheder".
Psykologien må, skriver Høffding, betragtes som "Del af den almindelige Biologi Bevidsthedslivet betegner det højeste Punkt af Livsudviklingen, viser os de højeste Former, under hvilke Væsener kæmpe den store Kamp med Verdensforholdene og i denne Kamp udfolde deres Natur".
Harald Høffding er en av Amalies bekjente, og en mann hun respekterer og beundrer høyt. Hun leser det han skriver med interesse.
Høffding, H. (Januar 1888). Om vor Tid og dens Ungdom. Ny Jord, 1(1), 1-5
og
Gry, H. (2011). Forfatteren som eksperimentator – Tidsskriftet Ny Jord som tværfaglig kontekst for Knut Hamsuns Sult. Edda(04), 330-345.
https://ezproxy1.usn.no:3325/edda/2011/04/art02