Amalie skriver et takknemlig brev til Herman Bang, som har anmeldt hennes roman Lucie i et norsk tidsskrift som heter Peer Gynt. Han har uttrykt seg svært rosende om romanen hennes, han har blant annet skrevet dette: «Det er Fru Skrams Storhed, at hun skriver uden Omsvøb, hvad sunde Øine ser. Hun har gjort det ogsaa i denne Bog med den Kraft og den uimodstaaelige Eiendommelighed, som aftvinger de oprigtige Literaturkendere den store Ærbødighed». Hans eneste innvending i anmeldelsen har vært boken mangler komposisjon - at bipersonene er ikke tilstrekkelig integrert i handlingen. Men anmeldelsen hans har vært ledsaget av en kommentar fra den konservative redaksjonen i tidsskriftet. De har gjort det klart at Bangs reaksjon ikke helt har falt i tidsskriftets smak: «Vi deler ikke den elskværdige forfatters opfatning af fru Skrams literære personlighed; vi deler ikke hans enthusiasme over hendes

skildringers 'sanddruhed'; vi kan ikke engang gå med på, at de er sanddru. Kristianiafolk føler sig hverken hjemlig berørt eller uvilkårlig truffet af livagtigheden og - fremfor alt - vi føler os ikke tiltalt af konstruktionens krashed.» Amalie skriver til Bang:

«Kjære, snille, gode Herman Bang! Hvorledes skal jeg dog kunne takke Dem nok og rigtig godt nok for Deres prægtige, henrivende velskrevne brev til «Peer Gynt». Langhof var så snil at sende mig det, ellers vilde jeg ikke vidst om det.Hvor De dog er stø og trofast i Deres mening om mine produkter! Kunde jeg bare så sandt gjengjælde Dem, om ikke mere end en ganske liden smule af al den glæde De har skaffet mig. Men det kan jeg ikke. Deres indvendinger er aldeles imodsigelig rigtige. Ikke et fnug af dem kunde været borte. Jeg vidste det også godt, da jeg skrev bogen, men jeg havde nu sat mig i hodet at jeg vilde ha dette sludder sagt. Og har jeg sat mig noget i hodet, er jeg ikke let at snakke tilrette hverken for mig seiv eller andre. Derfor svarte jeg også Skram, da han vilde ha det væk, at jeg heller vilde dø end ikke få det sagt. Nu, synes det mig så ligegyldigt, at jeg ikke begriber jeg kunde være så påståelig. Men næste gang gjør jeg det samme op igjen, er jeg vis på. Hjærtelig tak også for det brev De sendte mig efter læsningen af «Lucie». Hvis De sidder hjemme i aften, kan De så ikke heller komme ud til os? Gunnar Hejberg og frue har meldt sig til os. Aa gjør det, er De snil.»