Amalie Skram beskriver feiringen av sin fødselsdag i et brev til en venninne. Den startet motstrebende, men endte strålende.

Amalie Skram skriver brev med detaljert beretning fra gårsdagens feiring til en venninne som har sendt henne blomster og druer til fødselsdagen:

«Kjære Marie! Hjærtelig tak for de deilige Roser og den masse pragtfulde druer! Jeg havde jo både tigget og truet at ingen skulde vide om min ækle fødselsdag, men jeg fik såvidst andet at vide. Straks om morgenen kom Kristine og ønsked mig til lykke. Jeg svarte det var en feiltagelse og den kloge Kristine lod som hun troede det og bad næsten om undskyldning for sin uvørne mund. Men så lå der paa bordet ved teen den mest bedårende mappe fra Achen og en mindre bedårende fra Skram, som han straks skal bytte i noget andet, og da så siden kurven fra Dem arriverede og der kom chokolade på bordet ved totiden måtte jeg gi tabt og lade det være min fødselsdag. Kristine så ganske spodsk triumferende ud...

Men nu skal De høre! Det var ikke dermed gjort. Ret som vi sidder og maler, kommer Ring, han maleren De ved, for å tilbringe hele dagen. I det hele tåget begynder frem mede at vælte som en daglig fornyet bølge ind over os. Vi føler os overhodet ikke sikker et øieblik på dagen; de gode, gamle tider er forbi, og Achen og jeg lægger, mens vi maler/ planer om hvorledes vi skal bære os ad med at flygte ud gjennem vinduet og la dem i stikken, men så er vi bange for, at vi skal sidde fast, så de fremmede må komme og rædde os. Men altså Ring kom og fik chokolade til en begyndelse. Så beslutter vi at gå i bad, og da vi hadde fåt fat på alle vore greier, ser vi en flok på tre personer komme imod os fra skovbrynet. Hvem er dog det? Jo, det var Niss og maleren Vullumsen med frue som folk troede i Paris. Så høire om, ind igjen til chokoladen. Derpå i bad under skybrud og vandpumpe, og så sklldtes vi efterat ha modtat ordre fra Niss om at møde paa kroen kl.

Efter middag gik jeg ind foråt få min sedvanlige lur, og da jeg kom tilbage foråt klæ' Smaaen, får jeg høre, at Niss og Vullumsen har været der med fornyet ordre om at vi har at møde i karnevalsdragt, og at alle på leiet skal med. . . .

Først syntes vi, det var vanvittigt, men da vi mærked, at de andre vilde, begyndte Achen at lægge sit søde smaa hode i blød, og så fik han os alle draperet efter en målestok! Til Anne Cathrine Achen laved han en blomsterhat, som klædte hende bedre end noget andet plag i verden, Skram blev dekoreret med et broget tæppe, som hang ned foran og Anne Cathrines Slængkaabe over skuldrene med den røde farve ud, Ring blev påklædt som en tsjer kesser-høvding, og jeg fik en tyrketurban om hodet Vi begav os da på vej med lygten foran ned foråt hente Thea, som var bleven omskabt til den yndigste fiskerpige, De kan tænke Dem, og så toged vi videre til kroen, hvor der mødte os en broget samling af alle slags individer. De kan ikke tænke dem alle de morsomme Dragter, der var skaffet tilveie med de par timers varsel. I begydelsen gik det forresten lidt trevent, der var ingen musik at få og folk så flaue ud. Men så havde Niss fået fat på en fyr med et håndorgel og så begyndte dansen at bruse og punschen at flyde, og stemningen steg hurtig tllveirs Skram og Achen var de bedste dansere, dernæst Hans Nikolaj og Henriques, som var i en allerkjæreste natskjorte og hvid hue og saa storartet ud.

I en lancier kyssed Hans Nikolaj fru Achen midt på munden med et smæld og straks der efter gjorde Henriques det samme med mig. Så kan De slutte hvordan stemningen har været.

Og så pludselig var Henriques sprunget op på et bord og holdt tale for fødselsdagsbarnet, mig. Han ved det er min den 22de fordi hans egen er den 23de. Jeg fik hurraer og blev båret i guldstol rundt salen. Hvad synes De?

Skram og jeg gik forresten hjem såpas tidlig at vi var Achens kom først kl. i seng kl. 5 saa de har nok moret sig bedst. Når De nu med guds hjælp snart kommer herud, får De naturligvis høre mere om dette bakkanal. Hvad jeg har fortalt er kun de løseste omrids.

Nu har jeg skrevet meget mere end jeg tænkte, men gud ved om De kan læse det. Sligt et asen er jeg til at skrive. Jeg skynder mig altid så ryggesløst, at jeg får krampe i fingrene og så er det ikke til at komme igjen nem. Idag er vi nok lidt sjakmat, men iaften skal vi i gilde til Henrques og da går vi nok tilveirs igjen.»