Edvard Munch får brev fra sin danske venn, poeten Emmanuel Goldstein, som nervøst venter på en illustrasjon til sin diktsamling Alruner som Munch har lovet ham. Boken skal ut i mars, så det haster. Goldstein vil gjerne dedikere boken til sin venn, og spør litt sjenert om han får lov til det. Han rapporterer også fra fremdriften i sitt strev med å frigjøre seg fra realismen. Dette er et tema han og Munch ofte har diskutert, og brevet hans forteller mye om hvordan han tenker om den skapende prosessen, og om inspirasjon. Goldstein går hardt ut mot Hans Jægers realisme. Han skriver:
«Nu først begynte - efter at jeg har faaet Bugt med alle disse Unoder som kaldes for Realisme, aa nej blot til dels faaet Bugt med dem - nu føler jeg igen Lyst til at tage fat for Alvor med Digte og Skuespil. Det er absolut den Form man bliver personligt i og hvor ens naturalistiske Tendenser bedst kan undertrykkes. Tænk Dig et Drama hvor hver Replik er som et kladt Buestrøg og hvor Tilskueren saa selv maa være Violinen. For det er det som der er regnet for lidt med i al naturalistisk Kunst, at leseren selv maa bringe Stemning med. Den Maade som Jæger f.E. slog sin Stemning op, ved en Overdængen , og en Fremtvingen og en Hylen (se hans Noveletter«) den fremkalder ikke Stemning i ens egen Sjæl. Der er givet for meget. Der mangler Opfattelse og derfor ægte Stemning. For Stemningen, tror jeg, ligger udelukkende i Opfattelsen.
Da jeg selv har arbejdet saa lidt tror jeg nu, naar jeg nu kiler paa, at jeg skal faa en utrolig Masse fra Haanden. Jeg ved ikke om Du har det paa samme Maade som jeg. Naar jeg opfatter en Stemning eller et Menneske, saa sker det som i et Lynglimt; i et nu bygger sig hele Figuren op. Uden at jeg selv arbejder, naar Figuren min Bevidsthed - omsat i Ord. Men hvis jeg saa ikke i et nu fæster dem paa Papiret - saa flyder Inspirationens sorte Ravne og Figuren er borte for evig. Det er en temmelig forferdelig Historje. Jeg staar selv aldeles magtesløs og maa lade det gaadefulde i mig frit Spillerum. Jeg ved ikke om Du bar det paa samme selsomme Maade. Og hvis jeg saa ikke, Du, kan bare Haanden at arbejde omkap med Hjernen, saa brister Figuren og Stemningen.»
København
