I Samtiden trykkes det en stor artikkel om Amalie Skram. Den er skrevet av journalist og forfatter Adolf Skramstad fra Hamar. Han er en yngre bror til maleren Ludvig Skramstad.
Han skriver grundig og anerkjennende om Skrams romaner, med særlig vekt på bøkene i serien om Hellemyrsfolket. Stykket Fjældmennesker, som hun har skrevet sammen med sin mann Erik, har han imidlertid liten sans for. Han tror bestemt at hun må angre på å ha skrevet det" "Hva der i dettte skuespil prestæres i reting af enfold, ufordragelighed i omgangstone, plapren løs om ligt og uligt, gjør, at man snarere tror sig at være lige over for et selskav af de aller værste gaustadkandidater end en del repræsentanter for den jevne, norske intelligens."
Han innrømmer imidlertid at Skram har evne til å skrive replikker med driv, der personene snakker med sitt eget tonefall og sitt eget språk.
Artikkelen avsluttes slik:
"Paa grund af sine særheder, sine skildringers kjølighed og sin mangel på "harmoni" og "skjønhed" blev Amalie Skram lidet populær. Hun serverede jo ikke det sedvanlige dampende ferske litterære hvedebrød, som det læsende publikum var så vant til at sluge ved morgenkaffen; hun gav dem grov og hård kost, som ikke tiltalte de forfinede litterære maver; derfor fulgets hun ikke straks i hælene af noget forstaaende, interesseret publikum; hun gav dem jo stene for brød!
Men Amalie Skram fortsatte koldblodig -- uimodtagelig for skriget og med stærk tro på sin sags godhed, den engang betrådte vei og kan nu glæde sig over at være en af vore mest læste og mest agtede forfattere.
Og slig maatte det jo gaa; thi alvorlig menneskeskildring givet med en overlegen kunst som Amalie Skrams vil altid -- gaar det end smaat -- bane sig vei og finde sit publikum trods al bornerthed og alt sneversyn."
Samtiden 1893, s. 26-39
https://www.nb.no/items/b8d4077ab778f0ebcd6a766ef5719bce?page=47&searchText=samtiden%201893