Erik og Amalie Skram bestemmer seg for å satse på ekteskapet likevel. Erik fatter nytt håp.

Erik begynner å fatte virkelig håp for ekteskapet sitt med Amalie nå. Han skriver til henne:

«Min sødeste Ven, Du aner ikke, hvilken Fryd det er for mig at få et Brev med Sol og Lys fra Dig. Alt bliver anderledes i mit Liv. Jeg retter Ryggen, og den Munterhed, jeg ejer, går ind i mine Knoklers Marv. Ja, kære Ven, kom kun hjem! Kom hjem, når Du føler, at der i dit Hjærte er levende og dejligt Liv, at der i dit Sind er Sundhed og Lyst til at gribe om og holde prøvende fast det, der er ment godt, det, der vil det milde, ømme, hensynsfulde, kærlige. Kom, når Du er i Stand til ikke alene at holde af mig i din Fantasi, men til at give give mig din overbærende Kærlighed; den, der har set mine Fejl og omgiver mig med sin Mildhed endda. Lille søde Amalie, kan Du flytte mig fra at være din fjærne «Mand» til at være din Erik, så tror jeg, at hvor gamle vi end vel nu må kaldes, så er der os dog en Ungdom forbeholdt, som skal bære god Frugt. Du må ikke gærne tænke med Skræk på dit Hjem i Klassensgade. Du var ikke rask, min elskede Ven. Alt fik et forkert Præg i dine Øjne og et sygeligt Udslag i dine Handlinger. Havde Du formået at lægge Armen om min Hals, når Du blev bedrøvet, havde Du kun en eneste Gang kunnet le ad dine Sorger, min Ven, alt havde da fået et andet Udseende. - Nå, men nu sidder jeg stille og venter på Dig og vil ingen Overilelse have og er blot fornøjet over, at Du har ladet mig skimte Begyndelsen af Enden på din Udlændighed.»