Amalie står på flyttefot. Hun pakker ned den gamle leiligheten i Classensgade. Det er ikke så mange kvartaler hun skal flytte, og formen er ikke så verst. Hun skriver til sin venn Irminger: "Ja, Du skal ha så hjærtelig tak, hvis Du vil hjelpe mig lidt med indpakningen, og kanske endog mer ved anledningen i det nye hus. Jeg mener mest råde mig med ophængninger af mine få stakkels billeder. Ingeborg er dessverre i Dresden, så hendes verdifulde bistand må jeg dessverre undvære. Naturligvis har jeg en snedkervend eller to til at hænge op spejle og billeder. Men det gjælder jo om at få valgt den rette plads straks, så en ikke skal være nødt til at flytte om på det. Ja, Du kan tro, jeg er glad - glad og så inderlig taknemmelig over dette at min helbred har været i hele sommer og fremdeles er så nogenlunde god. Nu er det jo at passe på, at jeg ikke under flytningen overanstrenger det skrøbelige ben, for så ved jeg hvad der forestår. Men denne lykke at bare skulle få en trappe til at gå op og ned ad, efter flytningen, gjør mig så let ja næsten letsindig om hjærtet. Jeg har lejet nu. En fireværelses lejlighed i Ribergade no. 18, med badeværelse, og elektronisk lys! Vil Du ikke stike opom en aften, for eks. på lørdag. Bare for at få snakke lidt sammen?"