Amalie får ikke skrevet, hun har det travelt med å finne en ny leilighet. Og hun har store økonomiske bekymringer. Hun skriver til sin venn Irminger: «Hjærtens tak for dine venlige linjer. Gudskelov for Du har det godt, og føler dig bedre oplagt til arbeijde. Så er der da nogen, som har det godt! Jeg har ikke kunnet skrive før. Har fløjet omkring på mit dårlige ben allevegne for at finde en passende lejlighed. Ja, for Du ved vel, jeg skal flytte. At bo her på 4de sal med det ben og de fødder, jeg har, er det samme som aldrig at kunne komme ud og i luften. Derfor skal det nu ske, hvad jeg forlængst burde have gjort. Men jeg har kviet mig så meget for al den udgift, der er forbunden med en flytning. Jeg har 2 gange måttet ta en droske for at komme omkring og se på lejligheder, så de er alt gået altfor mange penge. Hvordan jeg skal klare det, aner jeg ikke. Uf, der er dog vistnok intet, der som pengesorger snevrer et menneske ind, og stænger det ude fra alt og alle. Man kan verken se til højre eller venstre, hværken tænke på dit eller dat. Bare går, og lider og synes man har så uendelig meget mer end nok i sine daglige plager. Forresten er jeg så glad og taknemmelig for at jeg i hele sommer har sluppet at ligge tilsengs. Arbejde med synderlig kraft har jeg dog ikke kunnet, fordi bekymringerne har tat tankerne fra arbejdet.»