Henrik Ibsen dør klokken 14.30. Legen hans, Edvard Bull, skal komme til å skrive dette i sine erindringer: ""Den 23de Mai ved Middagstid var Familien gaaet ind i Sideværelset for at spise; Pleiersken sad ved Vinduet; hendes Opmærksomhed vaktes ved, at Ibsens Aandedræt pludselig ikke hørtes mere; og da hun ilede hen til Sengen, var han død. Klokken var 2 ½ om Eftermiddagen. -". Bull kommer snart til, og fyller ut en "Dødsanmeldelse", hvor primær dødsårsak blir angitt å være "Arteriosclerosis" med "Paralysis cordis" (hjertelammelse) som sekundær dødsårsak. Bull tilkalte Ibsens faste barberer som kommer og gir ham den siste behandlingen. For første gang på syv år skjelver Carl A. Larsen på hånden. Etterpå stryker han hånden over Ibsens hvite kinn og mumler: De skal have Tak for alt, hvad vi har haft sammen, Hr. Doktor, det varer længe, inden jeg faar en Kunde som Dem." Edvard Bull skriver videre: "Jeg tror ikke, Ibsen i sine sidste Dage havde Tanke om, at Døden nærmede sig. I Sygdommens tidligere Periode vilde han gjerne leve; jeg mærkede aldrig nogen Dødsfrygt hos ham, men han spurgte flere Gange, om han vilde komme til at lide Smerter, og fandt Trøst i min Forsikring om, at han sandsynligvis vilde sove roligt hen. Tanken paa Kirkegaarden var ham i høi Grad imod; Agnes´s Modvillie mot Ordet i Brand´s 4de Akt er vistnok et Udtryk for Ibsens egne Følelser. I hans sidste Sygdomsperiode var han træt af Livet og ønskede dets Afslutning. Det blev ham en Pine at være fordømt til Uvirksomhed paa Grund af Arbeidsudygtighed." På slutten av sine erindringer oppsummerte Bull: "Henrik Ibsen var et stakkels skrøbeligt Menneske, til hvis lille Borgersjæl var lænket en Kjæmpeaand, en sandhedssøgende, dypt skuende, begrænset Aand med en mægtig Skaberkraft, en Aand, der maatte og vilde gjøre sig gjældende og som virkelig gjorde sig gjældende udover den samtidige Kulturverden, uagtet den til sit Redskab kun havde en fattig Apotekerlærling fra en norsk Smaaby."