Bendix Edvard Bendixen, som var den som leste og rådga Amalies første teaterstykke i Bergen i 1877, skriver til hennes første biograf Antonie Tiberg om det han husker fra stykket og tiden det ble skapt i: Arbeidet viste et afgjort talent, men men havde efter min anskuelse enkelte dramatiske mangler, som dog ikke var af den art, at jeg ikke vilde ha anbefalet det hvis det ikke i stykket forekom ting, eller snarere ideen var saadan, at hun vilde have stillet sine egne forhold frem på scenen: ialfald maatte jeg trygle for, at publikum vilde ha forstaaet det saaledes, og det var i den tid noksaa megen tale om hende. Jeg blev i paasken inviteret ud til Ask for at besøge hende og hendes mand og utdviklet for hende min mening, naturligvis paa den mest diskrete maade, idet jeg samtidig udtalte min fulde anerkjendelse af hendes talent. Jeg henstillet forøvrigt til hende at lade det cirkulere blant direktionens medlemmer eller overgive det til en enkelt balndt dem; men dertil viste hun afgjort ulyst. Da Müllers bodde på Ask, saa jeg hende sjælden; kort efter - dog vel et aar efter - brød hun med sin mand, reiste til Bergen til en veninde og snart efter til Kristiania. En enkelt gang har jeg siden seet hende i forbigaaende. Mere end dette vilde det have interesse for Dem at faa vide noget nærmere om stykket; men her kan jeg kun give oplysninger. Det handlet om en ægteskabelig konflikt, skilsmisse, med stærke dramatiske scener, og for den kvindelige hovedperson synets hun næsten at have sig selv til model, ligesom for elskeren, der efter den offentlige mening stod i nært forhold til hende. Stykket var ivst i 3 akter. Desværre staar det mig efter omkring 30 aars forløb temmelig dunkelt for mig, og dessuden, jeg gjennemlæste det kun en gang.