Alexander Kielland har hatt Georg Brandes på middag, men orker ikke gå på forelesningene hans. Det er så dårlig luft der.

Kjøbenhavn, d. 24de Marts 1882.

Kjære Ven! – har jeg været taus, saa tilgiv mig; det er ellers slet ikke min Vane at være en uefterrettelig Korrespondent. Men hvorledes det er blevet med Deres sidste Brev, kan jeg nu ikke længer klare, – at noget «har stødt mig» kan der aldeles ikke være Tale om; thi saa havde jeg husket det og ganske sikkert svaret. Jeg tror, vi sidst skrev om det latterlige i at Folk altid har saa travelt med – nei jeg faar slutte en Stund: mine Sønner tage Musikundervisning i Stuen ved Siden –; – at Folk altid har saa travelt med at finde Modellerne til en Forfatters Figurer. Jeg havde selv gjort noget lignende med Dem; men jeg husker, jeg blev ganske flau, da De fortalte mig, at Fru Collett havde gjenfundet sit Forhold til Welhaven i Deres Bog. Alligevel er der dog noget i det: det bør være en Pligt for os, der komme fra og skildre saa smaa og gjennemsigtige Forhold at give de Modeller, vi bevidst bruge, et saa misvisende ydre Præg som muligt. – Den store Begivenhed siden vor sidste Underholdning har jo været Gjengangere. Da jeg havde overstaaet den første voldsomme Rystelse, blev jeg lidt mere skeptisk, og jeg finder nu, at Ibsens Angreb her er mere vildt end egentlig vægtigt. For Ex.: det skulde interessere mig meget at høre et vel ført Angreb paa den overdrevne Frygt og Afsky for Blodskam; men et Angreb paa en saa indgroet Fordom falder aldeles til Jorden, naar det kun støttes af saa latterlige Grunde som disse: at Adam og Eva’s Børn avlede Børn sammen – og at der vist i Verden lever mangt Par, som uden at vide det ere Søskende eller Halvsøskende. Paa flere Steder – f. Ex ved det famose Præmie-Kaalhoved af en Præst – finder jeg, at Forfatteren har gjort sig Arbeidet vel let. Deraf den forfærdelige Virkning med det samme man staar foran disse opstablede Rædsler; men piller man siden ved det, maa jeg næsten tænke paa Stykkets egen Vittighed om Maskinsømmen. Det skulde været en Tordentale; men det er blevet et Skrig – et Skrig, som længe vil gjenlyde i Literaturen, og som ganske anderledes vil styrke vore Børns Nerver end det forbandede Kram, vi vokste op med. – Jeg ved sletikke, hvem Forfatteren er til: Til Statsraadstaburetten; hellerikke ved jeg Dagen for Bjørnsons Jubilæum; men jeg skal spørge Hegel eller nogen hjemme, og skrive det til Dem, naar jeg faar vide det. Heyse har vist forgabet sig i skandinavisk Literatur, naar han endog roser Statsraadstaburetten; jeg har ladet mig fortælle, at den er kjedelig til at spy af, og jeg har Grund til at tro det, for jeg hørte den forleden rose af Professor Molbech. Jeg har bare seet den udenpaa, den var mig for tyk. – Det glæder mig, at De ogsaa er flittig. Jeg slider med Slutten af Skipperen min; det handler om Haugianerne i Stavanger Aar 18- og nogle og firti. Et Aar til bliver jeg her, saa reiser jeg tilbage til Stavanger, hvilket Sted er den af Guderne mest benaadede Plet paa denne Klode. Her slaar jeg aldrig Rod; de er mig altfor literære her, de har læst saa generende meget og ser hele Livet – som Følge deraf – med halv Interesse, somom det var en Bog, som man haaber skal blive morsommere i næste Kapitel. Georg Brandes spiste hos os igaar; han har holdt et og skal holde et Foredrag til, som jeg desværre ikke hører, fordi Lokalet skal være saa kvalmt og uhyggeligt, og jeg har en gammel Aversion mod Forelæsninger, fordi jeg forsømte dem i mine Studenterdage. Skriv snart igjen, naar De har Lyst, mig er det altid kjært.

Deres ALK.