Amalie Müller er fornærmet over at Erik Skram skjenner på henne

22de septbr. [1882]

Du gjør mig så forvirret og usikker at jeg hverken ved op eller ned. Du skjænder så græsseligt på mig. For alting skjænder du. Jeg er tilmode som en skolepige der er sat i skammekrogen og ikke slipper ud før hun beder om forladelse. Men det vil jeg ikke, jeg, må du tro. Når du nu vender ryggen, det vil sige, når jeg ikke længer føler mig så overvældende trykket af dig, som stod du overalt og truede mig med bittre miner, så griber jeg leiligheden til at smutte ud og løbe min vei. – – Jeg har ikke skrevet nogen «Rosen», jeg. Hvor kunde du dog være så dum at tro at det var noget sligt som sådan en stakkels forlovelse mellem to smule forelskede, der lå mig på hjærtet at skrive om? Kan du da ikke begribe hvor fjærnt sligt «tusseri» måtte være mig. Det er jo fru Schjøtt, professorens frue, datter af Dunker, forresten en god veninde af mig, som er forfatterinden, – ja, for en dame måtte det jo være. Hun læste det for mig, før det var indleveret, og jeg sa’e jeg syntes det var en net og sød liden tingest. Det var heller ikke meningen at det skulde være noget andet. Nei du, når jeg skriver, er der mere raseri og flere «krasse meninger», som du siger. Du hørte jo det at Schou krympede sig for at forlægge det, fordi jeg havde været for oprigtig, og taget for lidt hensyn til de forhold hvorunder vi lever o.s. v. Så kan du selv tænke dig til!

Stakkels Bjørn som du er så sint på! Jeg er slet ikke sint på ham, jeg, for han var ikke sådan at jeg kunde blive sint. Om jeg nu virkelig var helt ud gudinde? Ja, det skal jeg fortælle dig, hvis vi treffes engang. Men du, som står på verandaer med morsomme damer, som ikke er nogen abstraction, – du vil vel snakke, du. – Jeg vil ikke sende dig manuskriptet, ikke endnu i allefald. Det kan ligge så længe. Jeg vil se det over igjen, og dertil har jeg ikke tid nu om dagene. Jeg har idag været nede og forlangt dine to bøger hos Aschehoug. De skulde komme om 4–5 dage, sagdes der. Jeg glæder mig umådelig til at læse Gertrude om igjen. Tænk, jeg har ikke se’t den, siden dengang i Fr.hald, med det samme den var udkommen. Og som jeg dengang var betaget af den! Jeg mindes ikke at nogen bog har gjort det indtryk på mig. Jeg kunde i lang tid ikke tænke på andet. Og nu har dens forfatter gået hen og fordreiet hovedet på mig, så jeg slet ikke er menneske mere. Men det er jeg nu forresten. Det er bare at han lægger for meget beslag på mine tanker, men ikke på den måde, at jeg er forelsket i ham længere, – nei for det er, det er, det vil jeg ikke være.

Du kunde vistnok forklare og lære mig en hel del, og jeg kunde måske gjennem dig få en anden opfatning af meget som jeg nu ikke har forstand på og derfor dømmer så raskt og hårdt, men det er et spørgsmål om jeg ikke er lige godt hjulpen uden alt det, om jeg ikke til syvende og sidst dog slipper lettest og mindst beskadiget gjennem livet ved at stå som jeg nu står. Naturligvis, mit liv er på en vis måde glædeløsere, (skjøndt glædeløst er det heller ikke, om end ofte kjedeligt) men så er jeg også sparet for megen og mangeslags smerte. «Hver glædesstund du fik på jord, betales må med sorg» – jeg er vis på det er sandt. Nei, jeg vil ikke skrive mere. Det nytter ikke. Jeg har atter læst dit brev igjennem og jeg er fornærmet over alt det skjænd. Og så har du alligevel ikke ret. Det er aldeles ikke en ukyndighedens dom jeg lader få indflydelse på mit liv, – det er min naturbestemte inderste vished for hvad der er ret og uret, og andet har intet tænkende menneske at holde sig til.

Din A.M.