Amalie Müller er forpint og fortvilet og skriver til Erik Skram at hun har en sykdom i blodet som gjør at hun ikke kan elske

Onsdag aften 31-1-83.

Denne gang bli’er det bare for at sige dig, at jeg ikke skriver denne gang, at jeg sætter pen på papiret. Jeg kan det nemlig ikke, for jeg er altfor bedrøvet, beklemt, forpint og angst til at jeg kan få et brev sat sammen. Ja, der var virkelig angst i den følelse hvormed jeg læste dit brev imorges, og der har været angst i den måde hvorpå jeg idag har gået og gjentaget dets sætninger for mig. Så ondt, så frygteligt ondt gjorde din skrivelse mig at jeg sad og dukkede mig sammen som under slag fra en usynlig hånd; og så feig var jeg bleven at jeg efter læsningen drog pusten og sa’e til mig selv: Gudskelov at han ikke brugte hårde og onde ord. Jeg følte som om sådanne vilde ha’e gjort det af med mig, og havde du været tilstede kunde jeg ha’e tigget og tryglet dig om at la’e være – – – men gud ved hvad jeg snakker for, – det nytter så ikke til noget, – du er krænket og vred og det med rette, – jeg er ulykkelig og lidende, og det er også med rette, – ja, det er med rette du, for der er så meget som gjør ondt og forpiner mig, og nu at vide, at der er kommet dette fremmede, kolde modvillige ind mellem os, mellem os der elskede hinanden. Det var det som gjorde mig angst, – denne fjærnhed, denne lyd som af stygge dissonnantser. Jeg kunde, syntes jeg styrtet frem over stok og sten og fjeld og hav for at få dig tilbage, nå frem til dig, og slynge armene om dig for at holde fast på dig for bestandig. Men så i næste nu, blev jeg stående stille, rådvild og modløs, som jeg er i mine tanker om dagene. Men du skal ikke bryde dig om det du. Det er ikke fra dig det er kommet, men bare fra mig. Det er mig som er skyld i det hele, fordi jeg har fået en sygdom i blodet, der voldtes ved at jeg i dine arme fik forstand på hvad det var at elske. Det er af kundskabens træ på godt og ondt at jeg har spist, og det mærkes på mig desværre, desværre. – – Du er jo den du var, da du uden at vide det, tog mit hjærte i besiddelse. Ved du, at jeg nu undertiden synes synd i dig for det. Du gjorde ingenting du, hverken for eller imod. Det er mig som har stået for det hele og det er mig, ene mig, der har skabt denne misstemning. Det er virkelig sandt, at du er for god for mig. Der er intet lapseri; og ingen affektation i ordene, det må du tro. Jeg mener det virkelig. Et menneske der, som jeg, når det kommer til stykket, har tabt enhver gnist af tro til livet, det vil sige tro til at det kan præstere noget virkelig skjønt, noget helt og fuldstændigt, noget som det er værdt at reise sig op, eller gjøre sig uleilighed for, er ikke noget for en mand som dig at knytte sig til. Jeg har allerede som ganske ung været så umådelig gammel af sind og så livsled. Det kunde ikke mærkes, fordi jeg trængte det tilbage og fordi det mest føltes som en ligegyldighedens ringeagt for livet, der satte mig istand til med en vis ligesælhed, at være med på alt, endog med livlighed, så at folk troede jeg var livsglad og intereseret. Så havde jeg også tidlig fået en utrolig færdighed til at omgåes, og underholde mig med alleslags folk. Det gik lige glat med hvem det var, tiggere, bønder, søfolk, unge lapser og gamle jomfruer, udlændinger og indfødte, det var mig det samme. Du talte om at «snakke sig fra det», – jeg har i mange år af mit liv ikke gjort andet end snakket mig fra min umådelige skuffelse ved og foragt for det liv som jeg havde tiltrådt med begeistring og andagt og hellig alterild. Så, da jeg havde revet mig løs fra mit ægteskab og var kommen til ro efter al den utrolige slid og strid der udfordredes for at blive stående fast ved min beslutning – hvad jeg der har havt for bombardement at stå for, det er endnu et ulæst kapitel for dig – begyndte jeg at finde mig bedre tilrette. Jeg blev levende optaget af alleslags spørsmål, jeg tænkte dem igjennem, og fik min egen opfatning, – jeg tog mit bestemte parti og jeg følte under dette mine kræfter voxe, på samme tid som hver en redelig forhvervet overbevisning, hver en indvunden erfaring gav mig en særskildt glæde. Jeg arbeidede mig igjennem og ud af kristendommen langsomt og retskaffent. Religiøse materier havde jeg altid været stærkt optagen af, så her havde jeg en særlig betingelse for at kunne give et ord med i laget ligeoverfor mig selv. Tilslut fandt jeg at det dog gik an at leve; der var blot ét et vist menneske burde sky, og det var alt, alt i verden der havde den fjerneste skygge af tilbøielighed til at falde ind under erotiken. Her var og blev min foragt grænseløs og mit had bundløst. Ja, det ved jeg nu forresten, at intet menneske i verden vil kunne forstå eller fatte fuldt ud mine rørelser og følelser på det gebet. Om nogen havde sagt mig at jeg, jeg skulde opleve at der skulde være en mand som ikke var mig akurat ligeså ligegyldig, og ligeså kameratslig velkommen som alle de andre, der var af den kaliber, at det gik an at samtale med dem, – ja, jeg ved ikke hvad jeg vilde sagt, men hvad jeg vilde tænkt, det er jeg fuldkommen på det rene med. Og da jeg så traf dig, du vidunderligt søde menneske, så blev jeg jo strax ligesom et barn igjen. Det var jo et barns fagter at sidde der og jamre sig over den kjærlighed som havde grebet mig, og samtidig fortrøste sig til at den nok skulde gå over. Jeg glemte alt over dig, og den følelse du havde vakt. Hvis ikke det havde været tilfældet, vilde jeg ganske vist husket at alle mand på ganske få undtagelser nær, har levet sådan som jeg ikke kan andet end fordømme, fordømme fordi det ikke svarer til de fordringer jeg stiller til et menneske der i sandhed er et menneske, det vil sige, – – ja det vil sige, noget ganske andet end andre siger, at det vil sige. Det at jeg elskede en mand kunde gjøre mig ung igjen sålænge som jeg kunde holde alle urene skygger borte fra min kjærlighed. Jeg tror jeg må elske længe, længe, før jeg kan elske skyggerne bort. Om det ellers vil lykkes mig. Jeg føler så stærkt og intenst, og jeg har en ulyksalig evne til at lide en lidelse tværs igjennem helt ud i alle dens detaljer. Det var derfor jeg blev gal dengang. Tror du alle har evnen til det? Men så er der jo rigtignok også det, at når jeg er færdig; – så er jeg færdig. Det har jeg erfaringens vished for. – Du mærker nok mere og mere, at du har fået en vanskelig kvinde på halsen; sikkert er det i allefald, at du havde fortjent en anden. Der er mangfoldige som vilde passet dig bedre. Jeg er vis på du vilde være bleven lykkeligere med Gertrude. Om hende har Poulsen forresten fortalt mig en masse ting forleden aften. Han omtalte også dit forhold til hende ganske uforbeholdent, og som talte han om et fait accompli som alle kjendte – i sine mindste detaljer. Hvert ord var et stik i mit hjærte, men jeg hørte roligt på, og lod som ingen ting. – Det bliver alligevel et brev, – nu er jeg kommen igang, og nu kan jeg fare fort. – Hør her, – hvis du nu er begyndt at tvile om at jeg kan gjøre dig mere lykkelig end du var før, hvis du er bleven bange for mig, og undertiden har tænkt at du hellere ikke vilde ha’e mødt mig, – så må du ikke kvie dig for at sige mig det. Dit sidste brev var skrevet i en sådan tone, at jeg kunde tænke mig det. Nu skal du huske én ting, og det er at du har lov til nårsomhelst at sige til mig: Jeg vil fra dig. Netop fordi det er mig og ikke dig fra «hvem forargelsen er kommen», har du mere end ellers lov dertil. Så vilde jeg da være vis på, at jeg fik gå resten af mit liv igjennem uden nye kjærlighedssorger. Og derved er dog altid noget vundet. – – – – – Forstår du, – det er fordi jeg er så gammel, så ulidenskabelig i ond forstand, at min kjærlighed til dig ikke som en brusende fos river alle smertelige reflektioner overende, – det er derfor at jeg ikke er god nok for dig. Du skrev før vi havde eiet hinanden, at jeg var så ung i mine følelser. Og det var sandt; det ved jeg nu var sandt. Dengang var det mig ikke klart, hvad du mente med det. Men da kunde jeg sagtens være ung, jeg vidste jo slet ikke noget om alt det du siden har bragt mig til at føle og begribe. Forstår du mig? Jeg vilde så gjerne vide, om det er dig muligt at fatte hvad der, siden vi var hos hinanden, er foregået i mit indre, eller det er dig som står du over en forseglet bog. Det vilde trøste mig om du forstod. – – Ja naturligvis – alt det der siges om Dr.mann er af den kaliber at man kan tro det. Alt det kunde han ha’e gjort, netop! men alt det kunde du ikke ha’e gjort. Det du fortæller mig at man har troet om ham, falder så akurat ind under hans naturels kategori. Hvis det er løgn, så er det tilfældets skyld. Det kan være sandt. Men Repholdts udåd kunde han ikke ha’e øvet. Det ligger udenfor hans evnes rækkevidde. Det er ikke hans specialitet. Netop ikke. Han vilde ikke engang givet sig tid dertil. En «vens kone», – das ist was anders. En vens kone, der lader sig forføre, kan du være vis på, er ingen «ubekvem materie». Men en ung uskyldig, ufordærvet pige er en «ubekvem materie». Der skal en tusindfold høiere grad af ryggesløshed til at ville hende. Der skal en snedig diabolitet, en iskold fordærvethed, en næsten mephistofelisk dygtighed. Det er derfor jeg sa’e at hvis man havde duttet Dr.mann det på, vilde det være bleven le’t ihjel. Det ligger i almenhedens bevidsthed, at sådan er ikke hans evners art. Man gjør sig det ikke klart hvorfor man ikke kan rime det sammen med ham, – man tror det simpelthen ikke. Det var det jeg vilde den almindelige opinion skulde ha’e gjort gjældende ligeover dig også. Det var det som smertede mig, som gjorde mig så tumelumsk i hovedet, – det, at dette rygte om dig kunde leve, holde sig, bringes om. Der var altså ikke noget i den almindelige sladderbevidsthed, der forkastede en sådan antagelse.

Min elskede! forstå det ikke altfor overfladisk dette. Lad ikke dine betragtninger over at jeg virkelig kunde synke ned til at nære denne angst, denne uro der drev mig til at sige dig det, kvæle din evne, din villie til at sætte dig ind i min lidt vanskelige stilling, vanskelig både ved den ydre afstand, min mangel på erfaringsmæssig bekommet kjendskab til dig, og min indre tilstand. Nu skal du være høimodig. Og din høimodighed skal hidrøre fra din forståelse. Som gave tager jeg ikke imod den! Hvor du har været i slet humør, som ikke har forstået, at det om at «tvinge» dig til at gifte dig med mig, var et mat, et krampagtigt forsøg på at tage brådden af mit brev med en spøg. Ja, det vil sige ordet «tvinge», var en spøg. Det andet står jeg ved. – – – – Men det er virkelig min mening, at vi, hvis jeg kom til Kjbhvn. ikke kunde komme til at være synderligt sammen. Sålænge vort forhold er hemmeligt, kan vi jo ikke sætte os ud over fornuftige hensyn. Og du ved selv hvor bunden en dame, der boer hos en enkefru som fru Knudtzon er. Kan du huske at du skrev dengang talen havde været om at jeg skulde fulgt Fritz (med ham og Ingeb. er det desværre overordenlig galt fat) til Kjbhvn: «Du har gjort så klogt som muligt ved ikke at komme herned nu, hvis du da ikke vilde bryde med alle hensyn, og springe lige i armene på mig, hvad der under vore forhold vilde været aldeles urigtigt». Det samme gjælder nu. Enten får jeg lade være at komme, og det er kanske under disse omstændigheder det rigtigste, eller også måtte vi begge ha’e den fornødne selvfornægtelse til ikke at mødes oftere end bekjendte af forskjelligt kjøn pleier at møde hinanden. Sammenkomster i smug kunde der ikke blive tale om. Knudtzons ved jeg, vilde lægge al mulig beslag på mig. Og som jeg sidst skrev: i dit logi vilde jeg ikke komme. Om du bliver vred igjen, – det får ikke hjælpe, jeg vilde det ikke. Det er den visse sandhed, det. Forresten, – hvis jeg kommer, så bli’er det nok i marts, for i april har jeg Jakobs konfirmation og flytningen på mig, og det huskede jeg ikke strax. – Ak om jeg kunde lægge mig tæt, tæt ind til dig, og græde ud hos dig. Du er og bli’er dog den éneste jeg har elsket her i verden.

Din Amalie.

Torsdag 1ste februar. Jeg sender Dig Brandes’s brev tilbage. Til vedkommende dame skal jeg skrive det du forlangte i dit brev fra igår. Jeg har en følelse af at jeg skulde bede dig om tilgivelse. Men jeg kan det ikke. Mine følelser ligeoverfor hele denne sag er så forviklede og sammensatte, at jeg ikke vilde kunne give dem et blot nogenlunde sandfærdigt udtryk. At tænke på denne sag, – jeg mener det hele tilsammen: at det skulde siges om dig, troes og bringes videre, at det skulde skrives til mig og stilles op som en advarsel imod dig, at det skulde få magt til at formørke mit sind til at bringe om det så kun havde været den svageste forstyrrelse i det gode, lyse billede samværet med dig havde givet mig af ham, som jeg elskede, at det ikke vilde slippe mig men blev ved at plage mig sålænge til jeg havde sagt dig det, – jeg tænkte de første par dage at ingen magt i verden kunde bringe mig til at ymte om det til dig, – altså, at tænke på alt dette er som at røre ved et ondt sår. Og når jeg ikke tænker på det, føler jeg det alligevel som en nagende fornemmelse et steds inde i brystet. Du kan vide det må være så, – du kan forstå at det piner og ydmyger mig grænseløst, – det at det virkelig kunde gjøre mig noget, jeg som dog vidste bedre besked end alle verdens andre. Det er ikke skam jeg føler; men det er, at jeg ikke kan være stolt af mig selv. Jeg kan ikke skamme mig, for jeg ved jo hvordan det hele gik for sig derinde; jeg kan heller ikke angre, for det kan jeg aldrig, men jeg kan græmme mig over dette nye bevis på, at jeg har taget skade på min sjæl af det syn livet i lange tider blev ved at vise mig af mændene. Jeg er meget forsagt; jeg tør ikke engang bede dig om at kysse mig; jeg sætter mig stille hen i en krog og falder i tanker.

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Det er Irgens Hansen, som han [sic] har skrevet anmeldelsen af Nyt Tidsskrift i Dgbldet. Han skal være så rasende fordi jeg har anmeldt «Pehrsens» velvilligt.

[Tilføyelse på siste side]:

Hverken de lovede Morgenblade eller det fæle kabinetsbillede har du sendt mig. Men det skal du!