Amalie Müller føler at også hennes lys er slukket etter bruddet med Erik Skram, men er fast bestemt på å flytte til Amerika.

Onsdag aften

[23/5/83]

Også for mig er lyset slukt med min beslutning, men så får det gå an at leve i mørke, endog jeg ved at i det mørke vil der være idel håbløshed og livslede. Jeg vilde meget heller dø, men hensynet til gutterne kræver at jeg lever, ialtfald en tid endnu. Du er jo ikke bleven vred på mig elskede, og du må ikke lade det nedtrykke dig for meget. Du skal sé når jeg først er borte, så går det bedre end du tænker, og så vil du nok når nogen tid er gået, finde en anden kvinde, som vil bringe mere lykke med sig, end jeg kunde det, og som vil fylde meget bedre og rigeligere ud for dig. Menneskehjærtet besidder vistnok i en måske rent uindskrænket grad evnen til at gjenføde sig selv, og om det end vil svide hårdt fra begyndelsen af, så skal du se den dag kommer, at du igjen føler dig ovenpå. Men hvis du skriver en bog, så må du ikke skildre mig således, at man ved hvem det er, hører du det, du søde! Alle, alle ved jo hvem Gertrude er, og at det er din egen kjærlighed, som er skildret i Fabricius’s. Ikke til noget eneste menneske i verden skal du betro noget om hvad det er for en kvinde, hvis du skriver en bog, og jeg kommer i den, lov mig det. Ikke til With heller! Lad det være din egen udelte hemmelighed. Og så kan du sende mig den til Amerika. Du må ha’e min adresse for dette ene tilfældes skyld. Så vil det føles som om hjærtet skal briste, når jeg skal sidde og læse om dig og mig, især om dig, du inderlig elskede, du som er så nobel og brav, at det har bragt en hel verden af respekt ind i mit sind for hvad en [rigtig – krysset ut] mand kan være for noget. Jeg vil komme til at græde mig tildøde over den bog, men alligevel vil jeg ikke for alt i verden undvære at få den. Og så skal jeg skrive og takke dig, det må jeg vel, for du er jo ikke bleven vred på mig, og du vil jo altid komme til at mindes mig med godhed og vemod, om du også finder en anden som kan tage min plads i dit hjærte, ikke sandt? Hvorfor siger du, at «lyset var vel et blændværk»? Jeg forstår ikke hvad du mener med det. Du må skrive så tydeligt, så tydeligt herefterdags, hvis jeg skal kunne forstå det, for jeg er bleven så dum, fordi jeg er forstenet resigneret af at ha’e gjort dette skridt. Jeg angrer det dog ikke et sekund, og vil ikke tage det tilbage. Jeg synes ikke at jeg har noget at bebreide mig ligeoverfor Ingeb; at der ser sådan ud for hende, forstår jeg imidlertid så godt. Dengang hun spurgte, var der intet at fortælle. Jeg havde netop skrevet det lange brev til dig, i hvilket jeg sa’e at jeg ikke kunde elske dig efter at ha’e fået vide hvorledes sagerne stod. Og jeg var så oprevet og fuld af smerte over det passerede, at det var mig helt umuligt at fortælle Ingeb. dets detaljer, hvad jeg jo måtte gjort, hvis hun skulde forstået det. Havde jeg ansét det som en virkelig værdifuld begivenhed i mit liv, der gav mig glæde og gjorde mig lykkelig, så vilde det jo været en anden sag, men det ved du jo, kom først senerehen da Ingeborg var borte og så fuld af forvikling og forvirring både udad og indatil [sic], at det jo ikke kunde falde mig ind at gå til hende med nogen slags betroelser om egne affairer. Havde Ingeb. været hjemme i vinter og vi været sammen som de gode venner vi før var, er jeg vis på, jeg havde fortalt hende dette nye i mit liv. Men dengang! bare forskrækkelsen over hvad der var overgået mig, om aldrig alt det fæle var kommet, vilde en tidlang ialtfald, ha’e lukket min mund. Men alt dette, særligt det med forskrækkelsen vil Ingeb. kun dårlig kunne forstå. Hun har oplevet så meget, og er mere hærdet. Det kan forresten godt være, at hun nu er så forstokket i sit sinte syn på mig, eller i sin krænkelse og bitterhed, hvad jeg skal kalde det, – at hun slet ikke vil lade mig tale engang. Det vil ikke undre mig, om så er tilfældet. Jeg skrev straks, men hun har ikke svaret, og der kunde været svar nu. Men muligens venter hun til hun kommer, hvad der meget snart vil ske. Jeg skal sige det du beder om, hvis det bliver til nogen forklaring os imellem. Jeg vil forresten kunne miste hende og alle, alle mine venner, uden at det vil gjøre et minuts ubehagelige indtryk på mig. Siden jeg skal miste dig, – hvad bryder jeg mig så om alt andet i verden. Lad det fare sålangt det vil for mig. Mit hjærte bløder ved at skulle gjøre dig sorg. Jeg glemmer mig selv og det jeg skal lide, fordi jeg bare tænker på dig. Vær ikke vred på

din Amalie