Amalie Müller forklarer Erik Skram om hvor vondt hun har det på grunn av den umulige kjærligheten til ham

Kr.ania søndag aften [15/10/82]

Kjæreste dig, – jeg havde tænkt at få skrevet mere idag, for jeg syntes der var masser af ting jeg skulde ha’e svaret på, masser af ord jeg skulde ha’e sagt. Men naturligvis måtte jeg gå i selskab. Jeg forsøgte at få min broder til at gå alene, men det gik ikke. Så har jeg i hele dag siddet i stort selskab, og alligevel bare været sammen med dig. Jeg syntes hele tiden du sad ved siden af mig, så nær, at jeg formelig kunde føle dig. Jeg har aldrig oplevet noget så snurrigt i mit liv. Lidt distrait gjorde du mig jo, men jeg klarte mig alligevel mærkelig godt. Det var bare ved l’hombren man ikke havde grund til at være så fornøiet som man pleier. Jeg kommer næsten altid nemlig til at spille l’hombre med 3 herrer, når jeg er i selskab; thi du må vide jeg er så ualmindelig flink til det, og man mangler gjerne en fjerdemand. Her i Norge er det ikke så almindeligt at der spilles l’hombre af hvemsomhelst. Jeg spiller også så uhyre gjerne; for det første fornøier jeg mig meget derved, og dernæst slipper jeg jo på den måde lettest fra at sidde og snakke med alle de kjedelige mennesker. Og så vil man altid så gjerne ha’e mig til fjerdemand, og det er jeg stolt af, for det viser at jeg spiller godt, såsom herrer ikke kan fordrage at spille l’hombre især, uden for fuldt alvor. Dette synes du vist var altfor længe talt om kortene, men husk på alt dit om bevaringslyst, eller var det ernæringspligt?, og formeringsdrift og parringsvalg og marmorkvinder og Odyssevs’s sirener og hvad det altsammen var. Det surrer mig om ørene alt dette doktorsnak, havde jeg nær sagt; for du må vide jeg tror, jeg kan det udenad; i alfald burde jeg kunne det, for alle de gange jeg har læst det om igjen. Men jeg tror, jeg er lige klog, jeg. Jeg kan ikke begribe, at det filleri skal være et så vigtigt anliggende, som om himmel og jord afhang deraf – jeg har aldrig hørt magen! Nei du, jeg kan ikke forstå det. Om det nu også er så stor en tilfredsstillelse, så er man dog lige velhjulpen uden. Jeg synes det er så uvæsentligt det, i allefald mellem to som elsker hinanden, for da er der så meget andet de kan ha’e imellem sig. Men det kan også være det samme om jeg ikke forstår alt det så godt, for nu er det dog så vist og sikkert at jeg elsker dig, og helst af alt vilde være hos dig bestandig. Jeg er alligevel ikke nogen marmorkvinde (uf! det dumme, ækle drama!), og heller ingen sirene, det skal du nok få se engang. Bi nu bare. Det bli’r ikke meget i aften, for klokken er så mange, og jeg står tidlig op om morgenen, jeg. Så er jeg også så træt, efter al den mad og drikke. Jeg er roligere tilsinds nu. Jeg vil gjøre som du siger, give mig ganske hen under åget, ja, for det er et åg, og lade tiden råde for resten. Det nytter ikke at stride imod. Nu er jeg to gange sprungen fra dig; og begge gange var jeg vis på at ingen magt i verden skulde kunne drive mig tilbage. Men begge gange har jeg dog på egne fødder måttet vandre tilbage den vei jeg var kommen, og nu får jeg blive hos dig. Der er jo dette som piner mig, det du ved, som voldte al denne smerte og møie; men jeg får se til at skyve det fra mig, – ja for tænke det igjennem, og blive klar og rolig over det, formår jeg ikke. Jeg har forsøgt det om og om igjen; men det er altid som om jeg tilslut render panden mod en mur i et mørke, som jeg ikke kan gjennemtrænge med mit blik. Jeg kan det ikke. Jeg bare tænker, – hvis det nu var mig som holdt så meget som så, af en anden mand ved siden af dig, – ja det er jo en utænkelig ting, men hvis, – hvor forbryderagtig vilde jeg ikke føle mig. Men når du siger det går an for dig, så gjør det vel det da. Det er det gamle om igjen, – den forskjellige sort moral for de to kjøn.

Uf ja! Jeg vil ikke tale om det. Jeg føler den smerte derved, som når en river op i et nylig tilgroet sår, og så har jeg sådan lyst til at skjænde og græde for det, men gjør det alligevel ikke. Nu skal du ikke svare et ord på dette. Hører du. Jeg vil og kan ikke drøvte den sag med dig; den har noget mørkt og pinligt i følge med sig, som jeg helst vil holde mig fra livet. Nu svarer du ikke! Du «vilde ikke beile til mig». Du skriver som om jeg havde forlangt at du skulde det. Jeg kan så godt forstå at du ikke vilde det, og jeg opfattede også dine ord dengang rent instinktmæssigt sådan som du havde ment dem, således at jeg i øieblikket da du tog dem tilbage i dit sidste brev slet ikke huskede at du havde sagt det. Ikke jeg heller vilde beile, ikke om noget i verden vilde jeg det, ikke engang hos dig, skjøndt dog, – nei, jeg vilde det ikke jeg er vis på det. Hvorfor skulde så du gjøre det? Hvor godt du dog kjender mig, og hvor du ved, hvoraf alting kommer. Jeg faldt fra overraskelse i overraskelse da jeg læste dit brev. Kun på et punkt ta’r du lidt feil: Jeg synes ikke det er morsomt at få «idelige opfordringer om at slå følge». Tvertom, jeg gav, jeg ved ikke hvad, for at undgå dem, hvis jeg mærker, de er i anmarsch. De piner og ængster mig og gjør mig helt ulykkelig og jeg synes min værdighed lider et knæk derved, og jeg giver mig selv så stor skyld. Nei, der tog du feil, men også kun der. Du siger du blev til mand på «den følelse» på din kjærlighed. Jeg tror dog snarere, det var på den lidelse du ved den fik at gjennemgå. Ja, jeg taler af egen erfaring her. Jeg har ingen kjærlighed havt at blive til mand på, men jeg er dog blevet det (jeg mener menneske), og jeg er blevet det gjennem lidelse. Det ved jeg vissest af alt i verden.

Jeg troede jeg skulde klaret mig med det ene papir, men det blev for knapt, for der er lidt til, jeg vil hae sagt. For det første dette, at løftet til Bjørn giver jeg en god dag. Jeg har ikke med nogen anden at skaffe end dig nu, og jeg er så tryg og stolt derved og færdig til at sige «spadille» til hele verden. Altså, det tænker jeg ikke mere på. Og så, – ja så er det vel altsammen klaret os imellem, så klaret som det vel bli’er, i alfald for det første. Men sig mig; hvad mente du med at der var noget æggende i den måde hvorpå hun i «Herregårdsbilleder», hvad var det nu hun hed, Sofie, legte med sine børn? Jeg har grublet så på det, men kan ikke finde ud deraf. Svar mig på det. –

Og så godnat min deilige, kjære. Vær nu blot ganske tryg og sikker. Nu kan du være det, for nu er al modstand brudt «for ever». Jeg har været så træt mens jeg har skrevet; kl er mere end 12; nu er jeg også søvnig. Hvor det skal være deiligt at komme iseng. Men du, det er sandt – hvor vred du vist har været på mig, men dog kanske mest bedrøvet. Fortæl mig om det.

Din Amalie

Jeg sender dig dette stykke billede af mig. Det blev taget forrige sommer, just som vi kom tilbage fra landet sammen, Kathinka Heiberg og jeg: Det er min ældste veninde, vi gik hele skolen sammen i Bergen. Så forflyttedes hendes fa’er herind omtrent samtidigt med at jeg kom hid. Jeg har klippet hende bort, fordi jeg jo ikke tør bede hende om lov til at sende det med, og jeg vil ikke gjøre det, når hun ikke ved om det, for hun er lidt streng med sligt.

D. S.