Amalie Müller gjør det tydedlig for Erik Skram at hun ikke har tenkt å ta ansvar for innholdet i drømmene sine. Hun står midt i en flytteprosess.

Onsdag 11te april. Kristiania

[1883]

Jeg går og ordner og pakker ned til flytningen imorgen, – bare veiret bli’er godt – det sner idag så det driver efter, sådan en vassen, surpet sne, der siler ned i et vådt slubs over folks parapluie, jeg har nemlig været ude og prøvet det. Derfor må du nøie dig med et kort brev med besked på omtrent ingenting af det du taler om i dit sidste, og derfor får du det fredag istedetfor lørdag, såsom jeg må få det afsted idag; imorgen bli’er der ikke tale om at sætte pen til nogetslags papir, eller at få så meget som slængt et brev ned i den postkasse som hænger nogle skridt borte fra havnen. Jeg troede rigtignok du feiede dine breve til mig af i en fart, især de korte, for det gjør jeg altid selv; men det kommer vistnok af at jeg altid går og tænker på dig, og elsker dig, og derfor kommer det så rent af sig selv, det jeg skal sige dig. Så er nu også dine breve noget ganske andet end mine, gudbevars. Men det bry’er du dig ikke om, bare du kan mærke at jeg elsker dig, det er hovedsagen, ikke sandt? – Men hvad er det for noget forrykt snak du kommer med i anledn. af min dumme drøm? Jeg forstår absolut ikke et muk af alt det, og jeg begriber ikke at du ved at høre om den filledrøm, kunde komme til at diske op med så meget, der høres så stygt. Jeg var selv så ilde berørt deraf; jeg led både i drømme, og især da jeg vågnede over at jeg havde været så falsk og løgnagtig mod dig, som jeg dog elskede, men nu får du mig dog til at le af alt det tusseri. Jeg forstår det slet ikke, det du siger; jeg har følelsen af at jeg trænger en nøgle for at gløtte på en dør, for pludselig at få alt at se. Ja, for noget extra må du dog ha’e ment med alt det. Er du gal? Tror du f.eks. at jeg drømte at jeg kyssede ham? Langtifra! Det gik slet ikke sådan for sig. Det var alt i et hulter til bulter; vi gik og vi gik fra sted til sted og vi vandrede hele tiden hånd i hånd. Og jeg syntes at vi havde det på samme måde som vi to, – ja det vil sige, jeg drømte at jeg havde tutlet mig ind i et forhold til Dr.mann, der var ens med det jeg havde til dig, og jeg gik og var så ulykkelig, så forfærdelig lidende over det, men havde ikke mod at sige til Dr.mann, at jeg var så elendig, at jeg ikke engang havde kraft til at afsky og hade ham, hvad jeg ellers vilde, men at jeg kunde lade mig slæbe afsted til verdens ende af bare modløshed og skamfuldhed. Og vi kom til det ene herberge, (jeg bruger det ord, for hoteller var det ikke) efter det andet, men så måtte vi øieblikkelig afsted, for der var altid nogen som vi ikke vilde sés af. Og da jeg da endelig halvdød af sorg og jammer nåede vor have, forekom det mig at vi havde været borte i mange dage, og at jeg ved at gjøre dette, havde gjort mig værdig til at foragtes af dig først og fremst, og dernæst af alle andre. Denne følelse var så stærk, at jeg ikke kunde få sove for den, men måtte ligge og formelig anke mig. «Om det er første gang?» Hvad kan du dog mene med sligt snak! Du er virkelig dum. Om det er første gang jeg drømmer at jeg trasker afsted med Dr.mann og har ond samvittighed for min dobbelthed? Tror du kanske jeg har for vane at drømme om Dr.mann eller om at jeg begår nedrige handlinger? Jeg vil ikke svare dig, – dog jo, – jeg vil alligevel, – ja det er absolut første gang. Men jeg kan slet ikke skjønne at det kan ha’e nogen interesse for dig, når alt kommer til alt, enten det er første gang jeg ligger og væver og roder nogle urimelige oplevelser sammen i drømme, eller ei. Forresten drømmer jeg sågodtsom aldrig. Jeg har dog engang drømt om dig, men det var ikke morsomt, for jeg syntes du var vred på mig for alt det skriveri om at jeg vilde fra dig o.s. v. Jeg græd og søgte at forklare mig, men du var så forstokket. Tilsidst gled jeg ned på knæ foran dig, og søgte at omfavne dig, men du tog mine hænder bort. Derfor vil jeg helst la’e være at drømme om dig, for i drømme er du ikke grei at komme ud for. Det er besynderligt at du kan sige en ting som den, at jeg har været «helt uskyldig utro» imod dig. Hvor har du dog gjort af din sunde forstand? Drømt det har jeg, – jeg har drømt at jeg har været, ikke «helt uskyldig», men helt skyldig, utro imod dig, men været det! ja, iallefald er det dumt at kalde det for det. Idetheletaget forstår jeg ikke, og jeg er ærgerlig over at du virkelig har gidet gjøre noget ud af dette klus. Jeg vil ikke tale mere om det, jeg. – – – Nei, det er ikke reglen at jeg må gjennem dine breve som gjennem et fremmed sprog. Men det hænder iblandt at der er et ord som jeg umulig kan forstå. Jeg slider og stræver med det indtil jeg bli’er aldeles rasende, for det er altid et ord, der forekommer midt i den vigtigste sætning, og gjør at jeg ikke får fuld greie på det sagte. Så bli’er jeg naturligvis ærgerlig. – Jeg har atter læst dit brev igjennem, ja det vil sige jeg kom ikke længer end til dit: «Hør Amalie, hvor jeg er rasende for den drøms skyld. Alt ved jeg. Du blev besnæret, din dyd holdt ikke stand!» længer kom jeg ikke, for der brast jeg i latter, – ja, jeg kan ikke hjælpe det, – det er så latterligt. «Min dyd holdt ikke stand»! Sludder! hvad har der dog gået af dig, – jeg sidder og ler og ler, for nu er jeg kommen over ærgrelsen, og nu synes jeg det bare er komisk. Men hvor jeg alligevel skulde kysse dig hvis du var her, – kysse dig og le, for du er for sød og deilig og dum, og jeg kan godt li’e at du er skinsyg på mine drømme men alles mit massen, sage ich allerdings. – – Om jeg har det om fuldkommenhed i kunst fra mig selv? Det har jeg sikkert forsåvidt som man overhovedet har noget i verden helt fra sig selv. Jeg har i ethvert fald hverken læst det eller hørt det af nogen. Men det synes jeg enhver der tænker, må ha’e af sig selv. Det er jo nemlig så soleklart at det forholder sig således som jeg siger. Alt hvad jeg ved, forekommer mig forresten i den grad gammelt og fortærpet, at jeg næsten ikke gider nævne det i allefald ikke uden sådan i forbigående. Hvis ikke alle ved det, at når kunsten har nået op til fuldkommenhedens tinde, så er den dødsdømt med det samme, så er det bare fordi de ikke har gidet tænke den sag igjennem. Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af noget, hvad interesse har det så? Således er det med religionerne. Lad dem være udnyttede, og drevede op til at præstere det fuldkomne, det vil sige efter sin arts og sit væsens evne, og de vil være på nedgangen i næste nu. Kristendommen kulminerede i middelalderen, – der er ingen tvil om det, – da satte den sig overalt sine blomster, i literaturen, i kunsten – hvad har den siden været: på nedgående. Således er det også med kjærlighed. Brug den ud til dens sidste smule indhold, – den vil være forbi med det samme; man vil vende sig bort, og søge noget nyt, der kan lægge beslag på ens interesse, og den nye kjærlighed vil uomgjængelig få en ny form, aldrig vil den være det samme som den foregående, ligesom de nye retninger i kunst og literatur o.s. v. idelig skifter skikkelse; det må de jo, fordi mennesket voxer og kræver forandring.

Jeg har ikke tid at skrive mere min elskede, jeg har lyst til at sige, min elskede Erik, men jeg gjør det ikke, fordi det ikke er nødvendigt og derfor klinger affekteret i mine egne øren. Det er ikke min fødselsdag før i slutten af august, og inden den tid må vi dog vel ha’e truffet hinanden, om det ellers sker her i verden. Næste gang må du adressere brevet: Nordahl Bruns gade 24. Uf, der er ikke i nogen henseende så pent som her, skjøndt værst er der ikke. Men opgangen er ækel med de skidne skoletrapper, og så er det i tredie etage, og ikke på langt nær den udsigt vi har her, skjøndt selv udsigten er ikke værst – det vil sige, den kunde være meget værre. Men alle værelserne har lyst tapet, ganske lyst, og det kan jeg ikke fordrage. Jeg hader at du kan lade mine breve ligge så længe før du læser dem, og det er fordi jeg absolut ikke kan forstå den evne hos et menneske. Og det jeg ikke kan forstå, hader jeg. Jeg kunde ikke vente et minut med at læse dit brev, ikke om jeg vandt al verden; thi hvad hjælper det mennesket om han vinder den ganske verden, men tager skade på sin sjæl, og det vilde jeg gjøre ved at lade dine elskede breve vente, bare et øieblik. Jeg er så lykkelig over dit lange brev idag. Tak søde, elskede fordi du skrev så meget, men alt det om drømmen var dumt, næsten altsammen søde små nar! Du kan stole på at fru K. har hørt noget om at vi gjør af hinanden eller sådant noget, siden hun spurgte dig om mig. Den næseperle! Hørte K. på det? Det var deiligt at du løi og sa’e at jeg ikke havde fortalt dig om vor korrespondance, om K’s og min, mener jeg. Men hvorfor sa’e du at vi havde vekslet breve? Det kom jo ikke hende ved. Blev du ikke flou og forvirret da hun spurgte så direkte? Fortæl mig alt om det er du snil. – Jeg lægger billedet indeni som ikke er tiendeparten så deiligt som Mally og jeg var i virkeligheden. Tænk dig bare de strålende farver, som ikke kan gjengives. Jeg bli’er altid mindre pen på billeder end jeg skulde være, og især er jeg det på dette. Fortæl mig hvad du synes om det næste gang.

Og vis det ikke til nogen, enten de så heder With eller Hit, hører du!

Jeg har skyndt mig rædsomt. Bare du kan læse det!

Din Amalie.