Arne Garborg føler at han er i helvete for tiden. Og han skriver på en bok om nettopp det.

Kolbotnen 19d (?) Juli 1901
Kjære Amalie Skram.
Mangfoldig Tak for Brev og Brochure, begge indløbne allerede for
en god Stund siden, forresten. Men jeg har været i Helvede i senere
Tid og altsaa havt det noksaa hedt, - hvorom mere nedenfor.
»Landsforrædere« har jeg studeret med megen Opmærksomhed.
Jeg tror ikke jeg ved andet at bemærke ved den end at den roser
Undertegnede altfor meget mer end jeg desværre fortjener. 1 Jeg har
i den lange Evighed siden »Constance Rings« heroiske Tider været
Dig en ialfald høist fraværende Ven. Men skulde jeg forklare Dig
det, maatte jeg skrive min Biografi for det Tidsrum; og den er ikke
underholdende.
Med Hensyn til Hovedsagen skjønner jeg ikke at der kan være no
get at indvende. Din Erklæring om at ville være dansk som Forfatter
betyder, saavidt jeg skjønner, at Du vil, at Danmark skal have Æren
for et Forfatterskab, som det (i ydre Henseende] har Fortjenesten
af, - nemlig ved at yde de fornødne Betingelser. Du mener altsaa
- selvfølgelig - ikke, at Dit Forfatterskab er dansk af Nationalitet;
det tilhører kun Danmark saa at sige juridisk. Der er da ikke anden
Forskjel mellem Dig og de andre norske Forfattere, som - oprindelig
ialfald - skylder dansk Forlag og Kritik sin literære Stilling, end at Du mere uforbeholdent indrømmer hvad Du skylder Danmark, end de
som Regel gjør. Og det kan der da umulig være noget galt i.
Maaske er Du lidt tilbøielig til at glemme, at Du seiv ikke er gan
ske uden Andel i den Lykke Du har gjort, og i, at Danmark overho
ved har fundet Anledning til at vise Dig Interesse. Jeg er ikke overbe
vist om, at Du uden Danmark havde været Ingenting. Det er muligt,
at Du havde kreperet af Ærgrelse, før Du fik Hellemyrsfolket og de
senere Arbeider fra Haanden, - men ikke selvsagt. Og var Bøgerne
overhoved skrevne, saa var nok Din Tid kommet, ialfald hinsides.
Men dette var jo noget som ikke behøvede at siges.
Disse evindelige anonyme Smudsbreve er jo noget af det som
mest iblandt alle Ting gjør En skamfuld ved at tilhøre Abe-Arten
homo sapiens; 2 men St. Nietzsche siger, at en sød Sjæl uddrager Hon
ning af alt; 3 og den som faar slige Breve som Du har faat, han kan da
ialfald være sikker paa at han har gjort Indtryk. -
- Ja; dette Honorarspørgsmaal. Jeg synes ikke heller at vi bør blive
Uvenner paa denne ædle Konflikt; det gjælder jo bl.a. ingen Formue.
Men jeg henstiller i den sunde Fornufts Navn, om det lader sig for
svare, at Du, den mest begavede Oversætter jeg nogensinde har havt,
og den, hvis Tid koster mest, skal have mindre for Dit Arbeide end
alle mulige Hvemsomhelst'er. At Arbeidet er Dig interessant, det er
en Grund til Kryhed for mig, men ingen Grund til [at] afknappe Dit
Honorar, som jo i sig seiv er mer end for lidet. Og saa det, at - ogsaa
mellem Venner er det greiest, at Forretninger er Forretninger, saa slip
per man at snakke mer om det. Saadan staar altsaa Sagen uhjælpeligt
for mig, og hvis Du gaar ind paa mit simpelthen nøgternt rigtige
Ræsonnement, saa forsvinder hele Spørgsmaalet. Og min Glæde og
Taknemmelighed over at Du har taget Dig af min »forlorne Fader« og
hjulpet ham saa godt frem, blir ikke mindre, kan Du begribe. Altsaa,
n est-ce pas? -
- Jeg har altsaa i senere Tid, trods Gigt i Hovedet og en Fortvilelse
af Fluer og Myg (her blev nemlig ikke Regnveir, men formelig Hede),
arbeidet en Del; det er noget i naiv Stil fremdeles, Vers, Folkevise;
Rammer: en af disse mange folkelige Helvedesvisioner, hvor jeg da
forsøger at lægge mit ind. Da det er Vers, lader det sig - desværrel
- ikke oversætte, seiv om det ellers duede til noget.

Med hjertelige Hilsninger fra tout Kolbotnen.

Din Arne Garborg