Erik Skram er ensom og trist og tenker på hvor nydelig Amalie Müller var da han traff henne i sommer

Lørdag den 21 Oktober 1882

Vil Du tro min Ven, at når jeg på Gaden i en lille Afstand ser en Dame af din Højde med indkneben Talje i Overstykket – og af den Slags Dragter synes jeg nu der vrimler – tror jeg det er Dig. Der går et Stød igennem mig og så siger jeg: Vås! bagefter til mig selv. Sortøjede og smukke Damer har jeg begyndt at interessere mig levende for. Der er en ung Pige, jeg har set et Par Gange i et Vindu på mine Morgenture i Nærheden af min Bolig på Østerbro, hun har en aldeles fjærn Lighed med Dig – i den Anledning kigger jeg til Vinduet, og hvis jeg sætter hende Fluer i Hovedet, er det din Skyld. Det er for Resten nu flere Dage siden jeg har set hende, og jeg er ikke ganske vis på, hvilket Hus det er hun sidder i, så nogen egenlig begyndende Intimitet synes der dog ikke foreløbig at være Fare for. Sig mig nøjagtig dine Øjnes Farve; sorte var de ikke. Så forelsket som jeg er i dit Billede – det første – begriber Du ikke. Jeg synes det er over al Beskrivelse smukt. Så god som Du dog er Amalie, og som det ligger fint og stille på dit Ansigt! Kan Du huske vort allerførste Møde. Da de andre søgte at forvirre Dig. Du bøjede Dig en Gang imellem over din Kop eller din Tallerken, Du var ganske rolig, lidt ked af Snakken men iøvrigt uden at lade den nå synderlig længere end til dit Øre, Du fulgte din egen Række af Tanker, der måske vare blevne lidt nysgerrige, men som ikke derfor forlod den slentrende, personlig uinteresserede Gang de nu en Gang havde anslået. Jeg fik i samme Nu i store almindelige Træk den dybe Respekt for dit Væsens Soliditet, som jeg så senere fik rigere udstyret. Kan Du huske, at Drachmann om Aftenen vilde ægge Dig til at snakke med – der begyndte den Række af smagløse Befamlinger af dit Væsen, som senere bestandig pinte mig ubeskrivelig, jeg tror mig meget mere end Dig selv. Amalie, Du var fra første Nu så fin, så rolig, så fuldt ud Dig selv. Hvor jeg er glad over, at jeg havde Evne til øjeblikkelig at se det. Det, at jeg straks forstod Dig, gjorde, at jeg følte mig de andre så overlegen. Havde jeg et eneste Sekund taget fejl, var Du vist heller ikke kommet til at elske mig. Jeg var i dit Selskab så højnet, så dygtig – ja forstå mig: jeg blev bedre og følte mig bedre, fordi jeg kunde følge et så yndefuldt bravt og i visse Måder upåvirket Menneskebarns – Snak, Kvindes! – hemmelige Veje, medens de andre sprang omkring og trampede som Klovner uden for hendes Have. Det at jeg strax gik derinde og var så rolig og nydende og ikke fra første Færd tænkte på, hvad jeg nu kunde rapse til mig – Amalie, det er vistnok det, som har givet mig min Lykke nu. Min Ven, Du må tro mig, at det er rigtigt at være religiøs i Kærlighed. Hvad jeg har syndet, det er dog uantastet: min Tro på det Hellige i et rent menneskeligt Forhold, min Følelse af at skulle have Fred og Forsoning ved den Kvindes Hjælp jeg elsker. En sådan Følelse gør, at man må gå varlig frem. Det lapsede må falde bort. Jeg har godt ellers kunnet være lapset – ikke nok, ikke meget; jeg var lige begyndt at skulle komme efter det. Du véd, dette at plukke et Øjebliks, nogle Dages letsindige – grimme eller kønne – Sødme, og så lade det være, som intet var sket – Og så møder jeg Dig Amalie, som tager enhver lapset Fibre ud af min Sjæl. Du søde dygtige Kvinde!

Tirsdag

Amalie, det er noget nær fortvivlende vor Fjærnhed fra hinanden og Umuligheden af at få skrevet, når man vil, og så meget jeg vil. Jeg havde opsparet min Søndag. Hele Dagen skulde jeg have siddet ved mit Skrivebord og ikke tænkt på, ikke bestilt andet i Verden end at skrive til Dig. Så blev jeg ulidelig forstyrret ved et Besøg fra tidlig Morgen, og så var jeg nødt til at tage et Arbejde for, som skulde gøres. Så sad jeg dernæst den hele Aften hjemme, bund melankolsk, ganske ene og forladt forekom det mig af hele Verden. Jeg glemte ikke et Sekund Dig, tro ikke det, og Du var netop den eneste Tilflugt jeg havde, uden Dig vilde min Tilstand ikke have været til at beskrive for Jammerlighed; men jeg var modfalden også ved Tanken på Dig: Hvor var jeg ikke et fattigt Menneske, hvor havde jeg Retten fra til at klynge mig til din rolige ubekymrede Tilværelse, jeg, som til syvende og sidst kun havde en urolig, uenergisk svinglende Mands ensomme Følelsesliv at byde Dig. Desværre Amalie, jeg er meget ene. Rundt om mig taber jeg Venner og Bekjendte. Der må være en Kulde i mit Væsen, som gør det. Jeg søger dem ikke, og så gør det mig ondt, når jeg mister dem. Og jeg har ikke Tid til at holde de selskabelige Bekendtskaber friske, de dø ud. Og så er jeg ulidelig dum til at støde Folk fra mig, når jeg virkelig interesserer mig for dem – jeg siger dem min Mening, og alle Folk mærker jeg, selv de bedste, ere forkælede på dette Punkt. Ingen siger sin Mening! Der går et Lyveri i Svang, som er mig af inderste Sjæl imod. Jeg har ganske vist lært meget i den Retning, men jeg bruger det ikke med megen Øvelse og ikke gerne. Det morer mig ikke. Jeg bliver borte, og så er jeg naturligvis den, der taber. Jeg har ingen social Stilling, som kan bære den Stolthed oppe, som jeg vel på en Måde besidder. Jeg dumper, og er så en Gang imellem overmåde nedtrykt i den Anledning. Min Moder, som elsker mig, besøger jeg ikke. Dels har jeg aldrig Tid, dels piner den absolute Fjærnhed, der er imellem os, mig. Der er ingen Forståelse mulig imellem os. Jeg sled, til jeg var 30 År tror jeg på at få denne Forståelse bragt til Veje. Så brast det en Gang for alle uhjælpeligt. Det var med Gertrude. For hende er det en afskylig Bog. Jeg vender i Ny og Næ tilbage med et Slags Håb. Da jeg kom ned fra Norge t.Ex. Jeg vilde jo berede Dig et Sted, som jeg havde givet Dig. Min Moder er nemlig en fin Kvinde, og der er på en Måde godt at være hos hende. Men nej, Håbet er forgæves. I den aller sidste Tid har Du, søde, taget Venner fra mig. Jeg tror ikke, at jeg har aflagt et eneste Besøg siden min Rejse og det er Du Skyld i. Enten jeg har været glad eller bedrøvet, har jeg kun kunnet tænke på Et, kun interesseret mig for Et, og det er Dig. – Men alt dette spiller nu for Resten – – –