Erik Skram føler seg fortapt og elendig uten Amalie Müller. Ingenting kan bli som før nå når de har funnet hverandre, syns han.

Mandag Nat Kl 12 [8/1/83]

Jeg sidder på Kontoret – jeg har læst om og om igen dit Brev. Amalie det er for elendigt at skrive. Da jeg fik dit Brev – det var i Fredags – var det som lå Du i mine Arme. Du min elskede, det var sødt, som Du skriver, men jeg! Amalie hvor er Du yndig. Min Ven, jeg er så forunderlig tilmode i alle disse Dage. Lykkelig over enhver Beskrivelse ved din Kærlighed og sørgmodig ussel ved Følelsen af at gå så ene og forladt her nede. Du Amalie, at Du må vide det en Gang for alle: jeg er kun noget hos Dig. Jeg er den ynkeligste Prås her på Københavns Gader: jeg har ikke en Tanke. Kun en eneste syg Fornemmelse af, at det bedste af mig blev der oppe hos Dig. – Min Ven, så glad Du har gjort mig ved ikke at kunne lade være at sige til din Moder, at der var En Du havde fået kær. Jeg blev så stolt, så ærbødig tilmode, hvorledes skal jeg udtrykke det – der kom noget så fint og sødt ind til mig, det var smukt og rigtigt følt fra din Side, min egen kæreste Ven på Jorden. Vil Du Amalie forstå mig, når jeg siger Dig, at den Følelse, der drev Dig til at sige din Moder, at Du var fyldt af et nyt Liv, den samme Følelse var det, som drev mig, da jeg i Sommer kom hjem, til at sige With, at han ikke måtte tage mig, hvor han sidst havde forladt mig: jeg var en anden. Jeg måtte fortælle ham, at jeg havde fået en Kærlighed. Husk Ven, at i mit meget fattige Liv spiller den Venskabsfølelse, der binder os to Mandfolk sammen, Erstatningen for en Moders Forståelse; en Moders Kærlighed kan jeg ikke sige, men Muligheden for igennem Medfølelse at få Lindring, lige som Tilhold for alt det, man er fyldt af, og som næsten er for rigt til at det kan bevares i Skjul og Tavshed. Du min sødeste Pige, Du forstår, at jeg bringer disse to Forhold ind under samme Kategori. Du var så absolut borte fra en Forståelse af hvad det var, der blev sagt og følt mellem W. og mig, når jeg havde nævnet mit gryende Forhold til Dig. Du troede, at det var blevet trukket noget ned ved at blive nævnet til en Mand – lad mig sige Mandfolk – men for Resten slap Du vistnok efterhånden denne Følelse. Og nu min Ven, skal den Opfattelse fra din Side være helt borte. Om vort Møde denne Gang har jeg så godt som ikke sagt et Ord til ham. – Det er sandt, jeg må jo fortælle Dig, at min Fraværelse har voldet mig meget mindre Fortræd end jeg ventede. Den Omstændighed, at With havde overtaget det rent mekaniske Slid for mig, bødede i umådelig Grad på at jeg var borte. Der er kun én kedelig Omstændighed derved, at Edv. Brandes var kommen hjem Dagen før mig. Han vil jo stave og lægge sammen. Imidlertid havde W. med stor Koldblodighed klaret for mig, og jeg antager, at min egen Antydning af Familieubehageligheder tog sig særdeles sandfærdig ud. At jeg har været i Sverig kunde ikke skjules, da man vidste, at jeg med et Skib var gået til Malmø; men det gør for så vidt ikke noget, da jeg netop har eller har haft Familje bosat i Sverige. Brandes tidlige Hjemkomst – han havde tilmed været i Berlin i adskillige Dage – hænger vistnok sammen med en eller anden Skuffelse. Af hvilken Art véd jeg ikke og forsker ikke efter. Der hænger noget i Luften med, at han og jeg ville blive grundig adskilte. Vi er ikke af samme Stof. Han har begået den Ufinhed at bruge stærke Ord i Uvedkommendes Nærværelse imod min Artikel, Du har af mig, fordi den kom ham utilpas, og han har ikke turdet sige det samme til mig. Han er vred, fordi Drachmann er bleven rost og har mistænkt mig for på en eller anden Måde at have sluttet Forbund med Dr. mod ham og Broderen – der er noget Småtteri i dette. Selv har han trukket sig ud af den daglige og nøje Berøring med mig, er bleven påvirket til Ugunst mod mig, og går nu omkring med Følelsen af, at jeg virker på halv troløs Måde til Fordel for Uvenner af ham. At jeg ikke skulle kunne rose Dr. når der er Grund dertil uden at mistænkes – det huer mig ikke. Nå, muligvis er dette at stave og lægge sammen fra min Side uden tilstrækkelig Anledning. Heldigt vilde det være, om jeg tog Fejl af mange Grunde, og blandt andet af den at jeg borgerlig talt ikke har godt af at stå mig ilde med Brødrene Brandes. – Hvad jeg vilde give for som Iagttager at kunne vurdere denne Svingning i Gemytterne – jeg holder ikke af personlig at hænge fast i alt dette, som jeg i Virkeligheden ikke personlig har det mindste med at gøre. Men det ender med, at jeg formodentlig bliver akkurat af samme Art som de andre.

– En Ting Stump! Midt i din søde Sorg over at jeg var borte, over at jeg ikke er hos Dig – sig mig, hjælper det samme ikke Dig, som hjælper mig, at vort Møde var under fremmede, fra vort daglige Liv løsrevne Forhold? – er Du så dog ikke glad over din Kærlighed? Du vil ikke være den foruden.

– Amalie, Du må ikke sige, at Du hellere vilde have gået Livet igennem uden at støde på mig. Jeg kunde ikke tænke mig nu at skulle være den samme som for et halvt År siden. Men Amalie det er en Sorg og en Elendighed at elske på vore Vilkår. Al den Lykke alle de smukke Ting som gå til Spilde! – Mit Arbejde, ethvert af mine Forhold sløver mig, og jeg er glad derved. Jeg tager på vor Adskillelse som på det uundgåelige og finder mig deri roligere, fornuftigere end jeg egenlig selv kan begribe. Der er den ene Ting, som er mig en Støttestav uden lige: Jeg vilde ikke have Dig her nede med den Dont – det Slaveliv, jeg nu fører. Men jeg længes op efter Dig Amalie som efter Lys i Mørke. Ak havde jeg Penge! Du, jeg synes, at det i den Grad er nødvendigt for mig at blive uafhængig, at jeg tror på, jeg en skønne Dag bliver det. Jeg har jo mødt Dig netop da jeg var i Færd med at gå på Akkord med Livet – nej det er ikke rigtig sandt, mit Håb levede endnu – det er et så vidunderlig vel ordnet Træk af Naturens Orden, at jeg mener den har flere i Baghånden. Min elskede Ven, Du véd ikke, hvad godt Du har gjort mig og vil komme til at gøre mig – men en Jammer er det med os to alligevel. Men jeg véd, at når vi næste Gang mødes, bliver jeg så lykkelig, at jeg tror, at jeg ganske stille kunde dø deraf. – Jeg bliver lykkeligere endnu end denne Gang. Min Ven! – Nu vil jeg ikke skrive mere. Det har trukket så længe ud med mit Brev – af en Slags Sybaritisme. Sålænge jeg ikke havde svaret, gik jeg bestandig med dit Brev hos mig – og så havde jeg for øvrigt ikke et Minut til min Rådighed. Min egen Pige, jeg husker godt Aviserne jeg skal sende Dig – og Ringen! Du, om den skal jeg skrive Dig nogle Ord til næste Gang. Nu er jeg træt.

Min søde Pige, når Du får dette Brev, er Du jo i Kristiania – i dit gode fornuftige Liv. Tag mig med ind i det men fredeligt, stille, yndigt – ikke snart sygt, snart sløvt som jeg har Dig. Det er ikke sandt, jeg har Dig mange Gange så smukt, så smukt og velsignet. Du min elskede Ven. Tak fordi Du kaldte mig Erik.

Din Erik