Erik Skram har kjøpt et eksklusivt såpestykke som minner ham om Amalie Müller, og observert Georg Brandes sammen med en frk. Knudtzon i København

Søndag Aften

[29/4/1883]

Min Elskede, ja det var et langt og sødt Brev, og kunde jeg, skrev jeg et Kys ned her, hvad siger jeg – et? ti, som skulde hvile over Dig, så at Du slet ikke mere kunde frigøre Dig for deres Indtryk: fire på din Mund, et på hvert af dine Øre, et på hvert af dine Øjelåg, et på din Næsetip og så et på din Mund igen, indtil Du bad om Nåde. Der var en Mo’r med sine Drenge, når de skrev til hinanden, satte de Pladser af i Brevet, hvor Kyssene lå, så kunde de på Afstand give og modtage Kærtegn, men det er noget jeg i alt Fald idag ikke har Råd til – for Pladsens Skyld. Og Du er særlig sød, fordi Du ikke blev vred for mine Fillebreve – jeg kunde ikke give Dig dem bedre. Du! som jeg nu sidder her og skriver, stiger der fra mine Hænder, der jo altså ligge foran mig, en sagte Duft af Ixora op i min Næse, og der er tilmed ved min Kind og Skulder en blid Duft fra din Pude – jeg har, træt som jeg næsten altid er, når jeg har fri, sovet med din Pude under Hovedet – hvor jeg elsker disse fine Minder om Dig, Du elskede. Jeg har først i den senere Tid taget dit Stykke Sæbe i daglig Brug – det lå og duftede min Hårbørste fuld i min Servanteskuffe og blev kun anvendt ved særlig højtidelige Lejligheder. Men som sagt nu har jeg taget det i Brug, og med en vis Spænding gik jeg så forleden ind i den Butik, hvor jeg plejer at købe min Sæbe og bad om Ixora. Jeg blev helt stolt på Københavns Vegne ved at se, at man foruden hundrede andre Arter af fin Sæbe også havde et rigt Oplag af denne elskede Slags, som Du har betegnet som så sjælden. Foruden denne købte jeg så også af min egen tidligere mere tarvelig Guimande, men Ixoraen bevirkede, at den strænge unge (smukke) Dame, der fører Forsædet i Butiken, for første Gang værdigedes at komme ned fra sine Højder og anerkjende Tilstedeværelsen af min Ringhed i Butiken. Hun henvendte endog med forholdsvis mild Stemme det Spørgsmål til mig, om de skulde sende mig mit Indkøb. Jeg stammede, blev forvirret og sagde, at jeg så godt kunde bære det selv, og med mit dejlige Ixora i Baglommen, min Pakke Guimande under Armen vandrede jeg bort, vel vidende, at Resten af Dagen vilde disse Sager genere mig ganske betydelig, jeg kom jo ikke Hjem før Aften sent og skulde nu på Kontoret. Der kan Du dog se Amalie, København er ikke så dum en By, som du måske troede. – Du min elskede, som tvivler om, at jeg kunde stelle godt for Dig, når Du var syg. Det kan jeg Ven. Men så måtte Du også virkelig fejle noget. Den stakkels Gigt var der ikke noget at gøre ved og så troede jeg heller ikke rigtig på den. Min egen Pige, som har ligget så trofast og sovet med mig i Tirsdags – ak Stump det er et Velvære – jeg mener det at ligge uden Smærter en Dag helt stille – jeg skulde være kommen listende for at kysse Dig men næppe for at beklage Dig, den lille – nej litegran Synd i Dig, jeg skulde have følt, vilde jeg kun have taget på mig for at føje og forkæle Dig, for at vise, at jeg elskede Dig, men i mit Hjerte vilde jeg misunde Dig. For Du har jo ingen Fortræd deraf, vel min Unge? Og Du var oppe igen allerede om Onsdagen, ikke? I Onsdags traf jeg ved en Middag – oj, hvor fin! – hos Pietro Krohn Frk Knudtzon. Jeg kom sidst, og da Pietro spurgte, om nogen i Selskabet var mig ubekendt, lagde jeg ikke Mærke til hende – Broderen Dr Phil og Bogtrykker havde jeg hilst på – og havde kun Theaterchefen at lade mig præsentere for – vi kendte hinanden for øvrig udmærket –; ved Bordet dukkede så denne blege, langlivede Frøken op i min Nærhed. Hun havde Georg Brandes til Kavaller, og han våndede sig under Åget. Senere gad jeg ikke lade mig præsentere. Hun så mig virkelig for kedelig ud, og så var det hende eller en anden af Slægten, som skrev det dumme Sludder til Dig om «Et Besøg» og mig. Er der for Resten flere Frk Knudtzon – en af dem var det altså. Se, havde jeg nu været diplomatisk anlagt, havde jeg naturligvis gjort mit Bedste for at tækkes hende; i Kbhvn synes jo dog Vejen til Dig at gå gennem denne skyggeløse Poppelfamilie – og det første jeg så hende fôr også en sådan Hensigt gennem min Hjerne, men jeg stod det ikke ud. Men elskede Ven, den Art anklagende Stivhed i en Selskabssal er en Dumhed jeg ikke ret vel tolererer. Hvad vil Mennesker mellem andre, når de ikke selv give noget til Bedste? Har her altså været en Lejlighed til at handle til fremtidig Fordel for os, har jeg undladt at benytte den. – Men nu min Pige til vore Sommerplaner. Det er kun Pengene, min Ven, som gør det lidt vanskeligt for mig først at komme til Kristiania for derpå at drage til Bergen. Det er mindst 100 Kr mere, som derved går med – men hvad, det kommer jeg vel ud over. For det er ellers den dejligste Plan, der er til. Jeg er ikke en Snus bange for at tage imod din Gæstfrihed – når Du kun vil lade være med at begå den umådelige Uforsigtighed at give mig et andet Navn. Og tror Du jeg for bestandig vil lade mig afskære Muligheden for at komme åbenlyst i dit Hus? Nej Amalie, alt går som Du siger, men jeg er den, jeg er – din Josephine bevæger sig vel ikke i de Selskabskredse, som J.P. har averteret, og hvis der skal blive Snak eller Udfritten – det sidste hører nu med til Ubegribelighederne for mig – så gad jeg vide hvad Skjul et fremmed Navn, hentet ned fra Skyerne, skulde kunne give. Den danske Herre, det er mig, om jeg så hedder Per eller Povl, og alt vil først blive riv ruskende galt, hvis et falsk Navn dukker op i Historien. Altså Søde jeg kommer til Kristiania, og så bærer Du Dig ad i dit Hjem og overfor andre som det, der officielt skal være Tilfældet: jeg er din meget gode Ven – – – – –

Elskede, det er sket hvad jeg mindst af alt havde ønsket, et Menneske er kommet for at være min Gæst. Han sidder endnu hos mig, kl er 12 ¼. Han var elskværdig jeg holder af ham, og han søger mig fordi han holder af mig. Kære jeg har været nødt til i mange Timer at være Vært. Jeg har intet haft i Huset og er næsten nødt til nu at gå med ham for at opfordre ham til at drikke et Glas Vin på et offentligt Sted. Min elskede søde, Godnat – om det er mig muligt får Du igen imorgen et Par Ord.

Din Erik