Erik Skram legger planer for hvordan han kan komme seg til Norge i sommerferien for å treffe Amalie Müller

91. Erik til Amalie

Søndag den 22 April [1883]

Du kære elskede, usigelig søde, urimelige, forkælede, bedårende Amalie, idag får jeg kun Lejlighed til at skrive Dig et kort Brev til. Jeg skal i Middagsselskab, og Tiden i Frmdg er uden min Skyld smuttet mig ud af Hænderne. Jeg er ikke helt rask og har en Formodning om i Aften at komme hjem som en Klud, der intet andet har at foretage sig end at gå på Hovedet i Seng. – Min Elskede: når jeg nu kom til Bergen i Sommerferien? Kunde vi så mødes nogenlunde godt og hyppig. Johan Bøgh er med Hustru og Barn for Tiden i København, og med dem taler jeg væsenlig kun om det at komme til Bergen i Sommer. Så vidt jeg har opfattet det er det ikke nogen direkte Indbydelse om at bo hos dem, der ligger bag, men der tales om en Udflugt til Sogn og andetsteds som om det var en Indbydelse. Kunde vi have Glæde af hinanden på denne Måde? Jeg har i disse Dage bestandig havt vort Møde om Bord på Damperen til Bergen i Tankerne. Jeg har tænkt mig at vi indrettede det så, at jeg i Kristianssand, der jo står i direkte Forbindelse med Frederikshavn, kom ombord i det Skib, der førte Dig afsted, og jeg bestiller ikke andet end at drømme om vort Møde der i den lille Kahyt, Du havde for Dig selv. Min Søde det er næsten til at gå fra Forstanden af. Men nu begynder din ensomme Bolig i Kristiania at spøge i mine Tanker. Dog Unge, hvis vi på nogen Måde kan få en Udflugts Friskhed med ind i vort Møde, bør det jo ubetinget foretrækkes, jeg er bange for, at skal Du for min Skyld kukkelure i et ophedet Byliv Sommeren igennem, så bliver Tabet Du lider større end jeg kan erstatte. Tænk det nøje igennem, om ikke dette Møde i Bergen vil kunne gå. Der var jo intet til Hinder for – antager jeg – at vi stoppede i en eller anden lille Filleby på Vejen. Og Rejsen hjem, hvis selve Bergensopholdet væsenlig kun kunde blive udvortes selskabelig. På en af de to Måder må vi mødes. Enten kommer jeg til Kristiania eller vi ses i Bergen (først på Rejsen derop!). Tænk nu alt koldblodig og omhyggelig igennem. Imidlertid gør jeg Kur til Fru Bøgh – der er umanerlig kedelig. En Ulempe er der for Resten med Bergensturen, og det er, at Schandorphs også tænker på et Bergens Ophold i Sommer – men hvad, det kunde vel give Anledning til nogen Selskabelighed, hvor vi mødtes. Det er nu for Resten Skade det med vor Kærlighed, Amalie; jeg vil ikke have Interesse skabt for andet der oppe end Dig, og det vil præge sig i mit Væsen. Er jeg ikke bestandig sammen med Dig, bliver jeg tavs, uselskabelig, uelskværdig – som på Aulestad, hvor jeg satte min Kredit til hos Bjørnsons.

Nat

Klokken er 2 ½, en halv Mil mod en Østenstorm og en Kamp forud med en Samling politiske Modstandere – min elskede, jeg er dødstræt –

God Nat elskede

Din Erik

92. Erik til Amalie

Mandag Aften

[23/4/1883]

Kære elskede Amalie Du har sikkert ventet idag at få Fortsættelsen af det lumpent lille Brev jeg fik afsendt igår, men der bliver ikke mere Tid idag end igår. Jeg sidder her på Kontoret midt i Redaktionsslid. Jeg er et Øjeblik alene og benytter det til blot at sende Dig en kærlig Hilsen. Du må aldrig blive vred på mig for korte Breves Skyld, det er så vist ikke min Lyst at snuppe Dig af i en Fart min sødeste Veninde, det er Forholdene der ikke giver mig Ro og Lejlighed til at skrive. – «Enten-eller» det har altid – jeg mærker det mere og mere – været min Viljes og min Tilværelses røde Tråd», skriver Du. Ak min Ven, således har jeg også talt, og jeg har handlet en Del derefter; det var den Gang jeg var en ung Fole. Nu da jeg har fået slidte Mærker i den fordums blanke Lød af Livets Seletøj, nu siger jeg det ikke, og når jeg hører Dig sige det, kan jeg ikke andet end med en lille Hovedrysten tænke på, hvad det er der danner Baggrunden for disse modige Ord, hvad det er, der oprindelig har givet Kraft til denne Følelse som sanddru Naturer vel som Regel ere begyndte med: Det er dine gode timelige Kår, dit borgerlige Livs Velartethed og Blødhed. Du må huske, at Du i ethvert «eller» falder tilbage til noget fint godt og forsonende

– – – Så, nu er jeg forstyrret, Stuen er fuld, og jeg har på stående Fod måttet holde et lille Foredrag om hvad en «timokratisk» Forfatning er for noget

– Vi se[s] næppe mere i Aften min elskede Pige.

Vi ses kun for at jeg i Tankerne kan sende Dig et brændende Kys min Elskede

Godnat

Din Erik