Henrik Ibsen skriver til Georg Brandes om det nye stykket han er i arbeid med, Vildanden. Han kommer alltid være blant de som ligger i forkant, mener han.

Kære Brandes!

Også denne gang må jeg begynde mit brev med at bede Dem undskylde at jeg først idag besvarer ​Deres seneste venskabelige skrivelse.

Det var mig overordentlig kært at erfare at ​Deres afhandling over mig snart kan ventes ​offentliggjort i Tyskland. Straks jeg fik underretning herom tilskrev jeg ​ Hanfstängls fotografiske anstalt i München med anmodning om at man derfra direkte vilde tilstille redaktionen af ​«Nord und Süd» ​to forskellige portrætter af mig i ​kabinetsformat og håber at dette nu forlængst er sket. ​Mit navns underskrift lod jeg medfølge på et visitkort.

​Deres store værk over den romantiske skole i Frankrig har jeg rigtig modtaget og takker Dem hjerteligst derfor. Det er en selvfølge at jeg læste bogen med den mest levende interesse; jeg havde under læsningen en følelse af at jeg selv var med og oplevede den periode, De skildrer. Men om Deres bøger kan jeg ikke udtale mig i et brev; det må engang ske mundtligt. Der er i Deres bøger et nyt, et fremtidselement, som meget ofte beskæftiger mig; der er ved dem kommet noget ind i historieskrivningen, som jeg ikke synes var der før. Således står navnlig ​Deres værk over Disraeli for mig som en dyb og stor digtning. Men, som sagt, om disse ting måtte jeg tale med Dem; min pen egner sig ikke for sådant.

At jeg ikke før har meddelt Dem noget om ​tilblivelsen af «Gildet på Solhaug» forekommer mig nu selv underligt; men jeg har aldrig tillagt sagen nogen videre betydning. Da imidlertid den nye udgave af dette ungdomsarbejde krævede et forord, så fandt jeg anledningen bekvem til at antyde den virkelige sammenhæng.

​Hvad «Folkefienden» angår, tror jeg nok vi skulde blive nogenlunde enige når vi blot fik tale derom. De har naturligvis ret når De siger at vi alle må virke for udbredelsen af vore meninger. Men jeg fastholder at en åndelig forpostfægter aldrig kan samle et flertal omkring sig. Om ti år står måske flertallet på det standpunkt, hvor dr: Stockmann stod under folkemødet. Men i disse ti år er jo doktoren ikke bleven stående stille; han står fremdeles mindst ti år længere fremskudt end flertallet; flertallet, massen, mængden indhenter ham aldrig; han kan aldrig få flertallet omkring sig. For mit eget personlige vedkommende fornemmer jeg i al fald en sådan uophørlig fremadskriden. Hvor jeg stod, da jeg skrev mine forskellige bøger, der står nu en temmelig kompakt mængde; men jeg selv er ikke der længer; jeg er andetsteds henne, længere fremme, som jeg håber. –

Jeg går i denne tid og tumler med udkastet til ​ et nyt dramatisk arbejde i 4 akter. Der ansamler sig jo gerne mellem år og dag diverse galskaber i en, og dem vil man jo gerne have et afløb for. Men da stykket ikke kommer til at handle om ​rigsret eller om absolut veto, ikke engang om ​det rene flag, så ​tør det vel neppe påregne nogen opmærksomhed fra norsk side. Forhåbentlig er der vel imidlertid ørenlyd at finde andetsteds.

Vi har glædet os meget ved at læse og høre om ​den modtagelse, De har fundet ved tilbagekomsten til Danmark og vi ønsker hjerteligt at De fremdeles må befinde Dem vel og tilfreds derhjemme.

I slutningen af denne måned rejser vi til Tyrol for dersteds at tilbringe sommeren.

Med vore bedste og forbindtligste hilsener til ​ Deres ærede frue og til Dem selv og med en gentagen tak for hvad jeg i så mange måder skylder Dem, tegner jeg mig

Deres hengivne

Henrik Ibsen.