Dato
3 november 1833

Camilla Collett sitter på prestegården på Eidsvold og skriver til sin bror Oscar, som er i ferd med å avslutte sin militære utdanning i Christiania. Der er han gjest hos familien Herre - og til dem kommer også Johan Sebastian Welhaven. Camilla vil vite om Oscar har truffet ham. I så fall misunner hun ham, for hun tror at å være i nærheten av Welhaven vil kunne bety det samme som å kunne suge honning fra ham. Han tenker så klart, uttrykker seg så glimrende. Hun syns det er trist at brødrene hennes snakker så dårlig om ham. Hun vet ikke om Oscar deler brødrenes oppfatning.

 

Hun spiller mye gitar for tiden. Og så maler hun. Hun holder på med et bilde som hun skal forære sin far Nicolai, og så har hun begynt på et med motiv av grønnsaker plassert på en omvendt kurv; gulrøtter, neper. Erter med blader. Blomster. Noen store kålblader. Det tror hun kan bli fint. Bakgrunnen er mørk.

 

Hun har mange tanker om hva det vil si å være et dannet menneske. Hun misunner Oscar som er ung mann; det gir ham så mange muligheter. Det gjør henne fortvilet å tenke på at hun selv skal leve et liv uten å kunne å fullt og helt inn for noe.

 

Hun skriver:

 

«Kjere Oscar! Tak for Dit Brev! jeg seer deraf med Fornøielse at Du gjerne skriver seiv, og gjerne modtager, eller med andre Ord, Du lader til ikke at have noget imod at der kommer en formelig Correspondence istand. Er Du villig dertil, saa har jeg kun negle Smaaeting at er indre, for det første: om Du vil spendere en lidt bedre Pen - jeg kan rigtignok dechiffrere med lidt Møie, men Du maae vide at jeg gjemmer alle mine Breve, dog isærdeleshed saa danne som foruden at de ere gode, indholdsrige, ogsaa pryder denne lille Collection ved skjøn, læselig Skrift. For det 2det, jo længere jo bedre -

 

Ellers har jeg intet at erindre da jeg vel veed at Du i Henseende til Qvalitet gjør enhver Fordring fyldest. Hvad mine Breve angaaer, da maae Du helst brænde dem, eller holde dem under Laas og Lukke.

 

Du har Ret nåar Du siger at jeg ikke kan misunde Dig; idetmindste var Din Skildring af Din Stilling ikke meget lys, at sidde indmuret mellem saa tør Lecture, og saa den Tvang at maatte til visse Minutter være parat, for at gjennemtrælle en 3-4 Timer en suite, uden at have nogen Adspredelse til Opmuntring. Men Du er alligevel at misunde; jeg er vis paa at Haabet, det skjønne Haab snart at blive din egen Herre, som den hele vide Verden staaer aaben, især nåar man af Naturen er i visse Henseender saa favoriseret, er Din eneste, men tilstrækkelige Opmuntring som maae spore enhver Flid. Det er noget jeg ikke kan sige. Jeg har det vel godt, nu ja, min Stilling er vist Gjenstand for Mangens Ønske; men jeg lever ikke til nogen Nytte; ja om jeg var borte, vilde jeg maaskee blive savnet af - Faae, men Ingen vilde virkelig tabe. Det er heller ikke for den nærværende Tid jeg i saa henseende gjør mig Skrupler, thi saa leve jo de fleste unge Piger i deres Foræidres Huus, men den aldeles haabiøse Fremtid! uden fjerneste Udsigt til at kunne afvinde Livet nogen Betydning!

 

Dog dette er Klager som Du neppe vil finde grundede. Du vil indvende at jeg er jo og kan blive ligesaa lykkelig som enhver anden ung Pige, men det er netop den Slags Lykke jeg forsmaaer, som man almindelighed kalder saa.

 

Men lad mig komme tilbage til Dig igjen; Du bliver formodentlig allerede til Juul Officier? Du er da frie, og da haaber jeg Du vil nåar Du først er Herre over Din Tid, søge at indhente Noget som formodentlig ved det evige Hovedbrud og Indesperren mellem fire Vægge er blevet noget forsømt. Jeg mener den finere Dannelse, jeg kunde sige den ædlere Dan nelse der er saa elskværdig i sine Yttringer, medens ofte de rigeste Kundskaber, megen Lærdom, bliver overseede nåar denne feiler. Jeg kunde herpaa give paafaldende Beviser, men Du vil seiv kunne finde dem; jeg vil blot løselig henvise paa vore unge Studerende, som med meget faae Uudtagelser, nåar de blot have faaet deres Artium, troe sig at være Musernes og Gratiers erklærede Yndlinge - hvis de ellers have nogen Idee om saadanne Væseners guddommelige Betydning - men som dog ere saa raae, saa bornerte i Smag og Anskuelser og Væsen. Rigtignok er ikke Alle lige modtagelige for deslige Indtryk, eller have Alle Sands for dem, i saa fald staae vi paa meget ulige Trin, men vist er det, at denne slumrer hos Mange, medens der blot hører hensigtsmæssige Midler til at vække den. Til saadanne hører nu vel først Læsning af saa danne Skrifter som danner Smagen og forædler Følelsen - videre Omgang i dannede Familier eller fortrolig Omgang med et enkelt Individ. Det er überegnelig hvilken Nytte og Fornøielse den høster som er trængt ind i det Skjønnes Helligdom, nu nyder man først Kunstens og Naturens Rigdomme som man før gik følesløs og kold forbi. Ja har man først Smag og Sands for Kunstens Skjønheder - da først har man det rette Øje

 

for Naturens, ikke omvendt som jeg engang troede; thi „ Kun sten skaber Naturen om igjen", men den er ingenlunde en slavisk Efterligner af Naturen. - Du vil ved at høre mig tale saa dristigt om hint Tempels Herligheder troe, at jeg er seiv en indviet Præstinde, men omendskjønt jeg ikke nærer saadanne Indbildninger, taler jeg dog ikke saa aldeles som den Blinde om Farverne. -

 

Bliv ikke forskrækket, Bedste! over mine æsthetiske Forelæsninger, forskrækket, eller maaskee der gaar et skrækkeligt Lys op for Dig at jeg har „Svin paa Skoven" - en skjøn Overgang! - Idetmindste vilde enhver af Christianias Damer gjøre Eed paa at det ikke stod rigtig til med mig, hvis de kunde læse sidste Side. -

 

Er Du ofte hos Herres nu? som det lader - ikke. Du var dog saa ofte indbuden før. Dog jeg kan begribe at intet videre kan trække Dig did. De unge Herrer som komme der, eller er der, mindst, med Undtagelse af W[elhave]n, som idet mindste her gjør en blændende Undtagelse. Den Fordom, som har indsneget sig hos mange mod ham, og som fuldkommen behersker en Deel af vor Familie - navnligen Brødrene - jeg veed ikke om Dig - blænder ikke mig, og det veed jeg, at var jeg i Din Alder, Stilling og med Dine Qvaliteter, var der ingen jeg heller vilde slutte mig til, da det er factisk - havde jeg nær sagt - bevist, at man af Omgang med ham kan suge saa at sige Honning, thi foruden den glimrende Maade at udtrykke sig paa, maae man forbauses over hans Anskuelsers Klarhed, - Originalitet, og [de] er dog træffende. Man be høver jo ikke at efterabe hans Feil - ja for det meste ere de mange væmmeligt mislykkede Copier af ham blevne staaende ved disse. Du siger at Du staaer paa det samme venskabelige Trin med ham som før, ja det troer jeg nok, hvis ikke noget Nyt skulde have givet Anledning til det Modsatte, thi han har for det Bevidste i Legen aldrig været vred paa Dig. «Det var mig umueligt at blive vred paa Cadette, men det smertede mig altid i Leeg og Alvor at blive erindret om at jeg skal være slet.» Saa vare hans Ord som jeg, Gud veed hvorledes, kan erindre saa nøie, men det gjorde mig virkelig ondt for

 

Fyren. Isærdeles da jeg veed at Du er særdeles i hans Gunst og han maaskee der havde ventet, ønsket at høre smukke Ting. Jeg er ganske øm i mine Fingertoppe, thi jeg har den hele

 

Dag klimpret paa Guitarren. Jeg har forsømt saa meget den Tid den manglede Strenge at jeg nu vil indhente det. Havde jeg kun nogle nye Noder da jeg er saa hjertelig kjed af alle mine gamle Sange. Hvis Du kan faae opsnuset nogen, saa modtages den med Taknemlighed. Phillip Sissener spiller paa Guitarre. -

 

Her staaer alt vel til, saalænge det varer: Faders Forkjølelse er lykkelig over. Cholera tager da skrækkeligt Overhaand efter Aviserne at dømme. Gid dette forandrede Veir maatte være af god Virkning. Det er ængsteligt at Du boer i den Gaard, den er noget mistænkelig, hvad blandet Selskab anbelanger. Skriv mig nu endelig til med Budet, ellers antager jeg det for Ulyst til at fortsætte Correspondencen. Fortæl mig løst og fast; Reflectionerne maae ikke mangle. Det er sandt, jeg maae dog fortælle at jeg tegner nu paa et Stykke til Faders Geburtsdag. Ligeledes et Kjøkkenstykke men efter en forbedret Methode: Gulerøder, Næper, Erter med Blade og

 

Blomster groupperede paa en omvæltet Kurv, der hælder for medelst et Par store Kaalblade hvorpaa den er henkastet. Grunden mørk - jeg troer det skal blive brav. Du vil synes at Ideen med alle de Kjøkkensager er noget triviel, men Du seer jeg holder mig inden for min Sphære, det lønner sig jo bedst. Nu god Nat! Klokken er mange! Siig nu at jeg ikke har skrevet et langt Brev, og det som rimer sig paa Brev - vil du seiv flnde. Din Cam.»

Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Collett, C., et al. (1930). Dagbøker og breve : [2] : Breve fra Ungdomsaarene / Camilla Collett. Oslo, Gyldendal.

http://www.nb.no/nbsok/nb/b3ab0f31ec00c7eb45e347d1ef3ddb29.nbdigital?lang=no#12