Dato
11 februar 1835

Camilla Wergeland skriver til sin bror Oscar, som for øyeblikket befinner seg i losji hos fru Engvoldsen ved bryggesporen i Bergen, om hvor forferdelig julen hjemme på prestegården på Eidsvold har vært. Men nå er hun heldigvis kommet til Christiania, og det betyr ball og selskapeligheter hver eneste kveld. Hun føler seg lykkelig og stimulert, det har gått opp for henne hvor viktig det er for henne å ha interessante mennesker å snakke med. Det finner hun ikke på prestegården på Eidsvold. Hennes far Nicolai har også vært i byen en ukes tid - men det er på grunn av feiden om Welhavens utgivelse av Norges Dæmring.

 

Camilla skriver: «De 11 -12 Dage jeg har været her inde hos Halses, har jeg levet i evig Suus og Duus, været ude næsten hver Aften, hvorom jeg mere specielt vil fortælle Dig. Om Løverdag paa Øvelsen i Lyceet. Søndag dansede vi hos Halses. Måndag var jeg ogsaa hjemme. Tirsdag hos Gluckstads og Onsdag hos Diriks. Torsdag paa Bal paa Linderud, hvorfra vi kom hjem Kl. 5 om Morgenen for at gaae paa Lycebal samme Aften, Fredag. Jeg morede mig her særdeles godt. Søndag dansede vi hos Ex. Gluckstads til s'/2 Morgen, det hele Chor af Fættere var der naturligviis, undtagen Harald og Nicolai, hvilket jeg baade forundrede mig og ærgrede mig over, og har besluttet af den Grund fremtidig at refusere saadanne Indbydelser, saameget mere som jeg ikke synderlig morer mig der. Mandag var her stort Seiskab for Gifte Folk, hvoriblandt Fruerne Duborgh og Rask. Man havde for disse unge muntre Koner budet nogle Cavallerer, saa at man da sede efter Claveret. Jeg morede mig godt den Aften. Tirsdag var jeg i Middagsselskab hos Didrichsen, og om Aftenen da jeg havde taget lidt legemlig Føde til mig, eller med andre Ord, da Spiseacten, der hos D.s. er Catastrophen i Selskabet, var forbi, absenterte jeg mig viselig, for at undgaae Aftenens Gaben og Begaben, under det Paaskud at jeg var buden til Fougstads, hvorhen jeg virkelig ogsaa begav mig, da man ventede mig. Ligesom man trænger til legemlig Føde nåar Legemet skal finde sit Ophold, saaledes troer jeg virkelig at der skal daglig et vist Qvantum Aandelig til, hvis Sjelen ikke skal sløves, og man ikke skal gaae tiibage som Tilfældet er i en Afkrog paa Landet. Jeg veed ikke - den Reflection paatrængte sig mig igaar, da jeg med en velfyldt Mave forlod Didrichsens og jeg reiste med en virkelig Trang til at tale og høre tale fornuftig, det vil sige, om andet end de sædvanlige og meget forslidte Selskabsmaterier. Kan der tænkes en mere indholdsrig

 

Fornøielse, noget saa übeskriveligt behageligt, som at see sig omgivet af Faae men udvalgte Personer, som man føler at man forstaaes af, gjensidig at kunne vexle Ideer, som desværre kan slumre det hele Aar - ugeneret at kunne udbrede sig over en Yndlingsmaterie, og uden at frygte for at blive kaldt For skruet, at kunne indklæde det i hvad Form man vil, vælge hvad Materie man ønsker - o Du, min gode Ven, har intet Begreb om at dette kan kaldes en Fornøielse, da ikke Verden foreskriver Dig som Mandfolk nogen Skranke isaahenseende, men derimod for os saa mange Latterlige og Taabelige, hvori blandt ingen er mere utaalelig end den omtalte, at den fore skriver hvad man har Lov at tale om. Men der gives dog de der føle Trykket af saadan Illiberalisme, og derfor holde sig skadesløs nåar de komme mellem sig. Frøkenerne Diriks og Fru Fougstad, som jeg nu sætter uendelig høit over Christiania-Damer ialmindelighed, føle dette saa godt som jeg, og maaskee flere end dem; saaledes ville vi haabe det bedste med Tiden, Gud veed om ikke de Misfornøiedes Antal bliver saa mægtigt at en almindelig Revolution paafølger i Conversationstonen. Man behøvede jo ikke at gaae til en saadan Yderlighed som de

 

franske Damer, der snakke om Løst og Fast; det forstaaer sig.»

Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Collett, C., et al. (1930). Dagbøker og breve : [2] : Breve fra Ungdomsaarene / Camilla Collett. Oslo, Gyldendal.

https://www.nb.no/nbsok/nb/b3ab0f31ec00c7eb45e347d1ef3ddb29.nbdigital?lang=no#11