Camilla Wergelands venninne, Emilie Diriks, skriver et langt brev til henne denne natten

Emilie Diriks, som bor med sin familie i Christiania, er Camilla Wergelands venninne siden de gikk på samme pikeskole i Christiania i 1826, skriver et langt brev til henne denne natten. De to har blitt enige om å være brevvenner, og de har hatt en fortrolig samtale der viktige ting er blitt røpet mellom dem. Nå ser det ut til at Camilla på ettt eller annet vis er misfornøyd eller nervøs for det som er blitt røpet mellom dem, og hun har sluttet å skrive til henne. Emilie er full av unnskyldning og bekymring for at hun har gjort Camilla noe vondt. Hun håper virkelig hun kommer inn til Christiania til markedet, understreker hun.

Brevet hennes inneholder også henne tanker om hva det vil si å være barn. Man snakker om at barndommen er en lykkelig tid - men det er ikke Emilie enig i. Hun skriver:

«Svigter du allerede, Camilla? Jeg seer du alt vil gjøre Brug af mit Løvte, dersom dit Svar skulde udeblive længere end sædvanligt, da ligefuldt at skrive; jeg har vented nu saa længe, og din Taushed har foruroliget mig meget, især da jeg derved er bleven bragt paa den Idee at det maaskee er min egen Skyld, at du maaskee kunde være blevet vred paa mig eller misbillige at jeg med uforsigtig Haand har grebet ind i dit Indres Løndom; er det saa, Camilla, da tilgiv mig - jeg har gjort mig seiv Bebreidelser derfor og erkjender med Anger at jeg ikke altid er saa forsigtig som jeg burde være, men har været altfor fremfusende (jeg haaber du ikke giver det et strængere Navn) i at aabenbare hvad du troede og ønskede skjult og at det ikke var rigtig af mig at udrive dig af denne Troe der jo maatte være dig en Beroligelse, et Støttepunct for din Stolthed, o tilgiv mig - og jeg skal, hvis du vil det, aldrig mere nogensomhelst berøre nogen Gjenstand af denne Art. Du veed ikke hvor det er piinligt at troe sig sadt i Skygge hos Nogen hvis Dom og Mening man sætter Værd paa, det er en Følelse der er saa trykkende og übehagelig at man ikke kan være rolig før man har retfærdiggjort sig i dens Øine, hvilket dog ikke altid er saa let, nåar man ikke finder en undskyl dende og kjærlig Stemme for sig i Anklagerens eget Bryst. Natalie havde igaar paa Ballet hørt af Frøken Hals at du ikke var rigtig frisk, men at de dog ventede dig til Marked; du maae endelig komme, tænk Bal, Sukkertøi, foruden hvad der ellers kan falde af, jeg er vis paa du ikke kan modstaae alle disse Fristelser; de Dage ere da forbie da man glædede sig til at gaae paa Markedet og see paa alle de rare Ting; dog jeg har aldrig kunnet begribe at alle Mennesker prise, alle Digtere lovsynge Barndommen som den lykkeligste Tid; det er bestemt kun en vedtaget Skik og Brug, thi vel behøves der kun lidt for at glæde Barnet, men ogsaa hvor lidt for at nedstyrte det i den dybeste Sorg, som man da syntes er iigesaavel grundet og foraarsager En større Smerte end sidenefter mange vigtigere Sorger volder, - jeg tænker paa mine iturevne Kjoler, de Timer jeg havde Regning og Geographie i (jeg hader endnu Måndagen fra de Tider disse to frygtelige Ting hørte denne med Strænghed udrevet af Ens Hænder, om man ogsaa var midt inde i de Elskendes Lidelser; jeg kom aldrig til at følge dem hverken til Brudeskammelen eller til Graven, men maatte med Taarer tage Farvel med dem paa Halvveien til en af disse to Landingssteder; saa skulde man strikke 6 Omgange førend man fik Mad, saa kunde man ikke udstaae Velling og faae den ned, hvorfor man fik Skjænd, og den blev gjemt til man af Sult maatte krybe til Korset; o alle disse Ting man i Barndommen maae gaae igjennem for at blive et velopdraget Men neske, alle disse Grammatikker og Talenter der skal [pu]kkes par force ind i En; de ere jo nødvendige og rimelige, men de gjør at man ikke erkjender hiin Stands egentlige Sorgfriehed og Lykke; nu leer man seiv af dem og finder at de vare taabe lige og latterlige, men dengang græd man. Jeg veed ikke om du deler min Mening i saa Henseende, dog er jeg glad jeg har truffet Enkelte der gjør det, da de Fleste vist ville syntes det var et sort Gemyt der kunne nære saadanne sorte Tanker om den uskyldige forroeste Barndom. Jeg maae bekjende med Smerte at der ikke er en Dag af hele den forbigangne Tid jeg vilde ønske mig tilbage, ikke fordi jeg jo har følt mig lykkelig og tilfreds i den, men jeg kunde dog aldrig ønske mig den om igjen som saa Mange gjør; hvor de maae have været over ordentlige, unaturlig lykkelige. Det er godt Verden ikke kan høre hvad jeg skriver, thi saa vilde den kalde mig en for skruet Tingest, som den desuden er meget oplagt til, hvorfor jeg altid maae være paa min Post imod den. God Nat, kjæ reste Camilla, og for at give mig et trøstende Bevis paa at ikke min før omtalte Frygt er grundet, saa venter jeg ganske sikkert et par Linier fra dig førend du seiv kommer; der er endnu Tid til at gjøre din Forsømmelse god igjen, benyt den og du vil blive lønnet med min Taknemlighed.

Din E.»