Søren Kierkegaard forærer i dag sin forlovede Regine et lommetørkle. Han har i hemmelighet fått det anbrakt under hodeputen hennes, og han skriver til henne at hun kan bruke det dersom hun en gang skulle våkne av en skummel drøm og merker at hun gråter. Da kan hun tørke tårene sine med det, forklarer han. Og så skal hun tenke på at det er Søren som har sendt henne det. Kanskje vil hun kunne se hans bilde i dette linkledet. Han skriver dessuten et brev til henne i dag. Dette skriver han:
«Min Regine! For at overbevise Dig om, at det ikke er til Tobak Din Æske bliver brugt, men at den snarere gjør Tjeneste som et slags Tempel-Archiv, medfølger hosliggende Document.
Jeg erindrede Dig idag om hiin Onsdag, da jeg anden Gang i mit Liv nærmede mig Dig. Veiret selv fremkaldte dette Minde i min Sjæl, saaledes som en Vinterdag stundom kan gjennem en vis Lighed netop paa Grund af sin Ulighed ret levende opfriske Tanken om en Sommerdag. Jeg følte mig saa ubeskrivelig let. Jeg kjørte til Lyngbye, ikke som sædvanligt mørk og forstemt henkastet i et Hjørne af Vognen. Jeg sad midt paa Sædet, ualmindelig rank, Hovedet ikke bøiet ned, men glad og tillidsfuld skuede jeg omkring mig. Enhver jeg mødte var saa uendeligt velkommen. Det var med en blandet Følelse jeg hilste dem; som havde hver især paa eengang et gammelt Venskabs hellige Høitidelighed, og et nyt Bekjendtskabs forføreriske Tryllerie. Paa Præstegaarden overøste jeg Alle med Smigrerier, vi svømmede i Overflod. Det var mig en Glæde at ødsle, fordi jeg følte mig berørt af Noget, der var høit ophøiet over Smiger ...... Dog denne Erindring berørte Dig smerteligt idag. Du misforstod mig. Saa lad mig da fortælle en anden gammel Historie, som ogsaa tildrog sig en Onsdag. Denne Begivenhed falder i den historiske Tid, og jeg vil derfor sætte Datum til. Det var Onsdagen d. 18 Nov: 1840, at Du sagde til mig, at Du havde ventet et Brev fra mig. Jeg vilde først give Dig Din Bemærkning tilbage, ved at yttre, at det nok egl. ikke tilkom mig at skrive men at modtage Brev. Dine Betragtninger angaaende Vanskeligheden af at komme til at skrive og faae Dit Brev afsendt, var en reen og god Sæd, der blev nedlagt i en Jord, der var behørigt renset (thi Du erindrer, at jeg fortalte, hvorledes Tanken om disse Vanskeligheder pludselig var falden mig ind, og at denne Tanke i samme Øieblik var min bedste, min trofasteste Ven, som aldrig skulde vige fra min Side) og nu opblomstrede en rig (Latineren siger læta ?: en glad) Overflødighed der, hvor før en kold Vind strøg hen over nøgne Marker. Du fortalte, at Du havde tænkt paa selv at bringe Brevet. Jeg saae Dig dengang, jeg seer Dig ligesaa tydeligt ligesaa levende i dette Øieblik. Du gaaer stille og ydmyg, Dit Øie fæster sig mod Jorden, kun stundom hæver Dit Blik sig mod Himlen, fuldt af Fred og Salighed, Du gaaer uanfægtet og uforstyrret af Verdens Omgivelser, Din Tanke kun rettet paa een Gjenstand, som en from Pillegrim i Kjærlighedens Tjeneste. Ubemærket gaaer Du Din Gang (jeg seer det Alt i Aanden), Ingen bøier sig ærbødig for Glorien om Dit Hoved, men hell. Ingen beklager Dig medynksfuld (Du erindrer maaskee, at Du talte om Albergs Familie), kun Een seer Dig, kun Een forstaaer Dig, men han skal heller ikke tillade Dig end ikke i Aanden at foretage denne Vandring. Og naar Du da stundom veemodigt bøier Dit Hoved, da veed han, at Aanden er redebon, da iler han Dig imøde, da føler han, min Regine, at Du har seiret over ham, da vil han ikke prøve Dig mere, og skjøndt Striden var saare kort, og skjøndt han med en lille Forandring kan sige som Cæsar: jeg kom, jeg saae, hun vandt, saa skal Glæden dog ikke være mindre langvarig.
Din S K.
Det medfølgende Manuskript forestiller en Krands og et Øie som seer denne Krands.»
Søren Kierkegaard
Regine Olsen
København
