Søren Kierkegaard skriver i dag dette brevet til sin elskede Regine Olsen:
«Onsdagen d. 9 Dec.
Min Regine!
Han stopped hendes Øre,
Han stopped hendes Mund;
Saa foer han med den Skjønne
Dybt ned i Havets Bund ...
Det er omtrent hvad jeg har gjort; thi da mit egentlige Liv ikke er i den udvortes og synlige Verden, men dybt nede i Sjælens Hemmelighedsfuldhed, (og hvilket Billede herfor er vel skjønnere og mere træffende end Havet), saa veed jeg Intet at sammenligne mig selv med uden en Havmand; men saa blev det da ogsaa nødv: at stoppe «hendes Øre og stoppe hendes Mund«, det vil da sige saa længe Nedfarten staaer paa; thi dernede behøves det ikke som man jo seer af det følgende Vers: «Mund paa Mund».
Saaledes behøves det heller ikke dernede at stoppe hendes Øre; thi det er lukt ell. for endnu bestemtere at udtrykke hvor tilforladeligt det er lukket - det er kun aabent for hans Røst. Dernede er nu mange smaa men dog hyggelige Værelser, hvor man kan sidde trygt medens Havet stormer uden om, i enkelte af dem kan man ogsaa fjernt høre Verdens Larm, ikke ængsteligt støiende, men stille hendøende disse Værelsers Beboere i Grunden uvedkommende.
Et af disse Værelser, der paa eengang er Da[g]ligstue og Solennitætssahl, vil Du finde aftegnet paa medfølgende Stykke Papir. Og dog hvortil denne hele Beskrivelse af Localitæter, som Du allerede selv kjender, allerede har taget i Besiddelse og eier, saa jeg selv kun eier dem, forsaavidt jeg er
Din
din
S. K.»
Søren Kierkegaard
Regine Olsen
København
