Søren Kierkegaards bror Peter han invitert ham på besøk til Sorø, der han er prest. Søren er ambivalent. På den ene siden har han lyst til å komme; det er varmt i København, en reise kunne ha gjort ham godt, ja, han var faktisk på vei for ikke så lenge siden -- han kom så langt som til Roskilde før han snudde. Og han vil dessuten også gjerne se til sin svigerinne Henriette, som han føler stor medfølelse med - hun er nervesvak og har det vondt. Sin lille nevø Poul, som han ikke kjenner, vil han også gjerne se og bli kjent med. Han er en populær onkel for sine andre nevøer. Men så er det dette at han også har stort behov for å være alene.særlig når han skriver, og det gjør han nå. Han greier ut sin ambivalens i et brev til broren:
«Tak for Brevet, for Indbydelsen, for det dobbelte Forslag, hvilket vel allersnarest bliver til Hinder for at jeg kommer; thi et dobbelt Forslag sætter strax min Phantasie i Bevægelse, og naar den er kommen i Bevægelse, saa begynder Overveielsen, og Overveielsens Udmaling af det Enkelte, - og medens Alt dette skeer, gaaer jeg selv (ligesom Møllen i Eventyret klip klap klip klap) min sædvanlige Tour ud af Nørre- eller Vesterport og derpaa.
Imidlertid er det ikke fordi jeg just er utilbøilig til at komme, langtfra - forleden var jeg endog i Roeskilde og havde løst Timeseddel til Sorøe, - for hvis det skulde vise sig tiltrækkende for mig at komme derud, men da jeg kom til Roeskilde var jeg meget træt hvorfor jeg kjørte hjem igjen og gik i min egen Seng. At gaae i Seng anseer jeg for en af de herligste Inventioner, dette aldeles at give hele Verden en god Dag - ell. en god Nat. Der er bleven mig fortalt om en gl. Capitalist og Selvskyldner der boede i Stormgaden, han stod gjerne og rygte sin Aftenpibe i et aabent Vindue, eller i sin Gadedør. Naar da Vægteren havde raabt 10, og nu kom til hans Dør og raabte, og var færdig med at raabe, da kaldte han paa ham og sagde: Vægter, hvad var det han raabte. (Det er den festlige Ceremonie i denne høitidelige Handling; thi han vidste jo meget godt hvad Klokken var, da han havde hørt Vægteren raabe flere Gange og navnlig for sin Dør) Vægteren svarede: det var 10 Hr Cancelliraad. - Naa var det det, svarede Canc: ja lille Vægter saa vil jeg lukke min Dør; skulde der komme Nogen og spørge om mig, vil Du saa ikke bede ham lægge m- M-.»
Nu oprigtigt talt, jeg kom heller end gjerne til Dig, og i Grunden er det deels min Indolents, som jeg har ondt ved at overvinde, der holder mig tilbage, deels ogsaa fordi Sorø ligger Dig saa nær, at jeg befrygter, man vanskelig faaer det Indtryk af at være ret vogelfrei paa Landet. Forøvrigt kunde det være mig høist behageligt at kome ud til Dig. Jeg længes især efter at see Poul. Min Stilling i Livet som Onkel er mig en kjær Ansættelse, og jeg pleier ogsaa at være meget afholdt af mine Neveuer. Hils ham fra mig; lad ham |ikke forblive ganske uvidende om, at der er en Onkel Søren til. Naar jeg selv først faaer ham personligt i Tale, saa haaber jeg Bekjendtskabet skal gjøre hurtige Fremskridt.
Min Aand arbeider med flere og flere Hesteskraft, Gud veed om Legemet kan holde det ud; thi jeg veed intet bedre at sammenligne mig selv med en[d] et Dampskib, der har for mange Hesteskraft i Forhold til Bygningen. Paa den anden Side maa jeg følge min egen Genius, jeg kan ikke godt taale nogen fremed Berøring, og i den Henseende kan jeg godt finde mig i, at Du lader mig gaae for hvad jeg er. Det anseer jeg for en Høflighed, aldeles ligesom at man indbyder mig til et Selskab med den udtrykkelige Clausul, at jeg aldeles har min Frihed om jeg vil kome ell. ikke. At man vil indbyde mig, anseer jeg for Venskabets Udtryk, at man affatter Indbydelsen saa snurrigt, anseer jeg for det menneskelige Udtryk for sit Forhold til et saadant U-Menneske, som jeg er, dersom ellers Aristoteles har Ret, at Msket er et animal sociale. Hermed er dette Brev ude.
Med ma[n]ge Hilsener til Jette, og Poul og Dig selv
Din i tilbagetrukken Oprigtighed Dig ganske hengivne Broder S. Kierkegaard.»
Søren Kierkegaard
København
