I dag har Aasmund Olavsson Vinje, som er blitt 37 år gammel, i Drammens Tidende et korrespondentbrev som tilsynelatende handler om møkk, mager og kålhoder. I hvert fall er det denne tittelen han har gitt korrespondentbrevet. I virkeligheten handler om politikk. Han irriterer seg kraftig over politkeres visjonsløse materialisme.
Han skriver:
"Christiania den 21de Septbr.
En Politikus skal i disse Tider ikke gjøre større Forretninger her i Norge og allermindst i Christiania, hvor man nu istedetfor politiske Møder paa Børsen holder Møder om Gjødsel og Ved. Det er praktiske Sager, og de vise overmaade godt Tidens Retning. Hvorfor skulde man ogsaa holde andre Møder? Det gaar brav med vor Politik: Regjeringen pleier sine Forretninger, Storthinget ligeledes, især nu da det sidder hjemme. Den, som ikke er tilfreds med Gangen, gaar forud for sin Tid, eller slænger bagefter den, og ham fører man i begge Tilfælde ikke efter. Det gaar godt, og gjøres Noget, som ikke tiltaler Alle, saa siger man ganske beskedent: jeg forstaar mig ikke noget paa det, det er vel det Bedste, som sker, da de rette Mennesker gjøre det. Derimod føle vi alle, at vi ikke have Gjødsel nok, og at Veden er dyr. Det er Ting, som vi alle forstaa os paa, og derfor tiltales vi alle af disse Møder paa Børsen, hvorved Fiskemager og Fiskeaffald i vore Fiskebygder kan blive til Næring for Jorden, og hvorved Skat og Kviste i vore Skogbygder kan blive til Ved for os. Vi ere komne did, hvor man, som Filosoferne sige, vende Blikket indad — paa Magen nemlig. Det er Magens Tid; Hovedet og Hjertet har ligesom udspilt sin Rolle, nu skal Magens begynde, og den Rolle bliver lang. Man kunde sidde paa en Møgdynge og holde de mest overbevisende Foredrag om Magens Betydning i Mennesket og Samfundet. Dokterne gjør det samme; thi nu ere de komne efter, at det er fra Magen alle Sygdomme have sin Oprindelse: Øiensygdomme, Tandverk osv. Det er en Møgets og Magens Tid, det Eneste man kan have imod den er, at den ikke saa aabenbart blev baaren tilskue. Baade Møget og Magen har sine Fordringer, men man skulde vel pleie dem, og forresten lade, som ingenting var. Det bliver noget stivt, naar man saa aabenlyst bærer Materialismen tilskue. Vi komme snart ligesaa vidt som i Amerika, der efter en berømt Forfatters Ord dyrke Treenigheden: Guld, Sølv og Banknoter. Sligt kommer af den praktiske Retning, man altid skriger paa. Livet, Literaturen, Aviser og Samtaler blive Møg og Mage, bliver det Guld, Sølv og Banknoter, saa synes det idetmindste lidt mere aandrigt. Det gaar snart ikke længere an at skrive om Jorddyrkning og den Mangel paa Husholderiskhed, man før har vist: det bliver til Møg, førend man ved Ord at det, og i hver By og Bygd bekjendtgjør man snart ligesom paa Christiania Børs, at man vil debattere om Møgdynger. Det hjælper ikke at kalde det «Guano», thi det Navn leder Tanken endnu nøiere ind paa Herkomsten. Saa er der videre Forsamling om Kaalhoveder og man siger: skaf blot Menneskene Møg, saa faa de Kaalhoveder, og have de først faaet Kaalhoveder, saa kommer Kundskab og Frihed af sig selv. Der kan være Noget i dette, men det klinger kosteligt, og det er sikkerlig bedst ikke at tale om det.
Naar man er kommen til dette Punkt, har man et Skridt til det næste, som er, at man har nok af Mennesker, men mangler Dyr; nok af Fornuft, men Mangel paa Ufornuft. Det er underligt, at man ikke har holdt Møder paa Børsen om Anskaffelse af Dyr og Ufornuft nu i disse Dage, da Arbeidet er saa dyrt, da man har nok af Bogfolk, men ikke Arbeidsfolk. Det næste Møde bliver om denne Ting; Sammenhængen fører det med sig. Naar nu dette Punkt er naaet, hvor kommer man saa hen? Ved Siden af denne Retning mod Møget og Magen, gaar her i Christiania en anden Retning, som idetmindste indbilder sig at være modsat, det er nemlig den Retning, som stiller ud Blokker i Butikker og Restaurationer til Opbyggelse af Kirke. Ja virkelig gjør man dette, saa utroligt det end klinger. Der er ingen Maade med nogen Ting; enten galer man som Hanen paa en Møgdynge, eller ogsaa flyr man op paa Kirketaarnet. Man kan ikke holde sig til Jorden. Her er Mange, forstaar sig, som holde sig til Jorden, men disse Mennesker overdøves af hine Haner dybt nede og høit oppe. Det er i Grunden den samme Hane, blot det synes være to; thi det ene følger med det andet; naar Hanen har siddet en Stund paa Dyngen, tykkes han det bliver usundt og flyver op, men længe taaler han ikke den rene Luft; den er ikke nærende nok, han bliver hungrig og flyr ned igjen. Saa gaar det op og ned og de, som staar og ser paa, synes det er underligt; men de, som flyve med, sige det ene Øieblik: nu er her godt Haab; man har Bøsser i Butikker og Restaurationer, og den gamle ugudelige Tid er forbi, da man blot tænkte paa Verdens Fornøielser; nu oprinder Lyset. De, som sidde paa Dyngen, sige derimod: nu har man da omsider lært at holde sig til praktiske Sager og ikke deklamere i den tomme Luft om Politik, Oplysning og Frihed, der intet Hold havde, fordi man manglede Møg og Kaalhoveder Christiania gaar dog forud for Landet; thi man har vel neppe begyndt hverken med Møgmøder eller Bøsser paa Restaurationerne andetsteds. Derfor er det ogsaa i Hovedstaden, hvor alle praktiske og theoretiske Hoveder ere samlede. Der kommer vel snart i Literaturen Repræsentanter for disse to Retninger. Literaturen for Bøsser paa Restaurationer til Kirker er i god Opkomst; man tænke paa alle disse fromme Sange, paa kristelige Tragedier o.s.v. Der sidder Hanen paa Taarnet og galer. Derimod er der ingen Digte komne ud om Møgdynger, Komposter, Kaalhoveder, Tang o.s.v. De komme snart. Det er begyndt med prosaiske Afhandlinger i Morgenbladet, og Resten følger af sig selv. Det unge Norge, der saa godt gaar fremad i praktiske og nyttige Retninger, maa passe sig for at blive cynisk. Veden, og de gode Folk, som vil skaffe de Fattige Ved for billig Pris, burde ikke være nævnte i dette Selskab."
Aasmund Olavsson Vinje
Kristiania
