Henrik Ibsen skriver et oppbrakt brev til sin venn Bjørnstjerne Bjørnson i forbindelse med en krass kritikk han har fått av Peer Gynt

Henrik Ibsen skriver et oppbrakt brev til sin venn Bjørnstjerne Bjørnson i forbindelse med en krass kritikk han har fått av Peer Gynt av den danske kritikeren Clemens Petersen i den danske avisene Fædrelandet. Petersen er Bjørnstjernes nære venn, og dessuten en arvtaker og venn av Johan Ludvig Heiberg, særlig med henblikk på Heibergs strenge formkrav, men han har også strenge krav til moralsk reisning og etisk dybde i litteraturen han anmelder. Han er ofte kategorisk og absolutt i sitt syn på litteratur, og i dette tilfellet har han blant annet satt rollefiguren i Peer Gynt, Den fremmede, i sammenheng med Kierkegaards tanker om begrepet angst. Dette vil Ibsen overhodet ikke vite noe av. Ibsen anklager Bjørnson for å ha del i denne anmeldelsen. Han er svært opprevet når har skriver brevet, men motstanden ser også ut til å vekke et behov for å tydeliggjøre seg for seg selv og verden. Og dette ser igjen ut til å henge samme med behovet for å holde seg unna sin egen familie. Han skriver: «Tro ikke, at jeg er nogen blind forfængelig Nar! Du kan tro at jeg i mine stille Timer roder og sonderer og anatomerer ganske artigt i mine egne Indvolde; - og det paa de Punkter, hvor det bider værst. - Min Bog er Poesi; og er den det ikke, saa skal den blive det. Begrebet Poesi skal i vort Land, i Norge, komme og bøje sig efter Bogen. Der er intet stabilt i Begrebernes Verden; Skandinaverne i vort Aarhundrede er ikke Grækere. Han siger at den fremmede Passager er Begrebet Angst! Om jeg stod paa Retterstedet og kunde friet mit Liv ved den Forklaring, var den ikke faldet mig ind; jeg har aldrig tænkt derpaa; jeg smurte Scenen ind som en Caprice. Og er nu ikke Peer Gynt en Personlighed, afsluttet, individuel? Jeg ved at den er det. Er ikke Moderen det? - Der er mange Ting at lære af Clemens Petersen, og jeg har lært meget af ham; men der er noget, han kunde have godt af at lære, og som jeg, om jeg end ikke kan lære ham det, dog har forud for ham, og det er hvad Du i dit Brev kalder «Trofasthed». Ja, det er just Ordet! Ikke Trofasthed mod en Ven, et Formaal eller sligt, men mod noget uendelig højere. Jeg er imidlertid glad ved den Forurettelse, som er tillføjet mig; der er en Guds Hjælp og Tillskikkelse deri; thi jeg føler mine Kræfter voxe ved Harmen. Skal det være Krig, saa lad det være! Er jeg ikke Digter, saa har jeg jo intet at tabe. Jeg skal forsøge det som Fotograf. Min Samtid deroppe, enkeltvis, Person for Person, skal jeg tage for mig, som jeg har gjort det med Maalstræverne; jeg skal ikke spare Barnet i Moders Liv, ikke Tanken eller Stemningen bag Ordet hos nogen Sjæl, der fortjener den Ære at tages med. - Kjære Bjørnson, Du er en varm velsignet Sjæl, som har skjænket mig mere af stort og herligt, end jeg nogensinde kan gjengjælde Dig; men der er noget i din Natur, som lett kan volde at din Lykke, og netopp den, kan blive Dig en Forbandelse. Jeg har Rett till at sige Dig dette; thi jeg ved at jeg under Skorpen af Vrøvl og Svineri har været alvorlig i min Livsførelse. Ved Du at jeg har for hele Livet trukket mig bort fra mine egne Forældre, fra min hele Slægt, fordi jeg ikke kunde blive staaende i et halvt Forstaaelsesforhold? - Det er nok temmelig usammenhængende, hvad jeg her skriver sammen; men Summa Summarum er: jeg vil ikke være Antikvar eller Geograf, jeg vil ikke vidre uddanne mine Anlægg for den Monradske Filosofi, kort sagt, jeg vil slett ikke følge gode Raad. Men en Ting vil jeg, selv om ydre og indre Magter driver mig till at rive Taget ned over Hovedet paa mig selv, - jeg vil altid, - saa sandt hjælpe mig Gud, være og blive

Din trofast og opprigtigt hengivne Henrik Ibsen.»