I København utgir Meïr Aron Goldschmidt, forfatter og journalist, og redaktør for det satiriske magasinet Corsaren fra 1840 til 1846, i tiden da den heftige striden mellom magasinet og Søren Kierkegaard pågikk, sine erindringer. Her skriver han om Kierkegaards personlighet, og om hans forhold til Regine Olsen - og all sladderen som bruddet mellom dem medførte den gangen: «Ordet om Samfundets principielle Uret passede godt til en ungdommelig-dunkel Forestilling om, at Ens egen Individualitet havde en særegen, en absolut Ret overfor alle de Andre, Spidsborgerne, stod i Gunst og var viet til Lykke, naar den stræbte efter Poesi, frembragte Aandsfyrværkeri. Hertil bidrog da ogsaa S. Kierkegaard uden at vide eller ville det, navnlig ved at hæve sin Forlovelse. Begivenheden stillede sig som Illustration til en Sætning om Personlighedens kunstnerske Ret overfor ethvert Baand. Det var som Goethe, der havde bortkastet Frederikke i Sesenheim, og hendes Løn for Ofret og Livets Tab var, at hun kom til at leve evig i Literaturen eller Literaturhistorien. Der fortaltes tillige sælsomme Ting om Kierkegaard, maaske usande: men de fortaltes og toge sig ud som sandsynlige. Saaledes skulde han engang have ført sin Forlovede i Theatret for at høre Mozarts 'Don Juan' og efter et Par Takter af Ouverturen ført hende bort igjen med den Bemærkning, at dette var tilstrækkeligt: i de Takter var for en rigtig Opfattelse den hele Opera, eller der var nok til den rette Stemning. Stemning, at komme i Stemning, det syntes den rette Livets Sag!»