Amalie Müller skriver til sin lege i Bergen, Klaus Hanssen, at hun føler seg bedre nå. Hun beskriver i detalj hvordan sammenbruddet ble opplevd fra innsiden

Amalie Müller skriver fra Risør til legen sin i Bergen, Klaus Hanssen, at hun føler seg bedre og er ute av psykosen.

Hun skriver:

"De vil allerede merke på hva jeg har skrevet, at jeg er fuldkommen klar og frisk hva min hjerne angår. Det har jeg allerede længe været og i de sidste 4 uger kan jeg trygt sige at jeg ikke har mærket spor af tilbøielighed til tilbagefald.

Fra den tid, selv efter at lægerne på Gaustad andså mig for frisk, stred jeg ofte en lønlig strid meg mig selv, for at ikke den forrige, forunderlige, drømmeagtige tilstand skulde overvælde mig. Den kom af og til, ligesom listende og snigende sig over mig, og det var som om den ene halvdel af mit indre væsen kjæmpede en fortvivled kamp mod den andre halvdel; det lykkede mig også, allerede efter 3-4 ugers ophold på Gaustad at beherske mig således, at jeg, skjønt jeg kun talte overordentlig lidet under denne tilstand, dog ikke førte noen forvirret tale, skjønt allehånde tanker i vild uorden fløi gennem mit hoved.

Når det så var over, kunde jeg føle mig så dødstræt lenge efter. Nu har jeg aldrig mer slige andfald, og jeg er vis på at jeg er aledeles normal i enhver henseende, men overordentlig mat og træt føleg jeg mig endnu, og forfærdelig hengiven til at sove.

Appetit haver jeg også i høi grad, så at jeg føler mig forvisset om at kræfterne må vende tilbage i fuldt mål.

Hva mit humør angår, så er jeg altid bedrøvet, men kun skjælden så aldeles ude af mig selv, som jeg ofte tidligere var, både før og under sygdommen. Jeg ser på mit sørgelige livs tilskikkelser med langt større ro, ja næsten ligegyldighed, - jeg ved ikke om det er sløvhed eller resignation eller måske begge deler i forening, - det er som om havde jeg sørget mig færdig for dette liv, og som kunde intet mer anfægte mig i nogen videre høi grad."