Amalie Müller tenker tilbake på Damsgård i Bergen

Amalie Müller skriver til sin venn Helmich Janson i Bergen, som eier av prakteiendommen Damsgård.

Helmich er bror til Kristofer Janson, og nå er moren deres, som Amalie kjente godt, død.

Amalie skriver om tiden i ungdommen da hun var gjest på Damsgård sammen med venninnene Elisa Kielland og Kathinka Heiberg. Tankene gjør henne alvorlig stemt, og hennes dypt religiøse livsholdning kommer til syne.

Hun skriver: «Det er dog deiligt at kunne have dette håb at de der dø gå ind til himlens glæde. Uden det var jordelivet uud holdeligt. Der er ingen sorg eller smerte mere; Gud aftørrer selv hver en tåre af deres øine. Alle de dunkle skygger der kastes over menneskelivet hernede, alt det der trykker og plager og opvækker sorg og tvivl, alt det der klæber ved os alle af ufuldkomment og urent, det svinder og går evig under i himlens lyse klarhed. Det er jordelivets skjønneste og mest opløftende tanke, - ja det eneste der kan bære et menneskeliv gjennem synden og smerten hernede at kjærlighedens under frelser os. Var det ikke så, måtte vi alle fortvivle. Der må et kjærlighedens uransagelige mirakel til for at udløse slegten. Derfor er det også en evig sandhed at kjærligheden skjuler over syndernes mangfoldighed. Ja har et menneske kun kjærlighed der lever og rører sig derinde i hjærtet, så har det, hvad der gjør elskelig i Guds øine.Din moder var just en sådan kjærlig sjæl; - derfor tror jeg hun var en af dem, som Gud havde kjær.Hils hele Damsgård. Aldrig skal jeg se det mere, aldrig mere færdes der og glædes af den kvægende fred og underfulde, skjønhedsfyldte stilhed, aldrig mere sidde i Lunden og samtale med dig og Kat. og Elisa, som i de gamle, uforglemmelige dage. Alt hvad der hører jorden til synker i støv, alle minder visne og blegne; kun hvad der er evighedens, bliver bestandig.»