Knud Pontoppidan 27 år gammel og legekandidat i København

Knud Pontoppidan, som skal komme til å bli Amalie Skrams beryktede og hatede psykiater, er kandidat ved kommunehospitalet i København dette året. Han er 27 år gammel, og blir beskrevet en lynende intelligent mann, en engelsk lord-type, med et gjennomtrengende blikk. Ingen vet som ham å tre elegant inn av en dør. Han overskuet enhver situasjon med et fullkomment blikk, og oppfører seg utvunget og lett.

Han har alltid en morsomhet i bakhånden når det er barn i nærheten, han kan for eksempel med elegant, rundet penneføring tegne en svane i en strek, så den seiler frem på vannet med krummet hals og hevede svingfjær. Mens barna måper, legger han blyanten fra seg og går ut i hagen for å snakke med de voksne.

Han har dessuten en nydelig stemme. Tonen er lavmælt og klar, man kan ikke la være å lytte til den. Og han går ofte i Det kongelige Theater, men ofte går han også hjem i en mellomakt, for han vil ikke at hans nytelse av en enkelt scene skal forstyrres. Derfor går han hjem, nynnende på en melodi han har hørt.

I en del av studietiden sin har han bodd sammen med sin yngre bror Henrik, som vil bli ingeniør. De kommer fra en stor barneflokk i en prestefamilie, Henrik er fire år yngre enn Knud, han skal komme til å vinne Nobelprisen i litteratur.

En annen bror, Erik, kommer senere til å beskrive Knud slik: «Min Broder var et mærkeligt Menneske. Han blev det efterhaanden. I sin Ungdom var der i Grunden ikke noget ejendommeligt ved ham - han var fornøjelig og frisk, han sang og holdt af at more sig. Men han var tidlig ikke rask. Han fik en svær underlivslidelse, som satte sit Præg paa ham, nødvendigvis maatte gøre det. Han var udgaaet fra et Præstehjem, som var alvorligt, men ikke pietistisk, snarere grundtvigiansk. Fader var en begavet Mand, ret ejendommelig, og Knud fik efterhaanden en hel Del af hans Karakter.

Hvordan Knud kom ind paa at blive Læge for Sindssyge? Jeg kunde tænke mig, at det kom af, at han modtog - hvad han vistnok er den eneste [læge], som har modtaget - Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Den handlede om Tilregnelighedsspørgsmaalet. Vi fire Brødre - Morten, Henrik, Knud og jeg - gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet. Jeg vil ikke sige vi var praktiske, men vi lededes af en vis i Tilværelsen bunden Videnskabelighed, som ligesom knyttede os til hverandre, selv om altsaa vore Veje ikke blev trukne op som en Enhed. Vi har aldrig været klinede sammen, men vi kom aldrig saa langt fra hverandre, at vi ikke kunde se hinanden. Vi hørte ikke til de særlig oplukkede Naturer, men vi lukkede os ikke af for hverandre.

Knud kunde mindre end nogen lide at tale om sig selv. Dog maatte det staa klart for os, at de Angreb, han blev Genstand for, har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Siden den Gang har han ikke længere været den samme. Men jeg vil sige, at han blev forurettet, han blev skævt bedømt. Han lagde ikke Skjul paa, at han vidste det, at saadan var det.

Han var ikke en meget expansiv Natur, og det kunde være vanskeligt at komme indenfor den Skal, bag hvilken han havde pansret sig. Paa den anden Side kunde han, naar han vilde det, være meget indtagende. Et Hjertemenneske kan man ikke kalde ham, dog havde han en Evne til at knytte Mennesker til sig. 

Der var noget formfuldendt, stylish, over Knuds hele Væsen. Han var en fin Mand, i god Forstand. Men han var ikke noget lykkelig Mand. Han sad dog inde med saa mange Betingelser for at blive det. Dog har han ikke kunnet bruge sine udmærkede Evner til at gøre sig lykkelig; han har ikke formaaet at skabe Harmoni; han maatte vandre gennem Ulykken.

En af disse var hans Sygdom, som har fulgt ham fra hans første Ungdom, og som han har kæmpet mod. Mange Gange har han troet, han skulde dø.»