Amalie Müller anmelder Ibsens Gengangere. Hun er svært anerkjennende.

Amalie Müller (som snart skal bli Amalie Skram) skriver en lang, grundig og anerkjennende anmeldelse av Ibsens Gengangere, som har vakt så heftig debatt blant teaterpublikummere, lesere og kritikere i det siste. Det er tydelig at stykket har gjort voldsomt inntrykk på henne.

Hun legger spesielt vekt på hvordan stykket viser konsekvensene av menneskenes gjerninger, og det som har å gjøre med det personlige ansvar. Hun signaliserer også en kristen affinitet, idet hun viser til Den gyldne regel i Bibelen.

Hun skriver: «Det er som om vi hører et tungsindigt Skrig, der løfter sig fra Alnaturen, og farer jamrende gjennem Luften, efterfuglt av selve Dødens forstenede Stilhed. Synet af denne Moder og denne Søn er uudholdeligt, især fordi det ikke er en scene fra selve Syndflodens, eller fra Sodomo og Gomorahs Ødelæggelse () Dette kan vi ikke skyve fra os; thi vi ved, at det er taget du af vor egen Tid.»